Læsetid: 2 min.

Jordens sidste vogtere

Når science fiction-genren er bedst, kan den nå virkelig vidt omkring. ’Oblivion’ kommer kun et stykke af vejen, men tager sig til gengæld virkelig godt ud på sin færd
11. april 2013

Science fiction har mere visuelt potentiale end nogen anden filmgenre – hvad enten filmskaberne viser publikum billederne eller lader os skabe dem selv.

Med Oblivion har Joseph Kosinski begået et science fiction-drama med flere svagheder. Men hvad angår videreførelse af genrens fornemme visuelt æstetiske arv, kan han roligt ranke ryggen.

Vi ser blandt andet en mand, hvis skinnende hvide rumdragt giver ham et engleagtigt anstrøg, som han næsten yndefuldt falder gennem en dunkel, baldret balsal. Og en lille, lækkert skåret base i skyerne, hvor en antiseptisk-funktionel farveskala kæmper om det æstetiske overtag med ubegribeligt smukke solnedgange.

Vi sletter det for Dem

Den større sammenhæng er derimod mindre overbevisende. Der er tale om en temmelig snørklet historie, som foregår 60 år efter, at Jorden omtrent er blevet udraderet af fjendtligsindede rumvæsener. Sammen med sin stramt betrukne britiske navigatør Vika vedligeholder reparatøren Jack Harper (Tom Cruise) de dødbringende droner, der bevogter resterne af Jorden. Men to uger før deres mission er slut, vender en hændelse op og ned på Jacks liv.

For at undgå traumatisering har de overlevende mennesker fået slettet deres hukommelse, og her smider Oblivion stærke temaer på banen – såsom erindring og minders betydning for vores menneskelighed og identitet. Desværre bakkes de ikke op af en inspireret persontegning. Faktisk er det svært at investere følelser i de golde figurer, selv om det tydeligvis er meningen, at man skal gribes af deres skæbne. Følelsen af kunstighed styrkes af, at baggrundsinformation i to tilfælde falder i tunge blokke, første gang endda i filmens indledende minutter, hvilket gør, at den kommer trægt fra start.

Paradis overdoseret

Knyttet til temaet om den ikke helt tabte erindring er et meget udtalt og, i denne skribents øjne, vældigt sympatisk nostalgi-element. Der gøres meget ud af at hylde fortidens taktile glæder og prægtige patina, eksempelvis i form af bøger og vinylplader. Men da Procol Harums altid berusende klassiker A Whiter Shade of Pale skyller ind i øregangene, føles det som en luksus, filmen ikke har sjæl nok til at gøre sig fortjent til.

Tom Cruise er nu heller ikke den optimale hovedrolleindehaver, hvis missionen er at få os til at tro, at Jack Harper har dannelse og dybde nok til at læse og værdsætte vise ord på gulnede sider. Ikke, at Kosinski ikke ved, hvor Cruises styrke ligger: I en tidlig scene, hvor Harper med fryd mindes en Superbowl-kamp tilbage fra 2017, er skuespilleren i sit es som evigtung letvægtscharmør lyst op indefra af en ærkeamerikansk alt er muligt-attitude. Kend din begrænsning, kid.

Blandt filmens mindre kvaliteter skal nævnes de topaktuelle krigsdroner, hvis skrækindjagende synsvinkel, vi ofte deler. Og på birollefronten er Melissa Leo i subtil storform som Vika og Harpers overordnede med det tilforladelige navn Sally. Kendetegnende for Oblivions ujævnhed pumpes en Edens have-symbolik derimod op, til det tangerer det ufrivilligt komiske.

Generelt er de gode takter akkurat talrige nok til, at man tør håbe, at Joseph Kosinski i fremtiden laver film, der brænder sig fast i både hukommelsen og på nethinden.

'Oblivion'. Instruktion: Joseph Kosinski. Manuskript: Karl Gajdusek og Michael DeBruyn (efter forlæg af Joseph Kosinski). Amerikansk (biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Læs ikke dette, før du har set filmen...

Du har vist ikke fået helt rigtigt fat i historien. De har ikke fået slettet hukommelsen p.g.a. traumer, det er for at forhindre de "aliens" der har ødelagt Jorden, i at få informationer om menneskehedens nye opholdssted, Titan, og deres energiteknologi. Det er kun gjort ved de to teknikere, der skal arbejde på Jorden, det er i hvert fald det, de har fået at vide. Historien er meget kompleks, og man får utroligt meget info i de første fem min.

Den er lige lovligt sentimental sine steder, men hele historien bæres jo netop af karakterernes kulde og fremmedgjorthed, som matcher omgivelserne. Det sættes meget skarpt op mod en nærmest "Walden'sk" romantik, for at gøre det tydeligt, hvilke menneskelige dyder, der er gået tabt pga. krigen om Jorden. Det enkle, det nære, selve menneskehedens sjæl, kærligheden.

Der er så meget dybde i fortællingen, hvis man åbner sig bare en smule for de store ideer, der ligger under det hele. Jeg kan ikke lade være med at se den som en rammende kritik af overdreven fokus på effektivitet, kontrol, følelsesmæssig kulde og kortsigtet karrierementalitet, i skarp kontrast til det naturnære liv ved flodbredden, med tid til eftertanke, visdom og nære, menneskelige relationer.

De fleste moderne mennesker vil nok kunne identificere sig med den kvikke og arbejdsomme Vika, der pligtskyldigt passer sit arbejde, uden at stille for mange spørgsmål, fordi hun lever et liv i luksus med lækker mand, vigtigt job, designertøj, forplejning og "himmel"-pool, men når man lidt inde i filmen opdager, at hun i virkeligheden er karaktersvag og den største "taber" i fortællingen, fordi hun ikke vil se sandheden om sin eksistens i øjnene, giver det jo bagslag.

Tom Cruise spiller i mine øjne troværdigt rollen som den lidt fortabte arbejder-klasse mand, der ikke helt kan undgå at sætte spørgsmålstegn ved den historie, han får stukket ud fra Tet, og overveje om det han gør, er det rigtige. Han læser ikke nødvendigvis de bøger han samler, han kan bare godt lide at omgive sig med "gamle" ting, der minder ham om menneskehedens fælles kulturarv og det jordiske liv. Cruises lidt kantede facon passer som fod i hose med denne karakter, for han er ikke særligt dyb. Han vil bare gerne have sine følelser til at passe med det han oplever i det ydre og det har han svært ved. Han længes efter sine egne følelser, og mærker instinktivt, at noget er skævt.

Selvom der bliver smurt tykt på med de store følelser og højtideligheden omkring det nære, det humane, så synes jeg alligevel, det er en opbyggelig fortælling om hvordan menneskeheden er til fals for alt hvad der skinner og minder om en Ipad. På den måde kan Tet narre de to kloner til at tro, at de er meget vigtige og give dem tilpas meget komfort til, at de ikke stiller nogen spørgsmål og derved ikke opdager at de bruges som små tandhjul i det ondes tjeneste.

Da den yderst følelseshandicappede maskine Tet viser sig at være superskurken i sidste ende, og det er da ret sympatisk at slå et slag for 'menneske frem for maskine' og ja, droner er da ikke en særligt konstruktiv opfindelse...Dem kan vi godt pakke sammen igen. De har ingen gang på Jord, hvis det er fred vi vil skabe, og det er det jo, eller hvad?

Kritikpunkterne er især, at der er så mange indlagte referencer til andre sci fi fortællinger, at denne films originale ideer næsten forsvinder i mængden, det er en skam. Det er også trist, at der ikke er gjort mere ud af replikkerne, som kan virke lidt ordinære og kiksede visse steder. Skuespillerne gør et fantastisk stykke arbejde med det sparsomme materiale, der er at gå ud fra.

Visuelt og auditivt er filmen fantastisk, soundtracket kommer helt ind under huden.

Hvis man er en opmærksom seer og lytter, så hænger historien faktisk fint sammen. Men det kræver så også at man er 100% nærværende hele filmen igennem.

Og for at summere det øvrige op. Filmen er en udmærket metafor for det, der sker i verden lige nu. De fleste mennesker er vant til, at de er tandhjul i en større enhed, det være sig et selskab, en stat eller lignende, som giver dem nok viden til at de kan fungere som "et effektivt team" (for at bruge udtrykket fra filmen), men ikke så meget viden, at de finder ud af at de i virkeligheden arbejder for en ikke særligt konstruktiv sag. De flestes job nu om dage er vel i en eller anden form destruktiv. Tænk bare på dem der laver våben, miljøgift og ligegyldige plasticdimser. Her kan Tet beskrives som kapitalismen/the corporate world, der er gået amok, har overtaget Jorden fuldstændigt, og derfor ikke tillader naturen og menneskehedens kærlige sjæl at komme til udtryk.