Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

En kannibal krydser sit spor

Seriemordere er tv-kanalernes nye ’so ein ding’, og deres vedvarende, høje seertal tyder på, at vi har lige så stor appetit på morbide rædsler, som Mads Mikkelsens kannibal har på kvindekød i NBC’s ’Hannibal’. Smagløs er dog seriens kvalitet
Mads Mikkelsen spiller dr. Lector – den højt begavede og respekterede psykiater, der samtidig er psykopat og kannibalistisk seriemorder – som assisterer FBI’s arbejde med en række mord, som han selv har en vis interesse i ikke bliver opklaret.

Robert Trachtenberg

Kultur
18. april 2013

Jeg tror, at vi alle sammen er psykisk syge; de af os, der lever uden for institutionerne er bare lidt bedre til at skjule det – og dog måske ikke så meget bedre, når det kommer til stykket. Vi har alle kendt folk, der taler med sig selv, folk, som ind i mellem vrænger ansigt, når ingen ser det, folk der har en hysterisk frygt for slanger, mørke, små rum, højder … og selvfølgelig de orme, der venter så tålmodigt på os under jorden. Når vi betaler fire-fem dollar og sætter os ned på tiende række i en biograf, der viser en horrorfilm, er det for at udfordre mareridtet.«

Sådan skriver Stephen King i sit essay »Why We Crave Horror Movies«, og det kan måske ses som en forsøgsvis forklaring på et fænomen, der i denne tid breder sig på tv-kanaler hurtigere, end selv den yderst produktive amerikanske horrorforfatter kan nå at spytte bestsellers på markedet.

Seriemorder-serier er tv-stationernes nye so ein ding, efter at føljetoner som Criminal Minds, Bones, The Mentalist, Dexter og CSI har vist sig at være sejlivede seersucceser. I Fox TV’s The Following er Kevin Bacon draget på jagt efter en karismatisk Edgar Allen Poe-ekspert og seriemorder, der rekrutterer og oplærer disciple. BBC Americas Ripper Street skildrer en tid i skyggen af verdens første kendis-seriemorder Jack The Ripper. Og fra og med i søndags kan Mads Mikkelsen ses som en yngre udgave af kannibalen dr. Lector i NBC’s Hannibal.

At det var Jonathan Demmes Silence of the Lambs, der i 1991 banede vejen for fiktionens seriemordere med et psykologisk fængslende og mesterligt filmisk portræt af Anthony Hopkins Dr. Hannibal Lector og hans FBI-protegé spillet af Jodie Foster, har imidlertid ikke sat bemærkelsesværdigt præg på kvaliteten. Men måske er det som med vaskeægte film-seriemordere, at man aldrig bør forvente sig ordentligt kvalitet af deres copycats?

Opsprættede kvinder

Med udgangspunkt i Thomas Harris’ romaner om den veluddannede litauiske kannibal har showrunner Bryan Fuller ganske vist en stærk grundkonflikt. En højt begavet og respekteret psykiater, der samtidig er psykopat og kannibalistisk seriemorder, assisterer FBI’s arbejde med en række mord, som han selv har en vis interesse i ikke bliver opklaret. I mellemtiden kan han alligevel ikke dy sig for at servere hjemmetilberedte måltider for sine samarbejdspartnere ved politiet.

Som modpol til Mads Mikkelsens køligt forføreriske og ironiske kannibal finder vi følelsesmennesket Will Graham. Han spilles af den kønne, lidt vimsende, evige ungersvend Hugh Dancy, som ud over at være en såkaldt profiler, altså en ekspert i morderiske psykopater, også er clairvoyant. I lighed med Laurence Fishburne som FBI-chef Jack Crawford leverer de to hovedrolleindehavere præcise præstationer. Og det kan ikke have været let, når de indledende magtkampe mellem de to udkæmpes med de replikker, de har fået til rådighed. Således provokeret, da dr. Lector gennemskuer hans sårbarhed, returnerer Graham: »Don’t you psychoanalyse me!« Faktisk råber han det, og det er repræsentativt for seriens måde at kommunikere på.

Stilistisk er Hannibal holdt i mørke toner, og karaktererne er ofte halvt i skygge på en sort baggrund. En tilstræbt tv-ekspressionisme byder på montager af blodige scenarier, spillet både forlæns og baglæns, som Graham forestiller sig dem eller drømmer om dem, i splatteragtige nærbilleder, mens metallisk, hvinende toner og pulserende lydeffekter fortæller, at det nu er uhyggeligt. Det er ellers til at få øje på uden soundtracket. I første afsnit af serien, som denne anmeldelse er baseret på, er over halvdelen af de 41 minutter, det varer, dedikeret til billeder af kvinder, der bliver sprættet op, tilberedt og spist eller blot udstillet døde i makabre scenarier på eksempelvis kødkroge.

Overdrivelse

Det gør det ikke bedre, at opklaringsarbejdet foregår i Grahams indre, hvorpå han grædende viderebringer sine smertefulde informationer. Hvad blev der af mantraet om, at det gælder om at få publikum, ikke karaktererne, til at føle?

Overdrivelse fremmer måske nok forståelse, men ikke kvalitet i Bryan Fullers serie, der indtil videre ikke får noget nyt ud af seriemordertraditionens klichéer. Det samlede indtryk er – i øvrigt lig The Following – påtrængende morbidt.

Har man som undertegnede anmelder i det hele taget svært ved at se fascinationen ved serier som CSI og Bones (og foretrækker psykopaterne i House of Cards og Game of Thrones), kan man fortrøstningsfuld se på Stephen Kings forklaring på seriemorder-tendensen:

»Uciviliseret adfærd går ikke væk af sig selv; den forlanger at blive motioneret«. Når vi ser – og nyder – serier som Hannibal, er det, mener Stephen King, fordi vi således »fodrer vores indre alligatorer«.

Måske er det dermed sagt ikke tendensen, der er den mest skræmmende i sig selv. Det er den lave kvalitet, seriemorderserierne forfalder til i en tid, hvor vi er langt bedre forvent.

’Hannibal’ kan ses søndage kl. 21 på Kanal 5

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her