Ralf Christensen (RC): Konsekvent illusion. Fra det øjeblik, 26-årige Elizabeth Woolridge Grant alias det amerikanske popidol Lana Del Rey går på scenen, er det dét, jeg tænker på.
Scenedesignet siger det selv: En slags Hollywood-lounge, der måske engang i 1930’erne var befolket af et celebert cocktailparty med femme fatales og gangstere, filmproducere og starletter. Nu er det smukke, hjemsøgte art deco-interiør ved at irre til og forvitre, ja, pærerne inde bag de falmede lampeskærme er på vågeblus. Det enorme tredelte maleri på bagvæggen hænger i laser, men huser også en tabt storhedstid, når der projiceres kornet 8 mm-film over de tre fløje. Glimt fra en svunden æra, hvor politik og kærlighed var lige så forræderisk som nu – den ser bare bedre ud i nostalgiens nådige projektion.
Men retro-illusionen vakler alligevel under orkanen af skrigende fans, da Del Rey går på scenen og i nogle sekunder mest af alt ligner en genert pige. Forestillingen om en 1950’er-diva, der er ankommet i sin tidsmaskine glitcher et kort øjeblik. Men står i krystalklar HD, da musikken begynder.
Klaus Lynggaard (KL): Det mest slående ved koncerten viser sig at være den betagende sangstemme, den unge Del Rey møder op med, trods et trendy og lidt træls image som den herskende klasses derangerede homecoming queen. For bag hypen og hadet og beundringen og rollespillet og kontroverserne og de stemningsmættede videoer og den konsekvente selviscenesættelse og aftenens imposante scenografi og de utallige referencer til alskens hejs fra det populærkulturelle raritetskabinet, som det tog sig ud lige omkring mordet på John F. Kennedy, finder man en sanger udover det sædvanlige. Og selvom hun kan fremstå som en art Mad Men-epokens store stemme, er hun totalt tidssvarende. Fra hun ligger ud med »Cola« til hun 16 numre senere lukker afdansningsballet med det fremragende »National Anthem« (ingen ekstranumre!) besnæres jeg af en stemme, der, som jeg ved en tidligere lejlighed har påstået, lyder som »kaffe, smøger og slidt silke«, og som konsekvent brænder igennem et fremragende sammensat sæt.
RC: Det er også interessant at se en popsanger uden for det gængse hiphop/r&b/pop-spektrum sende erotiske fantasier i omløb. Så vil hun gerne date en biker (det ville The Shangri-Las også) eller en helt biker gang. Hun kan lide magre knægte med ’tudser’ og drømmer om en fatal kærlighed med biluheld som exit (David Cronenberg og J.G. Ballard kan applaudere her). Det er hendes – måske iscenesatte – vådområder.
Og det er passende, at hun betaler af på gælden til David Lynchs martrede og muterede retro-univers, måske især i filmen, som hun hylder med sin coverversion af »Blue Velvet«. Der så desværre er et af de steder, hvor hun viser sine begrænsninger med en blodfattig fortolkning.
KL: Ja, hendes version af Bobby Vintons schmaltz-klassiker »Blue Velvet« står af flere årsager ikke distancen, hvoraf den væsentligste er, at hun denne ene gang ikke som den sikreste rytter rider på sangen, men tværtimod halser efter den. Men ellers formår hun inden for sit måske ikke enorme, men til gengæld så stilsikre register at give en betagende performance, der overbeviser om, at hun ikke er nogen døgnflue.
Forrykt velspillende
RC: Men sangmaterialet bliver magert undervejs, synes jeg. Og den tilbagevendende strategi med under omkvædet at sætte fuld blæs på hele effektapparaturet af band, fire strygere, dundrende trommer og hovedpersonen højt i registret i dårende skønsang bliver simpelthen for monokromt over en hel koncert. Der skal nye greb eller en opgraderet sangskrivning til, for at hun kan forblive betagende.
KL: Det kan der være noget om, for i sidste ende samler interessen sig om hendes eget ordrige materiale (der konsekvent skrives sammen med andre), som det er kommet til udtryk på hendes overbevisende debutalbum, Born to Die (2012). Det er muligt, hun som sangskriver (og arrangør!) skamrider en bestemt metode, men indtil videre med flotte resultater, synes jeg. Grundet fortrinlig lyd og et forrykt velspillende og totalt solidarisk orkester fremstår solisten fra først til sidst som den stjerne, hun nu engang er. Og det uden falbelader, laber koreografi, sødladen snak eller andre showbiz-tricks, men iført samme enkle hvide outfit fra start til slut bryder kun et piget smil og et par strøbemærkninger indtrykket af en kunstner, der udelukkende er kommet for at synge (og i processen fortolke) sine fremragende sange så godt, hun formår. Det lykkes. Til overmål.
RC: Det er en kvinde, der lyver sig ældre, end hun er. Hun fortæller om kærlighedslivet med et vemod og kommenterer med sin musik og billedside på livet med en desillusion, som traditionelt set tilhører et menneske med langt flere erfaringer end en 26-årig. Traditionelt set. Men det virker jo. Det rammer. Og tag ikke fejl: Konsekvent illusion holder!
Eneste anke mod den aktuelle illusion er, at hun stadig mangler afgørende karisma på scenen. Men den kan vel komme med – den reelle – alder.
KL: Stemmen lyder ældre end sin ophavsmand, og man kan diskutere, hvor meget dækning der er for de erfaringer, der synges om. Men hej, dette er netop ikke virkelighed (heldigvis), men kunst, og som sådan er alt som bekendt tilladt.
RC: Ja, sært nok er det jo illusionen, der har pisset så mange af, og får anmeldere og bloggere til at kalde hende grimme ting. Vistnok fordi de mener, at hun dumper på manglende autenticitet. Sært nok. For hun gør jo bare, hvad alle gør: Iscenesætter sig selv. Hvorfor er Jack White for eksempel ikke blevet kritiseret for at rende rundt i røde bukser i sit opdaterede retro-univers?
»Hvorfor er du ikke rødhåret?«, råber en mandlig fan under koncerten. Svaret er enkelt og burde ikke forundre: Fordi Lana Del Rey har farvet sit hår. Akkurat som Jack White.
Lana Del Rey – Falconer Salen, Frederiksberg, fredag
Præmissen om, at Lana Del Rey "lyver sig ældre, end hun er" opstår vel primært, fordi anmelderparret er en del ældre end hende -ligefrem midaldrende eller endda gamle- og helt har glemt, hvad det vil eller kan sige at være 26.
Man kan godt nok være gammel som 26-årig og have oplevet en del.
Jimi Hendrix var 27, da han døde. Kurt Cobain, Jim Morrison og Janis Joplin ligeså. Og så videre.
Da jeg var ung (som i teen), syntes jeg ikke, at 27 var tidligt at dø. Som sådan. Jeg tænkte: Hell, 27 år! De må alligevel have oplevet en del. 27 er da gammelt as fuck!
Men når man som anmelderparret har rundet de hhv. 40 og 50, så er 26 naturligvis ingen alder, og man kan flashe sin postulerede alderdomsbetingede visdom ved at afskrive Lana Del Rey som en snothvalp, der intet ved i en alder af kun halvgammel.
I øvrigt er der generelt alt for få kommentarer til anmeldelserne. Det er oplagt, at Information har en læserskare, der primært er politiske og intet andet, og derfor kan man vel spørge sig selv (og andre), om Information måske skulle droppe anmelderiet helt og koncentrere sig om det, der er deres målgruppe.
Hun er vel tidstypisk, fordi hun giver publikum det, de vil have:
Sex.
Meget mere er det ikke mellem ørerne på tiden - eller hvad?
man kan godt forestille sig at sidde der oppe på forreste række sådan som billedet er taget og blive distraheret fra musikken og prøve at få et glimt af om der er trussehår der stikker ud
Er det ikke hende vi havde en diskussion om for et stykke tid tilbage om hun havde fået silikoneindsprøjtninger i læberne?
Efter hvsd jeg kunne se på youtube så det nærmest ud som om hun havde besvær med at svinge læberne omkring i forsøget på at synge
Ja, Anders Sørensen, jeg har flere gange tænkt samme tanke.
Det er slående, at en avis, der er begavet med Danmarks bedste artikel-kommentatorer, når det gælder politik og samfund, er så håbløst udpint i kultursektionens kommentarfelt.
Det er en skam, når nu avisen af og til formår at producere interessante anmeldelser og reportager fra kulturlivet, at de tilsyneladende falder som perler for svin, gammelkommunister og kulturpessimister, hvis indlæg oftest kan kondenseres til det simple budskab; alt handler om sex, og verden er af lave.
Typer, som konkluderer, at der ikke er lavet noget nyt musik siden The Beatles.
Kom nu ind i kampen, (gamle) venner!
Verden står overfor (eller midt i?) en helt ny kultur-epoke, befordret af teknologi og kulturel frihed, og I sidder på sidelinjen og peger fingre af "hende med silikonelæberne".
Det kan selvfølgelig være, at det skulle være os unge læsere (jeg er 26 og lyver mig ikke ældre), der hjælper Informations kultursektion ind i det nye årtusinde, ved at initiere en bedre kulturdebatkultur. Det kunne være, det kunne være.
Mvh
Er jeg den eneste, der synes, det er bemærkelsesværdigt (for nu at sige det mildt) at så mange mennesker vælger at filme koncerten med deres mobiltelefoner?
Hvorfor da for helvede ikke bare nyde øjeblikket?
Hvorfor gå så meget op i alder? Og hvis man endelig skal, så er 26 jo lidt halvgammelt. 16 er mere friskt. Nej, alder er ikke alfa og omega, i hvert fald ikke hvad kultur angår. Derfor kredser anmeldelserne her også om Lena Del Reys hang til at udtrykke større erfaring, end hendes biologiske alder skulle tilsige. Og hendes stemme er som "kaffe, smøger og slidt silke", siger én af dem. Jeg ved ikke hvordan slidt silke lyder, men jeg kan høre via youtube, at Reys stemme er lidt mørkere end normalt i amerikansk pop, og hun kan imitere endnu mere afdankede, udhejrede old lady-stars, der fik for meget kokain eller skal vi bare sige alkohol. Dertil kommer hendes holds fremstilling af hende som sexobjekt. Nu skal man i dag vare sig for at kritisere sexdyrkelse, for så får man omgående det røde kort. Der vil jeg nu se stort på, for tidsånden skal kritiseres, vel skal den så, og hvis Lena Del Ray spiller på sex, så skal det kommenteres, hvorfor ikke det? Hendes hår er farvet, får vi at vide. Hvorfor gør man det? Og vipperne er unaturligt lange, og læberne ved jeg ikke noget om.
Hun har en fantastisk sangstemme og det univers hun tilbyder i sine sange er ja- erotisk og drømmende.
Jeg har ikke selv set hende live, er ligeglad med at hun er ung og har kunstigt store læber - jeg er vild med at høre hende synge - og det selvom jeg er fyldt det halve århundrede og er både kvinde og socialist!