Læsetid: 3 min.

Rørende komedie med kant

To skrøbelige sind mødes, og uventede dansetrin opstår i David O. Russells begavede og bragende velspillede romantiske komedie ’Silver Linings Playbook’
Man skal ikke forvente en realistisk skildring af psykiske lidelser, men ’Silver Linings Playbook’ tager de bipolare problemer alvorligt midt i den romantiske komedieramme. Og det er lidt af en præstation.
25. april 2013

Hemingways klassiker Farvel til våbnene får sig en voldsom flyvetur ud gennem vinduet, da hovedpersonen i Silver Linings Playbook opdager, at den ikke ender lykkeligt. Livet er hårdt nok, som det er. Hvorfor skal kunsten så også slå én oven i hovedet med fraværet af lykkelige slutninger?

Den skønne scene er blot en af flere, hvor den mangesidede instruktør og manuskriptforfatter David O. Russell (Flirting with Disaster, Three Kings, I Heart Huckabees, The Fighter) tidligt toner rent flag i forhold til, hvor hans film er på vej hen. Det kan godt være, at hans hovedpersoner har det svært, og at det symbolske ’sølvfor’, de jager, ikke ligger lige for. Men vi er i romcom-land, og i romantiske komedier kan man trygt hvile i, at alting nok skal gå til sidst, selv når der er alvorligere emner på dagsordenen.

David O. Russell både knuselsker og fornyr genren i sit bud på begavet romantik med mere end ren feelgood på hjertet. Silver Linings Playbook, som var Oscar-nomineret som både bedste film og bedste manuskript i år, fortæller om den bipolare Pat (Bradley Cooper), som kommer ud efter otte måneders behandlingsdom for næsten at have tævet sin kones elsker til døde. Planen er nu at vinde konen tilbage ud fra et nyerhvervet positivt livssyn, hvor alt kan lade sig gøre, hvis man holder humøret oppe og gør sit bedste.

Det er imidlertid ikke let, når konen har et polititilhold, og ens far (Robert De Niro) har andre planer med ens liv. Som sportstosse regner han Pats tilstedeværelse som udslagsgivende for det lokale fodboldholds hjemmekampe. Blot ét eksempel på, hvordan Pat løbende er oppe imod, at verden omkring ham kan have underlige verdensbilleder uden at være medicineret.

Danse-showdown

Selv om det nervøse kamera og den abrupte klippestil giver genren uventet ubalance og kant, fornemmer man vejen mod mulig lykke, da Pat møder den unge enke Tiffany (Jennifer Lawrence). Hun har sine skeletter og medicinglas i skabet. Det er ikke kærlighed ved første blik, men kemien mellem de to skuespillere er der øjeblikkeligt. Jennifer Lawrence vandt en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle, og hun leverer også en skøn, sær, skiftevis stærk og skrøbelig præstation, hvor hendes udtryk kan vende på få øjeblikke i en scene.

Da Tiffany overtaler Pat til at deltage i en dansekonkurrence, mod at hun afleverer et brev til hans eks-kone, er scenen sat for en umage danse-showdown med alternativ freestyle dans. Filmen indeholder mange overraskende musikvalg, og det er rørende at se filmen slutte på sin egen Dirty Dancing-maner.

Cooper og Lawrence får subtilt skabt en skiftevis sjov og smertefuld skildring af to udfordrede menneskers kamp for at vinde accept og finde kærlighed. Imens tegner en strålende skare af biroller en verden, som løbende giver anledning til at spørge, hvem der egentlig er dysfunktionel. Sportsfællesskabet omkring Philadelphia Eagles får fint tematiseret, at grænsen mellem passion og galskab kan være flydende, og Robert De Niro har en af sine bedste roller længe som sofa-sat sportsfreakfar.

Jackie Weaver har ikke mange replikker som hans kone, men hun er med sine store øjne altid et seværdigt studie i boblende følelser under overfladen. Vennekredsen (Chris Tucker, John Ortiz, Julia Stiles) sætter nagende følelser i spil om normaliteten i hverdagens parforholdsvalg.

Silver Linings Playbook oser af overskud og har en egen, legende stemme og sikre gearskift i et svært materiale. Man skal ikke forvente en realistisk skildring af psykiske lidelser, men filmen får taget de bipolare problemer alvorligt midt i den romantiske komedieramme. Det er lidt af en præstation, som giver lyst til at hylde David O. Russell og co. med Pats nyfundne yndlingsudråb: E

’Silver Linings Playbook’. Instruktion og manuskript: David O. Russell. Amerikansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer