Læsetid: 5 min.

En mand med en mission

’Kon-Tiki’, filmen om norske Thor Heyerdahls berømte ekspedition på en flåde af balsatræ, er mestendels en flot og ganske underholdende affære, men den når aldrig for alvor ind under huden på sin hovedperson
Thor Heyerdahl var én af verdens mest berømte vovehalse, men fik aldrig for alvor den videnskabelige anerkendelse, han gerne ville have.
4. april 2013

Det kan godt være, at Thor Heyerdahl aldrig fik den videnskabelige blåstempling, han higede efter. Men den norske eventyrer og opdagelsesrejsende opnåede alligevel at blive berømt og beundret verden over, da han i en alder af 33 år i 1947 satte sig for at bevise sin teori om, at Polynesien, en øgruppe midt i Stillehavet, i sin tid ikke blev befolket af asiater, men af mennesker fra det, vi i dag kender som Sydamerika, som på flåder af balsatræ lod sig føre af vinden og strømmen og endte i Polynesien.

Hvordan beviser man sådan en teori – og skaber opmærksomhed omkring den? Man bygger naturligvis selv en flåde af let og skrøbeligt balsatræ, døber den Kon-Tiki efter en polynesisk gud, hyrer en flok videnskabsmænd og landkrabber fra Norge og Sverige og letter anker fra Perus hovedstad, Lima, i håbet om at man har ret i, at vind og strøm fører én det rigtige sted hen, mens man via en radiosender beretter om sine oplevelser til en verden, som venter i spænding. I dag ville et forsøg af den karakter være overvåget på alle tænkelige måder, og der ville sikkert være forskellige sikkerhedsforanstaltninger at falde tilbage på, men dengang var det med livet som indsats – og noget dumdristigt – at Heyerdahl og co. satte ud for at udforske en af de forførende ’hvide pletter’, landkortet på det tidspunkt endnu havde nogle stykker af.

Som de fleste vil vide, nåede Thor Heyerdahl og hans besætning uskadte frem til Polynesien – efter at have tilbagelagt 8.000 kilometer på 101 dage – hvilket burde betyde, at hans teori var bevist. I videnskabelige kredse har man dog aldrig købt teorien, men det forhindrede ikke nordmanden i at blive en veritabel mediestjerne, som både udgav bøger, lavede film og sidenhen drog på mange flere ekspeditioner. Med sig havde de uerfarne, men eventyrlystne søfarere nemlig et filmkamera, og det resulterede i 1950 i dokumentarfilmen Kon-Tiki, hvori Heyerdahl selv nøgternt – og lidt tørt – fortæller om turen, mens vi ser, hvad der sker ombord på Kon-Tiki. Filmen vandt året efter en Oscar, og man kan undre sig over, at det først er nu, at der kommer en spillefilm om Heyerdahl og ekspeditionen; der er så meget potentielt dramatisk og underholdende materiale i både manden og missionen – også selv om man ved, hvordan det hele ender. Underholdende og dramatisk er Espen Sandberg og Joachim Rønnings Kon-Tiki bestemt også. De to norske instruktører, som tidligere har lavet filmen om en anden norsk folkehelt, modstandsmanden Max Manus, er filmskabere af den slags, der har det bedst med et stort budget og store armbevægelser – ikke ulig Thor Heyerdal selv – og det er både godt og skidt. Godt, fordi det giver deres film et klædeligt episk schwung. Skidt, fordi de har en tendens til at blive på overfladen og ikke trænger ind bag facaden på de mennesker, de fortæller om.

Et ciffer

Kon-Tiki begynder, da Thor Heyerdal er dreng i fødebyen Larvik i Norge og falder i isfyldt vand, fordi han skal vise, at han tør. Således er Heyerdahl med det samme etableret som et menneske, der er villig til at satse alt for det, han tror på – og det er det tætteste, vi kommer på ham. Det alene er hans drivkraft, og selv om den er stærk, forbliver han lidt af et ciffer, også efter at man har set filmen, der er baseret på Heyerdahls egen bog om Kon-Tiki-ekspeditionen.

Heyerdahls besættelse og personlige ambitioner koster ham et ægteskab, da han som voksen og uddannet havbiolog og etnograf beslutter sig for at drage ud på Kon-Tiki i stedet for som lovet at rejse hjem og holde jul med sin kone og to små børn.

Forinden har han udført feltstudier i Polynesien, hvor han udviklede sin teori, og forgæves forsøgt at stable en ekspedition på benene i USA ved at opsøge blandt andet Videnskabernes Selskab og Eventyrernes Klub, hvor han ikke mindst møder den danske opdagelsesrejsende Peter Freuchen (spillet af Søren Pilmark).

Endelig finder Heyerdahl (Pål Sverre Hagen) en mand, en norsk ingeniør, Herman Watzinger (Anders Baasmo Christiansen), som gider lytte og tror på ham, og makkerparret rejser til Peru, hvor de har held med at overbevise myndighederne om, at ekspeditionen er værd at støtte. Snart ankommer de øvrige besætningsmedlemmer, Kon-Tiki konstrueres, og sejladsen kan påbegyndes.

Fersk udseende

Selve sejlturen er det mest interessante i Kon-Tiki, og de to instruktører har tydeligvis lagt sig i selen for at genskabe mange af de for Thor Heyerdahl og co. spændende og smukke øjeblikke, som de har i selskab med naturen og de mange havdyr – hajer, hvaler og flyvefisk. Interne skærmydsler er der også tid til ombord på flåden, der kun er holdt sammen af snore, og hvor ikke mindst Herman bliver mere og mere overbevist om, at det hele snart falder fra hinanden.

Thor Heyerdahl står fast – selv om tvivlen i øjeblikke rammer ham – og meget mere dramatisk eller dybt bliver det ikke. Der er ingen tvivl om, at det har krævet enorme kræfter, både fysisk og psykisk, at forcere Stillehavet på Kon-Tiki, ja, bare at stable ekspeditionen på benene. Men man fornemmer ikke, hvad det reelt må koste især Heyerdahl. Det skal se svært og hårdt ud – også på flåden – men det går alligevel lidt for nemt for ham i filmen, og så hjælper det ikke på tyngden, at han spilles af den glimrende, men også meget fersk udseende Pål Sverre Hagen, der simpelthen er for meget dreng og for lidt mand.

Kedelig er Kon-Tiki ikke, men dyb er den heller ikke, og det er lidt ærgerligt, når nu der er tale om en af verdens mest berømte vovehalse, som altså aldrig for alvor fik den videnskabelige anerkendelse, han så gerne ville have.

Kon-Tiki Instruktion: Espen Sandberg og Joachim Rønning. Manuskript: Petter Skavlan. Norsk (Biografer landet over)

Thor Heyerdahls bog om Kon-Tiki-ekspeditionen er lige blevet genudgivet på dansk af Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu