Læsetid: 2 min.

Ku’ ha’ været så godt

Skuffelsen er stor, når man ser, hvad der er kommet ud af Geologisk Museums Flora Danica-udstilling
’Flora Danica’-trykpladerne findes endnu. Og de er gjort tilgængelige for så kendte danske kunstnere som Danh Vo, Tal R, John Kørner og Per Kirkeby.
19. april 2013

Flora Danica er den perfekte pakke til kunstneren, der har alt. Et oplysningsværk fra 1700-tallet, der havde til formål at kortlægge naturen. Vi kender alle sammen tegningerne, nørdede, præcise og smukke. For samtidskunsten kan det ikke blive større. Videnskab, oplysning, natur og historie. Og trykpladerne findes endnu. Og de er gjort tilgængelige for så kendte danske kunstnere som Danh Vo, Tal R, John Kørner og Per Kirkeby. Forventningerne vil ingen ende tage.

 

Men skuffelsen er stor, når man ser, hvad der er kommet ud af Geologisk Museums Flora Danica-udstilling. Et tilforladeligt rum med et lille udvalg af tegninger og trykplader. Og halvanden væg med de kendte kunstneres fortolkninger. John Kørner har valgt nogle svampe, som han har anbragt omkring en elefant. Men selv et virvar af løse streger kan ikke få det til at hænge sammen og blive til en elefant, der har spist svampe, i stedet for en Kørner-elefant omgivet af Flora Danica-tryk.

Ret så dekorativt

Tal R har valgt et par penislignende svampe, som han har anbragt på samme papir som seks egenproducerede tryk forestillende lignende former. Et hus i Amsterdam. En krabbe, der har hævet kløerne mod himlen. Etc. Det er det værk, hvor det giver mest mening at blande gamle tryk med nye. Og de grønne og røde farver gør det ret så dekorativt.

Danh Vos bidrag er lidt en gåde. Han har blot genoptrykt to tryk ved siden af hinanden. Det første tryk fra 1761 af multebær og muligvis det sidste i Flora Danica. Værket heder i hvert fald A-Z. Det giver de to trykplader 123 år imellem sig, hvilket jo selvfølgelig er meget, men ikke helt kulturel spænding nok til at kunne kvalificere sig som en Danh Vo.

Og endelig er der Peter Holst Henckel, som er uden for nummer, da det udstillede er to værker fra hans egen Flora Danica-serie fra 2009, hvor han gengav planterne gennem sine personlige minder. Men bregnen med Palmes ansigt i bladene er så godt ramt, at man kan følge med, næsten uanset hvilken årgang man er.

Bedømmelse: 2/6

’Flora Danica’, Geologisk Museum, Statens Naturhistoriske Museum, Øster Voldgade 5-7, København, til den 20. april

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu