Læsetid: 4 min.

Mødet med det fremmede

Tidsskriftet Kritiks nye redaktion viderefører det tværdisciplinære perspektiv og vægtningen af konstruktiv kritisk tænkning
Kritik nr. 207 er den første udgave af tidsskriftet,  er redigeret af Elisabeth Friis og Ursula Andkjær Olsen.

Sara Galbiati

5. april 2013

Nedbrydningen af falske modsætningspar, eller på lidt finere universitetsdansk ’destabilisering af ideologiserende dikotomier’, tegner indtil videre til at blive et hovedformål for den redaktion af Kritik, som fra og med nr. 207 tager over efter Lasse Horne Kjældgaard og Frederik Stjernfelt.

For at tidsskriftet nu skifter såvel generation som biologisk køn, betyder åbenbart ikke, at den nye redaktion, lyrikeren Ursula Andkjær Olsen (f. 1970) og litteraturforskeren Elisabeth Friis (f. 1974) har tænkt sig at lave om på tidsskriftets identitet som et tankens organ, eller et forum for kritisk tænkning. At de agter at prioritere klima og køn særlig højt, fremgår omgående, men disse fornyelser synes at gå i hånd med skepsis over for ideologier og tankemæssige hierarkier.

Mørk økologi

Mest eksplicit viser nedbrydningen af kritisable modsætningspar sig i Torsten Bøgh Thomsens bidrag ’Grøn æstetik og mørk økologi’, som modstiller to nyere film, nemlig James Camerons Avatar og Lars von Triers Antichrist.

Den første udtrykker den romantiske naturforståelse i en senmoderne verden præget af klimakrise, hvorimod den anden muligvis lader sig se som »det første og genredefinerende hovedværk for den mørke økologi«. Mørk, fordi den netop dropper de nemme og overfladiske dikotomier – natur og kultur, maskulin og feminin, form over for indhold. Filmen »destabiliserer« positionerne ved ikke at lade dem forstene i hierarkier, men i stedet holde dem konstant dynamiske.

Formuleringer som disse kan let rumme og fortolke hovedtendenser i megen nutidig tænkning og kunst, sådan som de viser sig i nummerets øvrige bidrag, ikke mindst temasektionen om gentrificering inden for byudvikling, forbrug og kultur.

De fisefornemmes indtog

Termen ’gentrificering’ (dannet over det engelske gentry – lavadel) anvendes specifikt om folk fra middelklassen, der fortrænger lavindkomstklassen i indre byområders tidligere arbejderkvarterer. Standardeksemplet var i 1964, da begrebet opstod, London og kvarterer som Islington. Senere hændte noget tilsvarende i bestemte områder af New York, hvor urbaniteten på få årtier blev skiftet ud med forstadsværdier.

Heterogenitet afløstes derved af homogenitet mht. forbrug, æstetik, livsstil m.m., hvilket begrædes af den amerikanske forfatter og dramatiker Sarah Schulman, som i den indledende artikel fordømmer den centrificering, som fandt sted i hendes eget kvarter, som »ødelæggende for den kulturelle kompleksitet.« Det handler nemlig ikke kun om, at nedslidte huse bliver opkøbt og istandsat, det er ikke ’bare’ en fortrængning af beboere, butikker, virksomheder, der ikke længere kan betale de stigende huslejer. Nej, hvad der sker, er et generelt skift i indre byområders sociale profil hen imod en dominans af middelklassekultur.

Processen gennemgås af Nanna Gro Henningsen i et bidrag om ’Folkhemmet’ som svensk politisk utopi og derefter i et spændende interview ved Torben Sangild med Københavns stadsarkitekt Tina Saaby. Hun kan ikke overraskende kun se positive tegn i de aktuelle forsøg med »planlagt mangfoldighed«. Derved står interviewet frontalt imod det næste bidrag, en sønderlemmende kritik ved Brett Bloom af ’Superkilen’ på Nørrebro som et monument både over globaliseringen og den sejrende nyliberale planlægningskultur.

Korruption og politik

Vi er med denne temasektion unægtelig langt fra Kritiks oprindelige definition som et tidsskrift for litteratur med underbegreberne forskning og undervisning, helt i fagtraditionen fra Vilhelm Andersen. Til gengæld har tidsskriftet siden sin grundlæggelse formået at integrere nye tendenser og gøre det tværdisciplinære til en af sine klare forcer. Således også i dette nummer, hvis første halvdel jo altså samler sig om byplan og forbrug, og som derfor også optrykker den længere sekvens fra samlingen ’Flodtid’, hvori Katarina Frostenson bl.a. refererer til 7-eleven-butikkerne. Desværre har hun ikke meget interessant at tilføje i det korte interview, som ledsager citatet – klart nummerets tyndeste indslag.

Underholdende er derimod Flemming Chr. Nielsens tilbageblik på sin omtumlede tid som redaktør af tidsskriftet ’Exil’, og vægtig og fuld af substans er Tue Andersen Nexøs redegørelse for korruption som interessefelt for Machiavelli og de engelske samfundstænkere i det 17. og 18. århundrede. Man skal her på forhånd indstille sig på en kompakt, akademisk fremstillingsform, men går man så lidt ned i læsetempo, får man indsigter, der viser sig højaktuelle, for så vidt som det faktisk handler om det samme som temasektionen, grundmodsætningen mellem at anskue mennesket som samfundsborger, på græsk et zoon politikon, og at reducere individet til f.eks. forbruger, en homo oeconomicus, som de kaldte det på latin. Et tema, der også flyder ind i en anmeldelse af Jens Smærup Sørensens ny roman Hjertet slår og slår, om traditionssamfundet, der forsvandt og blev afløst – ja, af hvad?

Dengang på stranden

Johnny Kondrups tiltrædelsesforelæsning fra september 2012 som professor i dansk litteratur i København har ikke overraskende tradition i bagagen, men i slutningen af talen, som først og fremmest former sig som en klage over reduktionen i danskfaget af litteraturhistoriens felt, viser Kondrup sig lige med ét at kommentere nummerets tema. En historisk vinkling af litteraturstudiet konfronterer os med livsformer og bevidsthedsformer, der i tidens løb er blevet fremmede for os, men som vi samtidig, i en uoverskuelig grad, selv er produkter af. »Den historiske betragtning giver os,« fremhæver han, »et indblik i en fortid, som er noget andet end nutiden, et kritisk alternativ, en åbning, en mulig frigørelse.«

Smukkere kan det næppe siges, og vil man se det demonstreret i praksis, kan man passende tilegne sig Niels Franks fornemme analyse af Thomas Manns Døden i Venedig, hvor han med inddragelse af fine fortælletekniske iagttagelser og biografisk stof får vist, hvad det var, ham Gustav von Aschenbach simpelt hen ikke fattede, hos unge Tadzio, i Eros og i sit eget gennemforstyrrede indre, dengang på stranden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Åh, det lyder godt, alt er heldigvis kun en overgang, og nu er vi tilbage ved de fornuftige akademiske tanker.
Som klassisk-sproglig student stod det mig meget tidligt klart, at netop den fremmedhed, Johnny Kondrup omtaler, er styrken i et kritisk syn på det eget, man er født ind i. Hvis samfundet skal hives ud af de nuværende misforståelser og tilbagegangen til dyrets plan (samtidig med at moderne zoologi nærmer dyret mere og mere til det menneskelige plan), kræver det, at man er bekendt med tidligere tiders vellykkede samfundsformer. Det er noget af det, den herskende ideologi forsøger at udviske, fordi det er meget kritisk for den med et sådant perspektiv, der vælter dens krav på universalitet.
På samme måde var jeg ved at kaste op over et indslag i P1 Morgen, hvor oplevelsesøkonomer ville til at oprette "bogbyer" i udkantsDanmark, fordi nogle havde haft held med sådan et forsøg i udkantsIrland. Kopiering er en dårlig strategi at konkurrere ud fra - og den helt grundlæggende fejl er at tro, at man skal lave den slags for at tiltrække turister. Man skal lave initiativer for dem, der bor der, så skal turisterne nok komme.