Læsetid: 5 min.

Lyset bøjer sig i støvet

Danske udgivelser myldrer frem som skovbundens anemoner. De er såmænd både gode og mindre gode. Så er der kvintetten Mellemblond, som i anden ombæring rammer kammertonen klokkerent med en drøm af en skive
Forfriskende Mellemblond med Kristoffer Munck Mortensen i forgrunden. Foto: Myspace.com/mellemblond

 

Forfriskende Mellemblond med Kristoffer Munck Mortensen i forgrunden. Foto: Myspace.com/mellemblond

 

24. april 2013

Det myldrer frem med anemoner i skovbunden i denne tid. Et smukt syn. At så også de første dræbersnegle har vist sig, er til at leve med. Man kan lige så godt vænne sig til, at de er kommet for at blive. De parrer sig tilmed lystigt med de lokale skovsnegle og er derfor blevet mere resistente over for klimaet. Ja, ja.

Men altså, det pibler frem alle vegne, nogle kalder det forår, og på gode dage er det virkelig svært at bevare pessimismen. Og det samme kan siges om dansk musik, hvor det p.t. myldrer med albumudgivelser, der alle til hobe byder sig til. Det er åbenbart ikke rigtig gået op for nationens musikere, at folk generelt ikke længere vil have album, men tracks, for de spytter dem altså stadig ud. Cool med mig. Det er i denne ombæring til gengæld blevet til så mange, at vi lige tager et ordentligt bunkebryllup her, så på med jakkesæt og den lange kjole, så klarer præsten resten.

Første anemone i blomst er trioen Boho Dancer, der har ligget et stykke tid og skvulpet i baljen med prædikatet lovende, ikke mindst i lyset af sidste års fremragende ep, Furry Skin, samt en sikker tæft på en scene, hvor trioen efterhånden færdes hjemmevant. Centralt står guitaristen og sangerinden Ida Wenøe, hvis stærke personlighed og flot ekspressive sangstemme bærer de 11 sange på debuten Gemini flot igennem. Et højt sangskrivningsniveau og flair for skæve arrangementer kompenserer delvist for en tam produktion, der i lovlig høj grad hugger en hæl og klipper en tå. Hvorved nogle af de udskridninger, der vitterligt klædte ep’en og gav den glimt af noget farligt, i overvejende grad udebliver. Et nummer i samme klasse som ep’ens »Me and Your God« finder man således ikke på Gemini. Boho Dancer har været forbløffende hurtige til at få slebet kanterne af, desværre. Lidt mere dræbersnegl i næste ombæring, please.

Tilværelsens ulidelige lethed

Selv om Kirstine Stubbe Teglbjærg teknisk set debuterer med albummet Hamskifte, vil mange givet huske hende som den sarte, men også gennemslagskraftige stemme i Blue Foundation, som hun var medlem af i 00’erne, og hvor hun satte sit præg på hits som »As I Moved On« og »Sweep of Days«.

Nu er hun efter tre år i kreativt hi tilbage med ni dansksprogede sange i eget regi, og det er rigtig lækkert lavet. Og alt sammen af kunstnerinden selv, Hamskifte er nemlig en vaskeægte soloplade, undfanget i ensomhed i et hjemmestudie, kun med en smule assistance på tromme- og bassiden.

Resultatet er blevet utroligt smukt med utallige fald ud i det sfæriske, men der er desværre også tale om en skønhed uden deciderede modhager, hvad der i sidste ende gør albummet noget monokromt i denne anmelders ører. Bedst fungerer sange som titelnummeret og »Tæppet er faldet«, hvor der kommer lidt liv i kludene. Til gengæld er det ren fryd at begrave sig i teksthæftet, for Teglbjærg kan noget med ord, der til forveksling minder om poesi.

Så er det pladask ned på jorden igen med albumdebuterende Folkeklubben, som med skiven Nye tider forsøger at hive den folkemusikbaserede sanger-sangskrivertradition ind i det 21. århundrede.

Der er jo intet, danskere generelt og danske musikere især skammer sig mere over end vor hjemlige folkemusiktradition, der altid har måttet henslæbe tilværelsen i skyggen fra den angelsaksiske ditto, som vi til gengæld har annammet med åbne arme. Så at trioen kalder sig Folkeklubben skal ikke tages for tungt, det er primært traditionen fra 1970’erne (iblandet lidt Nikolaj Nørlund-klange), der her piftes op, musikalsk fermt og med en vederkvægende tekstlig friskhed.

Hvis ikke man skruer forventningerne for højt i vejret, er det først og fremmest ordet hyggeligt, der rinder denne skribent i hu, mens de 12 mundrette og uden omsvøb producerede skæringer står ud af højttalerne. Sangene handler mestendels om druk, byture og kærlighed, så på den led løber Folkeklubben aldrig tør for noget at synge om. Undtagelsen er sangen om »Fedterøv«, en tekst om en væmmelig opportunistisk nasserøv, hvor der til slut i sangen elegant leges med identitet. Mere af den slags ville givetvis give trioen en tyngde, hvor der i denne ombæring primært satses på tilværelsens ulidelige lethed.

Sol sidst på sommeren

Kvartetten Vildnis udsendte et par godt modtagne sangorienterede album i midten af 00’erne, men er først nu en små otte år efter seneste udspil tilbage med treeren, som de har valgt at kalde Ud af det blå. Ni sange, hvor jeg har svært ved at høre den vilde nødvendighed, det hele er temmelig lige ud ad landevejen forudsigeligt og det der berømte glimt i øjet, der i sin tid kendetegnede gruppen, er blevet afløst af en overvældende mathed i sokkerne. Selv efter flere på hinanden følgende gennemspilninger er der ikke rigtig noget, der hænger ved, dertil er sangskrivningen simpelthen for uinspireret, en række slidte genrer og skabeloner trækkes op af vadsækken, og i sidste ende bliver forudsigeligheden sgu forstemmende. En trist lille udgivelse.

Det bedste til sidst

Godt så, mine damer og herrer, jeg har tilladt mig at gemme det bedste til sidst, for halløjsuppe, hvor er alt dog lykkedes for kvintetten Mellemblond i denne ombæring! Med Lysvågen (en pudsig titel for et album, der klangligt minder om de der salige minutter, før søvnen indfinder sig!) indfrier dette stilfærdigt anlagte ensemble de løfter, det i 2009 afgav med debuten, Ude af mine hænder, og ikke mindst ep’en Elastisk fra 2011. Det er den smukkeste og mest indbydende indierock (i ordets allerbedste betydning!), der tænkes kan, gennemlyst af en usædvanligt skærpet poetisk sans, som simpelthen løfter lytteren. Anført af den melankolsk klingende sanger og guitarist, Kristoffer Munck Mortensen, er det musik som sindstilstand, ofte vægtløs, med klædelige ekkoer af alt fra Syd Barrett til Bonnie ’Prince’ Billy, men båret igennem af en gribende stemning af danske forstæder i eftermiddagssol sidst på sommeren.

De 10 fine sange kan sikkert stå model til lidt af hvert, men forløses perfekt af den allermest indfølte produktion, hvor det stemningsmættede på det fornemste får lov til at dominere. Som der synges på titelnummeret: »lyset bøjer sig i støvet«, det gør jeg den ondelyneme også!

En drøm af en udgivelse, der med drømmeagtig sikkerhed placerer sig blandt årets bedste danske. Al magt til Mellemblond.

 

Boho Dancer: Gemini (Slow Shark/NMS/VME)

Kirstine Stubbe Teglbjærg: Hamskifte (A:larm/Universal)

Folkeklubben: Nye tider (ArtPeople)

Vildnis: Ud af det blå (ArtPeople)

Mellemblond: Lysvågen (Tigerspring)

Alle er fysisk i handlen og lige til at købe hos din lokale musikbutik

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu