Nedtur i Nordvest

En enkelt indstilling opsummerer symbolsk temaet og handlingen i Nordvest: omtrent midt i filmen ser vi en tom dåse redbull, der bliver kastet og triller hen over asfalten. Det er nat, dåsen ruller støt og skramlende væk fra beskueren og gadelygtens lys og forsvinder ind i mørket.

Dåsen er kastet af den ene af de to brødre, der er filmens centrale personer. De lever et liv lige så fyldt med rastløs energi og tomme kalorier som en redbull. I de to brødres miljø er bevægelsen fra lys til dybt kriminelt mørke en lige så uomgængelig naturlov som den, der får en dåse til at rulle ned ad skrånende asfalt.

Nordvest er et bandekrigsdrama om den 19-årige (Gustav Dyekjær Giese), der rager uklar med en lokal bande anført af lederen Jamal (Dulfi Al-Jaburi), der tidligere har leveret hælervarer til Jamal, og nu i stedet begynder at levere til rockerlederen Bjørn (Roland Møller) og hans slæng.

Casper føler sig langt mere accepteret af Bjørn end af Jamal og bliver fascineret af den tilværelse, Bjørn kan tilbyde ham med penge, respekt, stoffer og fester. Casper bliver chauffør for de østeuropæiske prostituerede, der bor i Bjørns kælder. Og da der er brug for en makker til at levere stoffer for Bjørn, får han sin 17-årige lillebror Andy (Oscar Dyekjær Giese) på banen.

Men Jamal og hans bande opfatter ham som deres ejendom og vil ikke lade ham gå over til konkurrenten. Herfra eskalerer testosteronniveauet og magtdemonstrationerne, og konflikten udvikler sig fra overfald med køller til skudangreb. Bandekrigen er i lys lue.

En bandekrigs dynamik

Nordvest tegner et portræt af dynamikken i bandekrig – øje for øje, tand for tand – som det også blev tegnet i den lidt oversete, men stærke danske spillefilm Gå med fred, Jamil (2008) af Omar Shargawi. Både hvad angår indhold, form og miljø er de to film nært beslægtet. Men hvor Gå med fred, Jamil var gennemstrømmet af kritik af vold i religioners navn, ligger den samfundskritik, som er i Nordvest, mere mellem linjerne.

Ligesom i Michael Noers første spillefilm R (2010) møder vi i Nordvest en hovedperson, der til en vis grad er sympatisk (– særlig sammenlignet med dem, han omgiver sig med.) Men han er dybt syltet ind i et kriminelt miljø, der har sine helt egne spilleregler – et parallelunivers, som er adskilt fra det øvrige samfund og dets værdier. Fælles for de to hovedpersoner er, at vi fornemmer, at med noget støtte kunne de have styrke og fornuft nok til at kvitte den kriminelle levevej – men de får ingen hjælp ’udefra’.

I R optræder fængselsbetjentene som temmelig blinde får, der ikke opdager, hvad der foregår. Og i Nordvest møder vi også et par rapkæftede betjente, der på forhånd har opgivet; med verbale slag forsøger de at få ham til at tilstå, inden de sparker ham på gaden. Der er ingen udstrakt hånd fra samfundet i Noers film.

Når man har set Nordvest, kan man vælge at gå hjem og se Brøndby Strand-dokumentaren Vilde piger (2012) på Filmstriben. Her møder vi blandt andet to imponerende stædige voksne, der insisterer på at hjælpe unge som Casper og Andy. De findes heldigvis i virkeligheden derude.

Dogmestilen

Historien om grønskollingen med godt hjerte og svag moral, der lader sig friste af de forkerte i et kriminelt miljø, er fortalt mange gange før.

Manuskriptet skrevet af Noer og Rasmus Heisterberg er mere gedigent end originalt. Fortællingen hænger fint sammen i en veltilpasset berettermodel-bue, men der er ikke mange overraskelser i historien, og jeg savnede den skævhed og særegenhed, som karakteriserer Noers to dokumentarfilm Vesterbro (2007) og De vilde hjerter (2008) samt R.

Kvaliteterne ved Nordvest ligger i højere grad på andre områder, blandt andet i det visuelle udtryk. Fotograf Magnus Nordenhof Jønck og klipper Adam Nielsen giver Nordvest samme rastløse nerve og dokumentariske, lidt klaustrofobiske præg, som de også skabte i Kapringen (2012). Vi er helt oppe i ansigtet på personerne med et allestedsnærværende håndholdt kamera.

Filmen kører dogmestilen: her er ikke nogen underlægningsmusik men kun den (dundrende) musik, personerne selv hører, og når lyssætningen er ekspressivt farverig, er det barernes og natklubbernes lys.

Midt i køkkenvaskrealismen er der scener, der visuelt får mytologiske dimensioner, som for eksempel da de to brødre efter en voldsom udåd står i ildskæret fra deres brændende scooter, kaster tøj i ilden og vasker sig, så det damper fra huden. Billedsiden understreger på en gang diskret og effektivt, at Nordvest er en film om maskulin identitet, om brødre og sønner, fraværende fædre og rollemodeller af den helt gale støbning.

Nordvest er velcastet med ansigter og fysiognomier, der vækker nysgerrighed. Birollerne er farverige, som for eksempel Bjørns vanvittige håndlanger, den menneskelige pitbull Theis (Clement Blach Petersen).

Det er lidt distraherende at genkende rapperen Kid og jungle-divaen Irina i biroller, men kan man se bort fra det, er castet lige i øjet. Roland Møller fylder lærredet med en uhyggelig kombination af lun jovialitet og voldspsykopatisk temperament. Og Gustav Dyekjær Giese, der ingen skuespilserfaring eller -uddannelse har, bærer hovedrollen imponerende godt for en ung amatør. Michael Noer kan noget helt særligt, når det gælder personinstruktion og autenticitet.

'Nordvest'. Instruktion Michael Noer. Dansk (Biografer landet over)