Læsetid: 3 min.

Søvndyssende og mesterligt

Pianisten Daniel Barenboim gæstede Koncerthuset og indfandt sig gradvist i en akustik, han selv har berømmet som verdens bedste
22. april 2013

Lørdag eftermiddag spillede Daniel Barenboim i Koncerthuset. En lidt mere end halvtfyldt sal havde begivet sig fra forårssolen ind i mørket til en intim koncert med et rent Schubertprogram. Musik, der måske egner sig mere til kammermusiksale, men når det er Barenboim i København, er en filharmonisk sal det mest logiske, for der er nok ikke mange af landets kammermusiksale, der har råd til et sådant besøg. Desuden har Barenboim ved sit seneste besøg erklæret, at han holder akustikken i Koncertsalen for én af verdens bedste til soloklaver. Dengang spillede han ligeledes salonmusik med et rent program af Chopins klavermusik, og stemningen var meget den samme: Et let eftermiddagsuroligt publikum, eksalterede over det fine besøg og mindre fattede end maestroen selv, der med sin sædvanlige ro befinder sig på scenen som i sit eget hus og tolerer både mobiltelefoner og host og utidig klappen.

Søvndyssende

Barenboim farer verden rundt og har i sin musikalske karriere spredt sig over det meste repertoire i de fleste faglige kombinationer: som solist, som dirigent, som akkompagnatør, som politisk bevidst arrangør – som musikkens grand old man og mentor for unge musikere.

Det mærkes, at han er vant til at give bolden videre og udspille sin alvidende musikalitet med eller ligefrem i andre, og ved koncertens første halvdel kunne man helt blive i tvivl, om han havde tænkt sig at tage bolden selv.

De fire indledende impromptuer var mildest talt søvndyssende. Her spillede Barenboim upåklageligt disciplineret, overlegent, balanceret, men uden synderligt personligt engagement og bestemt ikke uden slåfejl, der ligeledes syntes at komme fra en mangel på investering eller afsat øvetid.

Men man kan jo sin Schubert, og noderne er for længst smidt væk.

Anarkistisk struktur

Når man alligevel gik til pausen med håb, var det med udsigt til den store B-dur-sonate, hvis kompleksitet måske ville opildne kunstneren.

Og her blev man ikke skuffet. Førstesatsen i Schuberts store B-dur-sonate er næsten anarkistisk i sin kompleksitet med et rigt stemmevæv, som man egentlig skal have mere end ti fingre og to hjernehalvdele for at holde styr på. Overstemmen hives ud til en lang tråd, mens mellemstemmer hvisker struktureret, basstemmen overtager, eller der sendes udsagn frem og tilbage og rytmisk er stafetten lige så tændt med en vekslen mellem lige og trioliserede akkompagnementer. Dette spil syntes at underholde mesteren og skærpe ham voldsomt. Barenboim har lagt den personlige stræben fra sig, og hvis et klaver er et komprimeret orkester, er han som pianist en komprimeret dirigent. Her forklares mere, end der spilles ud, og lige netop en sonate som denne har næsten mere brug for forklaring end tilfældige empatiske associationer. Således blev alle musikkens mange udsagn også mindre sproglige end fysiske og til universelle bevægelser snarere end ord. Schubert er jo ellers sangens og melodiens mester, men med Barenboim fik man et nyt fokus på det mere abstrakte og uformulerede. Andensatsens skønhed blev forløst som et emblem på Barenboims kunnen.

Mesterligt

Barenboim er muligvis i fare for at forsvinde i sin egen store virksomhed. Men sidder man for eksempel og lytter til en stjerne som eleven Lang Lang, så er det tydeligt hørbart, at mesterens oplysthed skinner igennem sine protégéers spil og lever her. En karakteristisk blødhed og eget liv til musikken. Og som eftermiddagen skred frem, følte man sig igen tæt på denne kilde hos dens eget udspring. Barenboim spillede videre med sin imponerende, næsten provokerende evne til pianospil, sin klangintelligente venstre, sine underspillede og hårdt kontrollerede mellemstemmer, alt sammen underkastet ordsproget less is more, for til sidst at feje over med en scherzo og en allegro med udsagnet: Fordi jeg kan!

 

Lørdag den 20. april kl. 15.00 DR Koncerthuset, Koncertsalen

Solist: Daniel Barenboim Musik af Franz Schubert

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Rasmussen

"… maestroen selv, der med sin sædvanlige ro befinder sig på scenen som i sit eget hus og tolerer både mobiltelefoner …"

Forhåbentlig da ikke. Det bør ingen kunstner tolerere under en opførelse/forestilling. Host og 'utidig' klappen derimod er jo ikke tegn på disrespekt eller dårlig opførsel, så det kan man dårligt klandre et publikum.