Bedømmelse: 4/6
Det er bøvet og alvorligt, det er vildt irriterende, altid uforløst. En lakmustest på om man nu også virkelig elsker kunst, men uanset hvad, og uanset hvor stor en kliché, det lyder til at være, så bliver Jesper Justs film hængende. De er svære at genfortælle, men vanskelige at glemme.
Jesper Just har af alle steder sagt ja til at fejre sit 25 films-jubilæum i Herning, og det er Heart, Herning Museum of Contemporary Art, sluppet godt fra. De har valgt at inddele udstillingen i to sektioner. En biograf, der spiller et udvalg af de ældre film, og en reel kunstudstilling med en lille labyrint af tre velindrettede rum, der viser fire af de nyeste film, alle med kvinder i hovedrollerne. Og én af de fire, This is a Landscape of Desire, har aldrig været vist før.
Her følger man en tyk kvinde i naturen, der omgiver det imponerende motorvejsnet i Los Angeles. Hun leder efter den helt rigtige betonpille, hun kan gnide sig op af, imens der bliver klippet til en tidligere topmodel, der sidder i sin bil på motorvejen og leder efter det helt rigtige sted, hvor hun kan stoppe og hoppe ud i den frodige rabat.
Der bliver også gnedet godt igennem i de øvrige film. I Silence of Chrome følger man fire stylede, men fattige afroamerikanske piger i en sort bil med lilla dør, der cruiser gennem et øde downtown i Detroit, indtil de kører ind i et historisk teater, der nu er omdannet til parkeringshus. Her smider en femte afroamerikansk pige sig på køleren, hvorfra hun gnider sig henover bilen i en slags ballet.
I This Nameless Spectacle følger vi på to skærme, opstillet over for hinanden, en ældre kvinde i stiletter og sommerkjole, som kører i rullestol gennem en park uden for Paris. Da hun nærmer sig sit hjem, i et højhus, bliver hun forfulgt af en ung mand, der, da hun er kommet op i sin lejlighed, hvor hun pludselig kan gå, blænder hende med spejlingen af solen i sit vindue fra sin lejlighed i bygningen overfor, hvor han lurer på hende. Lyset får hende til at falde om og gnide sig i en voldsom spasme eller orgasme på gulvet.
Og i A Voyage of Dwelling fra 2008, den ældste af de fire film, er det den ældre kvinde, der efter en længere gåtur fra øen, gennem stuen og gennem en færge, gnider sig med hovedet først, ned af en trappe.
’Stedet’
Filmene er specielle, fordi de udgiver sig for at være rigtige film. De er godt producerede og fortrinligt filmede, musikken er toppen, og alle spiller fantastisk med en indlevelse, der får selv de mest selvhøjtidelige på Det Kongelige til at tage sig søvnige ud. Men hvor en rigtig film tager sit afsæt i handlingen, så tager Justs film sit afsæt i ’stedet.’ Det er for at eksponere en fysisk location og en idé, der udspringer heraf, at Just sætter sine skuespillere og kameramænd i gang.
I titelfilmen udfolder ’stedet’ sig meget smukt, vi ser motorvejene, der som pulsårer trækker sig gennem landskabet, og vi ser betonens struktur som sprængt kød. Ideen, som filmen fremstiller, er den klassiske moderne problemstilling, som vi alle føler i ny og næ, når vi i en svag stund lader fremmedgørelsen vise sig for os. Hvorfor finder vi os i at lade os dirigere af samfundets krav og forventninger? Hvorfor siger vi ikke stop og trækker os tilbage fra ræset? Og på den anden side har vi en stor samfundsgruppe, der ikke er en del af ræset, selv om de dyrker det intenst. Måske findes det ikke tydeligere end i L.A., hvor celebritetskulturen har sin vugge, og hvor forskellen fra smuk til fed er størst. Motorvejsnettet som en modernitet, der er større end de mennesker, der benytter sig af det. Den tykke, der vil ind. Den tynde, der vil ud.
Blikke som kram
I Silence of Chrome er ’stedet’ det forladte Detroit, der engang var bilens hovedstad, og midt i den, et gammelt nedlagt og ikke mindst nedslidt teater, hvis imponerende detaljer vi ser i spejlingen i bilens sorte køler. Men ligesom i filmen fra Los Angeles, bliver det næsten for tykt. Vi kender det fra rigtige film eller bøger, hvor to personer lidt for tilfældigt render på hinanden for at få historien til at gå op.
Hos Just er det noget visuelt, der lynhurtigt går op i en højere enhed. Her er det et kunstnerisk møde, der er for tykt. Detroit er ikke, hvad det har været, så lad os se en ramponeret bil køre gennem tomme gader, og hvorfor ikke også finde det ultimative symbol på storhed og fald, et teater, der er blevet til et parkeringshus og så spejle detaljerne i den slidte bil? Og hvorfor så ikke også smide et par fattige sorte indover, det er jo dem, der har betalt prisen, synes man næsten at kunne høre Just råbe indigneret fra instruktørstolen, inden han lader den femte pige danse den vingeskudte amerikanske drøm.
This Nameless Spectacle har en historie, men igen kun én, der hjælper med at få ’stedet’ og indignationen op at flyve. Parken er omdrejningspunktet og den fortælling, som parken er med til at fortælle, er også den idé, som Just sætter sine karakterer til at uddybe.
Detaljerne er igen utrolig smukke. Kvinden er ældre og i kørestol. Hun ruller gennem parkens falske grotter og vandfald midt i en ikke særlig køn ghetto af en by. Og da hun ser lyset fra den anden, enten tænder hun på det eller går i chok. Hun falder til gulvet, gnider sig voldsomt. Og den anden er paralyseret, han hverken kommer og lægger sig hos hende eller hjælper hende op. Præcis som det jo er ude i den onde virkelighed, hvor vi kan bo side om side uden at kende hinanden. I kunstige omgivelser, der er lavet af magthavere, der ønsker at holde os i ro. Men de har isoleret os fra hinanden. Blikke er det nye kram. Verden er et ondt sted.
Interaktivitet
Formatet er fremragende. This Nameless Spectacle vises på to skærme over for hinanden på samme tid. Det lyder forvirrende. Det er det ikke. Tværtimod giver det en følelse af interaktivitet, som om hele rummet bliver taget i brug.
For når hun ruller fremad gennem parken på den ene skærm, ser vi det, som hun ser, på den anden skærm. Og når hun ruller mod sin opgang på den ene skærm, ser vi ham, der følger efter på den anden. Det føles som en ekstra dimension, der tilføjes.
Der er nogle, der udtrykker sig bedst i ler. Andre i stearin. Nogen foretrækker maling. Jesper Just bruger biograffilm. Og heldigvis er det ikke biograffilm, han laver, selv om de indimellem er tykkere, end Hollywood tillader. Det er derimod kunst om vidunderlige steder, hvor mennesker har indrettet sig i så lang tid, at de har mistet grebet. Og det er kunst, der er så intenst og kondenseret, at det er svært ikke at tage billederne og stemningerne med sig videre.
Filmene er korte, omkring ti minutter i gennemsnit. Og i modsætning til almindelige film, så er de fuld af detaljer og bonus-info, som man kan hygge sig med, når man kommer hjem. Kvinden i rullestolen er eksempelvis en kendt transvestit.
Jesper Just : ’This is a Landscape of Desire’ på Heart, Birk Centerpark 8, Herning til den 21. april
Bemærk at filmene i biografen ikke vises alle dage. Tjek www.heartmus.dk for spilledage
Hvad er en solspejlingn?