Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Rockmyten og hans forsvarer

Filmen om pladeproduceren Phil Spector, der blev dømt for mordet på skuespillerinden Lana Clarkson, er et klaustrofobisk kammerspil om forholdet mellem rockmyten og hans forsvarer
interesserer man sig for bizar og ofte overraskende menneskelig interaktion i dunkelt belyste rum er ’Phil Spector’ med Helen MIrren og Al Pacino i hovedrollerne et interessant bekendtskab.

HBO Nordic

Kultur
4. april 2013

Rockmusikkens annaler er fulde af sære skæbner, afsindige anekdoter og mærkelige myter. Og få – om nogen – ejer så stor fascinationskraft som produceren Phil Spector, der i de tidlige 1960’ere skabte den såkaldte Wall of Sound, en imposant (og, vil nogle mene, vulgær) produktionsteknik, der gav grupper som The Ronettes, The Crystals og The Righteous Brothers kæmpehits.

I processen lagde Spector grunden til pladeproducerens rolle som auteur og inspirerede efterfølgende blandt andre Brian Wilson (The Beach Boys) og Bruce Springsteen. Selv om han sidenhen producerede navne som John Lennon, George Harrison, Leonard Cohen og The Ramones, nåede han aldrig fordums højder, og efter en alvorlig bilulykke i 1974 isolerede han sig i sit palæ, kendt som Dupuy’s Pyrenees Castle, beliggende nordøst for Los Angeles. Historier om excentrisk for nu ikke at sige psykotisk opførsel sivede med jævne mellemrum ud fra førerbunkeren, uden egentlig at skade hans status, tværtimod voksede myten blot i hans fravær.

’Jeg tror, jeg har slået én ihjel’

Filmen Phil Spector, skrevet og instrueret af David Mamet, kerer sig imidlertid ikke stort om titelpersonens karriere, tværtimod, fristes man til at sige, faktisk omhandler den primært afslutningen på samme. Historien? Kommer her: Tidligt om morgenen den 3. februar 2003 samler Spector B-filmskuespillerinden Lana Clarkson op på The House of Blues i Los Angeles, hvor sidstnævnte arbejder og kører hende i sin limousine hjem til sit palæ. Efter at de har tilbragt en time sammen, hører chaufføren et skud, og Spector dukker op i døren og siger ifølge chaufføren: »Jeg tror, jeg har slået én ihjel«.

Død er denne Clarkson i hvert fald. Ramt af et enkelt skud, affyret i hendes mund. Spectors efterfølgende påstand om, at hun har begået selvmord fremstår absurd, da han har en noget belastende forhistorie, hvad angår kvinder og skydevåben. Oveni er han en vaskeægte weirdo, som knap en mor kan elske.

Og så er det ellers advokaternes tur, de næste seks år er det ind og ud af retssalene, indtil den da 70-årige Spector i 2009 idømmes 19 års fængsel, som han nu afsoner. Det er der kommet et bizart dragende kammerspil ud af, med en helt absurd udseende Al Pacino som titelpersonen, hvis hang til parykker i hvert fald ikke underspilles her.

Hans modspiller er den som altid eminente Helen Mirren, der giver den som hans forsvarsadvokat, Linda Kenney Baden. Hun var i virkeligheden den midterste af de i alt tre forsvarere, Spector benyttede under de to forskellige retssager mod ham, men som der står på skærmen under filmens indledning, er dette ikke »den sande historie« så meget som en film inspireret af virkelige begivenheder, og Mamet virker ikke specielt forhippet på at give sit bud på den der noget trælse amerikanske filmgenre, retssalsdramaet.

Storhedsvanvid

Hvad der derimod interesserer ham er forholdet mellem forsvarer og klient, som det udvikler sig fra Badens oprindelige skepsis over for Spector, til hvad der til forveksling minder om endog særdeles dyb sympati. Som tilskueren i parentes kommer til at dele. Samtidig med at Baden altså kæmper med den ondeste lungebetændelse og omgivelsernes fordømmelse.

Parallelt hermed er filmen også en analyse af, hvad den der særlige Hollywood-berømmelse kan gøre ved folk, ikke ulig klassikeren Sunset Boulevard (1950) med Pacinos Spector-figur som en art Norma Desmond (en af filmhistoriens helt store tour de forcer ved stumfilmsikonet Gloria Swanson) i miniatureformat. Som Norma Desmond var Phil Spector engang the talk of the town, kæmpetalentet, der betog alle, men nu kun en karikatur af sig selv, om end både egomanien og storhedsvanviddet er intakt.

Al Pacino fremstiller figuren til perfektion, konstant manipulerende og fuldstændig ude af trit med den virkelighed, filmens andre personer færdes i. Som da han bliver spurgt, om han egentlig kan lide mennesker: »Det ved jeg ikke, jeg har aldrig tilbragt megen tid sammen med dem.«

Det er i øvrigt svært at befri sig for en distraherende fornemmelse af, at Mamet tror, Spector er uskyldig i anklagen; der er store huller i anklagerens bevisførelse, men det foldes som sagt aldrig rigtigt ud. For grundet anklagedes virkelighedsforvrængende personlighed fremstår forsvarerens indimellem nærmest ufrivilligt morsomme forsøg på at gøre ham klar til en tur i vidnestolen naturligvis som frugtesløse. Så da han på den store dag møder op med en afroparyk af den anden verden (»som en hyldest til Jimi Hendrix«, forklarer han undskyldende den forfærdede Baden, »han blev også korsfæstet!«), forstår både hun og vi, at slaget er tabt.

Forventer man en film om Phil Spector som sådan, skuffes man nok (trods Pacinos pragtpræstation), men interesserer man sig derimod for bizar og ofte overraskende menneskelig interaktion i dunkelt belyste rum, kan man sætte næsen op efter en anderledes halvanden time af, hvad man næppe tør kalde underholdning.

’Phil Spector’ – Instruktion og manuskript: David Mamet. Kan ses på HBO Nordic og You Bio

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Det er nu en bizar skæbne Al Pacino - den store skuespiller - har fået de senere år, hvor han har optrådt med så mange aparte frisurer og hårfarver.

Jens Overgaard Bjerre

Jeg mener, at kommentaren fra Phil Spector (A. Pacino) til sin forsvarer (H. Mirren) er:

"- Jeg har snakket med mange mennesker, men de har alle sammen været skøre, du er en af de få normale, som jeg kan snakke med."

Men okay, replikken er svær at fange fordi den amerikansk. Men det er sådan poienten skal forstås. Og det er rigtigt, at filmen er meget pro Phil Spector, men virker mærkelig tom, indforstået og historieløs. Selv for en gammel rockhistorie fan, som mig.

Og det er synd.