Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

På flugt fra de allierede

’Lore’ er en tryllebindende thriller om synd, skam, seksualitet og uskyldstab
Kultur
4. april 2013

Da Adolf Hitler begår selvmord, og de allierede deler Tyskland mellem sig, er det for de fleste europæere et symbol på befrielsen. Men for 14-årige Lore er det begyndelsen på en tragedie. Hendes forældre er højtstående nazister og arresteres i foråret 1945. Hun skal derfor bringe sine fire yngre søskende, heriblandt babyen Peter, i sikkerhed hos bedstemor Omi i Nordtyskland.

Analogien til eventyrklassikere om børn, der må gå gennem mørke skove og forcere alskens forhindringer, er tydelig, men det gør ikke Cate Shortlands filmatisering af Rachel Seifferts roman The Dark Room mindre virkningsfuld

Under deres flugt til fods krydser børnene et Tyskland, hvor lig ligger hist og pist, huse står i flammer, og kornet symbolsk rådner. Kontrasten til de blågrønne trætoppe, der spejler sig i skovsøerne ved familiens første gemmested er klar. Da Lore forlader den maleriske tryghedszone, passerer hun samtidig point of no return i en udviklingsrejse, der tvinger hende til at sætte spørgsmålstegn ved alt, hvad hun har lært.

Naziparodier udfordres

Med lillesøster, to tvillingedrenge og en sulten baby på slæb vinder Lore sympati i talentet Saskia Rosendahls nuancerede fortolkning.

Samtidig fornyer Lore kløgtigt flugtfilmen ved at twiste den traditionelle synsvinkel. Eftersom børnene er på flugt fra de allierede, bliver de britiske og amerikanske flag, der markerer zonerne i det nu besatte Tyskland, til faresignaler. Som filmentusiast opfostret på gustne naziparodier og heltemodige befriere er det ubehageligt uvant at opleve. Og ret interessant. Man spørger sig selv, om børnene skal bøde for deres forældres forbrydelser. Shortland har imidlertid mere på hjerte end at tematisere den tyske arvesynd.

Undervejs, som man knytter sig til Lore og hendes søskende, afslører de sig som indoktrinerede sønner og døtre af den ariske, selvudnævnte herskerrace. Men flokkens møde med jøden Thomas provokerer de første spæde opgør med forældrenes lære, da han beskytter dem over for en amerikanske konvoj og derefter hjælper dem videre.

Den seksuelle lyst, der pibler frem i Lore, komplicerer yderligere forholdet til den gådefulde Thomas. De to unge er lige så frastødt, som de er tiltrukket af hinanden. Med udgangspunkt i en roman af en tysk-britisk forfatter, er det lykkedes en australsk jødisk instruktør at dreje en af de senere års stærkeste film om Holocaust og Anden Verdenskrig. Lore er måske ikke ligefrem et rigtigt eventyr, men til gengæld en tryllebindende thriller om synd, skam, seksualitet og uskyldstab.

’Lore’ – Instruktion: Cate Shortland. Manuskript: Robin Mukherjee og Cate Shortland. Tysk (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her