Man får ondt af Tal R i udstillingen Sortedam. Det er en anden Tal R end ham, der blev berømt for få år siden.
Umiddelbart ligner det en identitetskrise, ligesom når malere tager sydpå og i lang tid kun maler den samme café igen og igen. Tal R er blevet i København, men foretrækker de nærmeste bygninger og strøg. Københavns Indre By og Vesterbro har lagt mursten til motiverne, der efter et par skitser er blevet til store malerier i harelim. Og det er nok her, synderen skal findes. Værkerne er dekorative. De er nydelige. I værket »Vesterport« er den gamle port til København med en mand foran, malet i ømme lyserøde farver. I »Fiol« er det Fiolstræde med en hat på og et skilt i forgrunden.
Men det er bygningerne i baggrunden, der er skæve. Ikke Tal R. Og ingen tvivl om, at mange af de nye værker ville se godt ud i de fleste hjem, men ville de skabe liv?
Vidunderlige skitser
Det gode ved Sortedam er, at alle skitserne også bliver udstillet. Og så tager det ikke lang tid at finde synderen: Harelimen, som har det problem, at den bliver optaget i lærredet ligesom i freskomalerier, hvor malingen bliver suget ind i muren.
Det gør, at man ikke kan rette i noget. Man skal være usvigelig sikker. Og hvad betyder det, når det, man er bedst til, er at lege?
En af skitserneer fremragende, »Andys« hedder den, over Andys Bar, hvor Tal R gakker helt ud i farver og former. Det er vidunderligt, det havde været et fantastisk maleri – i oliemaling vel at mærke.Det har præcis den ophobning af former, som gør ham til den største maler i Danmark. Men ikke med harelim, hvor han skal gøre sig umage.
Tal R er den glade, naive malerdreng, der er fuld af historier og ikke går op i, om det drypper lidt hist og her, så længe musikken spiller, og alle er glade. Vi er mange, der gerne vil have ham tilbage.
Bedømmelse: 3/6
Tal R:’Sortedam’ hos Galleri Bo Bjerggaard, Flæsketorvet 85a, København, til den 22. juni
Om et maleri vil skabe liv i de små hjem afhænger 100 % af det, der foregår mellem billedet og beskueren. Det kan Michael Jeppesen selvfølgelig ikke forudse, selvom han måske gerne ville og slægter fokusgruppe- og gallup-undersøgerne på, så man kunne kende formlen på, hvad der skaber liv i de pæne hjem. Jeg synes nu, det lyder godt med disse harelimsbilleder (har det noget med harer at gøre?), og vil gerne se dem live. Måske skulle Jeppesen i stedet tage en tur sydpå til den kendte café.
Nej Michael, Harelim er en speciel type lim simpelthen.
Det er egentlig sjovt eller underligt, når man ser en kritik af diverse kunstnere, tror kritikeren ofte det er meningen et kunstværk skal holde evigt, hvorfor skulle det dog eviggøres. Verden vil byde på mange andre kunstnere i fremtiden, skulle alt eviggøres ville der til sidst være så meget kunst, at man ikke kunne kæmpe sig frem gennem gaderne.
Kunst skal netop være midlertidig, som en koncert på 5-øren er det, stemningen kan ikke engang optages på video, man skal være der. Senere kan man mindes, men præsis det samme kommer aldrig igen. Lugten, lyset, temperaturen, lyden ting som ikke kan genskabes præsis mage til i samme sammenhæng.
Hvorfor skulle det samme ikke gælde malerier, forandringen der sker ved anvendelsen af netop harelim som bindemiddel, gør at maleriet automatisk forandre sig hele tiden, godt nok vil det forsvinde helt til sidst, men så har det også opfyldt sin mission, nemlig at sætte beskueren i en bestemt stemning.
Måske skal man også tænke på, at kommende generationer ikke nødvendigvis ser det samme i et maleri, som vi gør nu. Dette kan blandt andet ses i hvad kunstnere laver for arbejder, hvor mange laver da Vinci stilarten nu om dage, ikke ret mange hvis nogen overhovedet. Vel egentlig ikke så underligt, verden har forandret sig på 400 år.
Den her kommentar er fra Tal R til DR:
"Er det en svær teknik?
- Ja! Michelangelo har engang sagt, at oliemaling er for damer - pigmentmaleri er for mænd. Når du bruger harelim, bliver processen spids. Du kan ikke male over, og hvis det går galt undervejs, skal du starte forfra."
Så Tal R mener at man skal være en mand for at kunne mestre "svære teknikker" og være "spids". Manschauvenismen lever da i bedste velgående blandt anerkendte mandlige kunstnere. Tal R burde at tage sig sammen. Tal R kan skrive sig ind i historien af talentløse mandlige kunstnere som har fået en chance alligevel, fordi man har udeladt den halve talentmasse, nemlig de dygtige kvindelige malere.
John Vedsegaard
Harelim er fremstillet af harekadavere - et produkt kendt i 4000 år iflg. anprisningerne.
http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/Kunst/2013/04/05/163400.htm