Læsetid: 3 min.

Pigen, som blev adopteret af en AK-47

Krigsdramaet ’War Witch’ fortæller med indlevelse og overraskelser i ærmet om en magisk og makaber dannelsesrejse
4. april 2013

Komona er 12 år gammel og bor i et ikke nærmere bestemt borgerkrigshærget, fransktalende afrikansk land. En dag stormes hendes landsby af en oprørshær, som nådesløst nedplaffer en stor del af indbyggerne. De ikke helt så uheldige, heriblandt Komona, bortføres, fordi de skal tvangsrekrutteres til den væbnede kamp.

Efter nu at være blevet forældreløs på en i øvrigt særligt traumatisk facon, tildeles Komona en AK-47, som hun beordres til at betragte som sin nye mor og far. Regeringstropperne er omvendt at betragte som hendes dødsfjende. For at udholde et liv med kæft, tæsk, trit og retning, stiver børnesoldaterne sig af med ’magisk mælk’, en træsaft, hvis hallucinerende virkning resulterer i nogle af filmens visuelt stærkeste øjeblikke. Da Komona en dag mirakuløst overlever et bagholdsangreb, kommer oprørernes leder til den konklusion, at hun besidder magiske kræfter. Hendes særstatus som krigsheks forklarer filmens titel.

Autentisk armod

War Witch følger Komona gennem blot to år, hvor hun både giver og tager liv, og i det hele taget gennemgår mere, end de fleste mennesker gør på tyve eller tredive. Ikke helt overraskende sætter Stockholm-syndromet ind, og der opstår en form for kærlighed mellem Komona og én af hendes kidnappere, som kun er en bagatel ældre end hun.

Det siger næsten sig selv, at en film som denne står og falder med hovedrollepræstationen, og Rachel Mwanza er bestemt opgaven voksen – om man så må sige. At hendes egen fortid heller ikke har været synderligt idyllisk – hun blev opdaget, da hun medvirkede i en dokumentarfilm om gadebørn i Kinshasa! – har formentlig været en fordel, når det kom til at skildre Komonas trængsler troværdigt. Og i rollen som hendes brutale bejler udstråler Serge Kanyinda en stålsat blaserthed, som burde høre en langt højere alder til.

Instruktør og manuskriptforfatter Kim Nguyen, som navnet til trods er canadier, har forstået et og andet om antydningens kunst. Det er barske sager, når vores purunge hovedperson i en voice-over skåner sin lytter ved at tilbageholde de mest morbide og kvalmefremkaldende oplysninger. Eller måske snarere overlader dem til lytterens fantasi.

Urovækkende billedpoesi

Kim Nguyen filmer de mest blodige scener med håndholdt kamera, hvilket er den gængse fremgangsmåde, når et hektisk begivenhedsforløb skal skildres. Men på andre tidspunkter tyr han til lyriske og lettere desorienterende tidsspring, der kunne lede tanken hen på en instruktør som Terrence Malick. Det har tydeligvis ikke været hans hensigt at skabe en en til en-fortælling om en barnesoldats ekstreme og ekstremt tragiske liv, men snarere at give værket et skær af urovækkende, surrealistisk poesi. Man mærker Nguyens empati og indignation, men han holder sig heldigvis på sikker afstand af den gumpetungt velmente budskabsfilm.

Derfor giver det god mening, at War Witch trods al sin gru også rummer store mængder skønhed fra det afrikansk kontinent på både billed- og lydside. Mest spidsfindigt i form af trash-æstetiske locations, navnlig den besjælede og udbombede silolignende bygning, der tjener som oprørslederens ’slot’.

På den front er filmens flertydighed vellykket. Mindre elegant er en næsten komisk midterdel, hvori et ganske bestemt dyr skal fremskaffes som led i et kurtiseringsritual. Her er Nguyen tæt på at rode sig ud i et stemningsskift, som filmen ikke kan bære. Alt i alt er det dog ikke svært at se, hvorfor War Witch blev nomineret til en Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film. En bedrøveligt velkendt historie fortalt fra vinkler, der på en og samme tid virker aparte og forståelsesfremmende.

'War Witch' Instruktion og manuskript: Kim Nguyen. Canadisk (Cinemateket i København)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu