Læsetid: 2 min.

Rædselskabinet for feminister

Lene Kaaberbøls nye kriminalroman har lidt for meget karakter af rædselskabinet for feminister, men det kommer man over, for ’Det levende kød’ er også charmerende, velskrevet og herligt gruopvækkende.
12. april 2013

Det havde ikke været nødvendigt at understrege en feministisk dagsorden i Det levende kød i pressemeddelelsen. Der er så rigelige eksempler på, at den unge heltinde Mademoiselle Madeleine Karno udsættes for kønsdiskrimination i Lene Kaaberbøls nye kriminalroman. Og så føles det lidt som at få stukket en emsig folder i hånden, selv om pr-teksten utvivlsomt er et velment appendiks til anmeldere, der må prioritere hårdt mellem nyudgivelser.

Den vægtigste grund er imidlertid, at Det levende kød er af så fin en litterær kvalitet og har så meget personlighed og kant, at det taler for sig selv. Med eller uden udtalte budskaber.

Fra første side transporterer Lene Kaaberbøl umærkeligt sin læser tilbage til Frankrig i 1894, til dagen for et morderisk attentat på den tredje republiks præsident. Midt i den tumult, der følger, ser en ukendt gerningsmand sit snit til at placere et maltrakteret kvindelig i en baggård. Som assistent for sin far, kadaverdoktoren, er Madeleine kort efter i færd med at obducere kvinden, som til hendes forfærdelse har fået underlivet skåret op. Ofret er et med datidens eufemistiske udtryk såkaldt ’offentligt fruentimmer’, og det kalder ikke just på ordensmagtens sympati. Derfor er det overladt til Madeleine at opklare det, der måske ikke nødvendigvis begynder som en forbrydelse, men efterfølgende fører til flere mystiske dødsfald.

Det levende kød er den anden bog om Mademoiselle Karno, der blev introduceret i Kadaverdoktoren, men kan sagtens nydes selvstændigt.

På tærsklen til det moderne

Det er et Europa på tærsklen til det moderne, som Lene Kaaberbøl fremkalder for os med et tilsyneladende stort researcharbejde bag sig. Romanens (videnskabs)mænd erkender til en vis grad den brydningstid, de befinder sig i.

Alligevel er 1900-tallets forskermiljø på universitetet en fremmedartet kultur. Her føles stemningen mere gotisk end moderne for både læseren og for Madeleine, der i øvrigt som kvinde kun bliver optaget på anatomistudiet på Institut for Fysiologi af mistænkelige årsager. Snart er hun oppe mod en hemmelig sammensværgelse, der vil fremme Frankrigs fertilitetstal i patriotismens navn. Koste hvad det vil.

Samtidig kommer hendes forlovede August endelig til byen fra Heidelberg, men synes at have lovligt travlt med en tidligere mandlig elsker. Imens stiger hendes egne jomfruelige safter.

At læse Kaaberbøls fortællinger om de grusomheder, der begås bag velourgardinerne i borgerskabets lumre stuer i den fiktive provinsby Varbourg i Det levende kød, er som at liste rundt i et rædselskabinet over historiske overgreb mod kvindekønnet. Men forfatteren serverer de opdigtede rædsler med underfundig humor i et livagtigt periodedrama.

Madeleines jegfortæller er desuden en charmerende guide til romanens univers. En stædig rad, der kan sin anatomi og ikke ser sig for fin til at smide korsettet og bruge dets ståltråde til mere praktiske formål, når situationen kalder på det. Sidste år blev titlen Mademoiselle forbudt i offentlige papirer i Frankrig, fordi fremtrædende feminister så den som en nedladende repræsentation af kvinden. De damer havde næppe mødt Madeleine Karno.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu