Læsetid: 4 min.

Sovjetunionens sidste helt

Gorbatjovs egen historie korrigerer ikke så lidt
Mikhail Gorbatjov under et besøg i Danmark 2007. Foto: Klaus Holsting

Mikhail Gorbatjov under et besøg i Danmark 2007. Foto: Klaus Holsting

1. maj 2013

At læse tidligere præsident Mikhail Gorbatjovs fyldige og meget ekspressive selvbiografi er at som at kigge ind i en fremmed verden fra en kant af planeten, hvor tingene blev gjort anderledes, tankerne tænktes forskelligt fra os, og livsforventningerne var andre.

At dertil kommer Sovjets sammenbrud og følelsen af fortidighed i afsnittene op til, forstærker indtrykket af gårsdagens verden. Det var den uigennemskuelige fremmedartethed i kommunismens regi, Vesten af mange gode grunde frygtede, nogle mere end døden, og som i debatten i vore dage kan nå forskruede højder i et retrospektivt hysteri, der har mindre at gøre med forfatteren virkelighed.

Mikhail Sergejevitj Gorbatjov blev født på landet i Rusland i 1931 og har hele sit liv bevaret og værnet om sine rødder i den gode russiske jord, ligesom han angiveligt har følt et stort ansvar for bondelandets kår. I tilbageblikkene betyder terrorens epoke i sovjetstaten mindre, end man skulle tro. Terroren var der, men var ikke Gorbatjovs bevidste hverdag; den ligger på den anden side til grund for et langt politisk livs ønsker og kamp for forandring.

Allerede som ung nyuddannet jurist fra Moskvas Universitet stiller Gorbatjov sig i partiets og statens tjeneste; og den højt begavede, flittige mand opnår næsten med det samme betydelige poster, der jo i sidste ende og som en naturlov fører ham til tops.

Forinden forstener det samfund, han hele vejen igennem tror, han kan bevare ved at forandre. I den forstand kan man kalde ham en reformkonservativ sjæl, der i øvrigt bekender sig til familieværdierne, er trofast over for de nærmeste og egentlig ikke har det svært med kommunikationen, når han i de afgørende øjeblikke møder (andre) konservative som Ronald Reagan, Margaret Thatcher og Helmut Kohl. Sideløbende med dette element af værdikonservatisme betragter både den unge og ældre kommunist Gorbatjov (for det er han jo også) verden nedefra og kerer sig om sine medmenneskers basale velfærd. Hvad koster et blomkålshoved, hvor får man det bedste svinefoder, hvor mangler de en kanal for at bringe kornet sikkert til markedet, etc.

I den lange periode under Leonid Bresjnev, efterfulgt af den dødssyge, men ellers reformforstående Andropov, efterfulgt af den endnu mere dødssyge, senile og reaktionære Tjernenko, nedvikler Sovjetunionen sig til en stillestående parodi på et autoritært styre, hvor ingen tør tage initiativ og færre ansvar for noget. Efter intriger, der dog er til at overkomme, bliver det i en stadig ung alder Gorbatjovs tur med reformbølgen perestrojka og glasnost, åbenhed og gennemskuelighed.

Afbrydes brat

Gorbatjov ændrer virkelig grundlaget for det sovjetiske samfund, men bestræbelserne på at bevare det bedste i kommunismen, den sociale dimension, ligheden for loven, planøkonomiens bedste sider, afbrydes brat ved militærkuppet i 1990. Det ender med Sovjets afvikling og den korrupte, fordrukne, upålidelige, brovtende Boris Jeltsins magtovertagelse. Resten af historien kender vi, den som Gorbatjov så inderligt beklager, men som han ikke kan finde oprivende medskyld i. Ikke at han ikke begik fejl, det indser han, men modstanderne, nederdrægtighederne, sammensværgelserne var for stærke. Efter faldet blev han udsat for forfølgelse og nedværdigelser, som efterlod en vis resigneret bitterhed. Hvem nedturen for alvor kostede både helbred og liv, var den tidligere så mægtige mands kone Raisa. Af alle ulykker var det dog den værste for ham.

Selvsagt koncentrerer en læser i vest sig især om koldkrigens afslutning, som de konservative revisionister i vestlig historieskrivning har tildelt Ronald Reagan æren for. Gorbatjov er heller ikke i tvivl om, at Reagan var betydningsfuld som den forhandlingspart, med hvem man kunne opnå resultater. Men uden Gorbatjov sådan set gør sig til, indser man, hvis man ikke vidste det i forvejen, at æren for koldkrigsophøret i lige så høj grad kan tilskrives russeren. Dogmet fremføres ofte, at Reagan tvang Sovjet i knæ ved oprustning og trusler om ’stjernekrigsprojektet’. Enhver historiker med respekt for sig selv bør tage den udlægning op til overvejelse eller i det mindste indregne Gorbatjovs opfattelse. Gorbatjov ser sig ikke i den forbindelse som neder­lagets mand. Var forhandlingerne med Reagan brudt sammen, og det var de tæt på, når den gamle konservative romantiker af og til gik i drift og ikke vidste så meget om, hvad der foregik, ville Sovjet såmænd også have fundet midlerne til at fortsætte vanvidskapløbet.

Gorbatjovs bog er dybt interessant læsning. Også i stilistisk forstand. Den erindrende statsmand skriver hyppigt i replikker som en roman.

En sympatisk mand

Hvorvidt han har taget noter og støtter sig til dem, fremgår ikke, og metodisk er det selvfølgelig en svaghed. Forfatteren er ikke historiker. Bogen er først og fremmest kilde til Gorbatjov og hans selvoplevelse, hvilket ikke gør teksten mindre spændende. En sympatisk mand lyser ud af siderne. Nu og da også en lidt naiv mand med uskrømtet glæde ved tilværelsen, kvinden i hans liv, børn og børnebørn og nære allierede. Han bryder sig om mennesker, kan man umiddelbart fornemme, og morskaben over små bemærkninger eller anekdoter, som ikke altid er lige morsomme, kan også være rørende. Netop det, rørt, bliver han ofte, bevæget og med tårer som en rigtig russer, der dog ikke gerne drikker vodka af ølglas, selv om det kan han også finde ud af, forsikrer han.

Beklagelsen over efterfølgerne er som antydet klar nok, men uden den afsattes vrede, mere tristhed over at det ikke gik bedre, og over at sådan en skurk som Jeltsin kørte hele det sande revolutionære projekt i afgrunden.

En uomgængelig bog. Ikke helt jævn i oversættelsessproget. Reagan bad ikke om, men til, at vicepræsident Bush blev hans efterfølger. Sådan noget. Bogen er hæftet elendigt, denne læser sad med løsbladene i skødet fra side 95.

Mikhail Gorbatjov: Min egen historie. 552 s. ill. oversat af Lars Peder Poulsen-Hansen. Lindhardt og Ringhof. ISBN 9788711383247

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Aksel Gasbjerg
  • Dennis G. M. Jensen
  • Per Torbensen
  • Nic Pedersen
  • Inger Sundsvald
  • Søren Jessen
  • Steen Sohn
Aksel Gasbjerg, Dennis G. M. Jensen, Per Torbensen, Nic Pedersen, Inger Sundsvald, Søren Jessen og Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

olivier goulin

.... Bogen er hæftet elendigt, denne læser sad med løsbladene i skødet fra side 95.

Trykt i Rusland?

/O

Nic Pedersen

Nej i Sverige!

Fordomme er en skidt ting, især når de ikke holder! ;-)

Claus Oreskov, Aksel Gasbjerg, Levi Jahnsen og Flemming Andersen anbefalede denne kommentar
Levi Jahnsen

En mand(også kaldet CIA agenten i folkemunde), som vi kan takke for at den kolde krig ikke endte i et atom ragnarok.

Anders Kristensen og Flemming Andersen anbefalede denne kommentar
steen ingvard nielsen

.Citat Wkapidia: "Man har sagt om ham, at han sammen med folk som Nelson Mandela og Alexander Dubcek var én af "tilbagetrækningens helte". De har det til fælles, at de afstod fra at bruge vold og i stedet valgte en langsom og besværlig tilbagetrækning fra deres magtpositioner".

Samt en af de største reformatorer i Europas efterkrigshistorie, i og med at have være indirekte årsag til murens fald og et genforenet Tyskland.

Georg Christensen

Gorba, sovijetunionens største "helt", problemet var bare , hans egen udenrigsminister, og efterfølgeren "vodkaflasken".

At PUTIN er kommet i problemer kan let forstås.

Mit bud til Putin vil være: Det samme, som jeg forlanger af mine egne politikere. åbenhed overfor folket, og folket følger "dig".

Claus Oreskov

Både Gorbatjov & Jeltsin var himmelråbende naive omkring kapitalismen og vestens udbyttersamfund. Underlig nok forekommer det som om de ikke er i stand til at mobelisere nogen kritisk holdning – m.a.o. de mangler den marxistiske økonomiske basisviden. Gorbatjov møder Alexander Jakovlev i Canada og denne overbeviser Gorbatjov om det overlegne i den Canadiske politiske og økonomiske kultur. Gorbatjov fik inspirationen til pelestroika på denne tur. Jeltsin bliver fløjet omkring i USA og boede på luksus hoteller betalt af millionærernes lobby. Jeltsin forbavses og imponeres af alt hvad han ser. Som hans rejsekammerat Sukhanov skrev ”De fortalte os fabler - & Jeltsin blev overbevist om den bolsjevikiske models underlegenhed”. Gorbatjov & Jeltsin så de dyre hoteller og millionærernes indkøbscentre, men de var blinde for manden udenfor hotellet, som boede i en papkasse, og de så ikke de private vagtværn ved de riges boliger. Pelestroika ruinerede det sovjettiske samfund og Jeltsin gjorde resten. Eksperimentet (kraftigt og ukritisk støttet af vesten) kostede noget i nærheden af 5. millioner menneskeliv og flere gange så mange hjemløse fortabte eksistenser. Stop en hvilken som helst russer på gaden og spørg hvornår alle de mange sociale og økonomiske problemer begtndte og de vil alle svare Pelestroika.

Bill Atkins, Per Torbensen og Flemming Andersen anbefalede denne kommentar
Nic Pedersen

Claus Oreskov,

den forklaring er lidt vel simplificeret, men det er en meget lang snak.
Sammenbruddets rødder var langt dybere end perestrojka.

Jeg har før anbefalet TV-serien "Bresnev"
http://www.imdb.com/title/tt0456862/.

Især den episke scene med pølsen (ental er helt bevidst) fortæller meget.
Ganske vist havde jeg det jo nok sjældne privilegie at kunne se den i selskab med bl.a nogle ældre russere, som kunne huske tiden og længe før. Det gav nogle gode virkelig gode samtaler!
Men serien er særdeles god i sig selv.

Claus Oreskov

@Nic Pedersen. En af mine venner boede i Sovjetunionen på Bresjnevs tid & ifølge ham var levestandarten ganske god. Han rejste en del på landet i Nord- Rusland, hvor jeg har arbejdet efter Sovjetunionens opløsning. Der hvor han oplevede en blomstrende industri, minedrift og velfungerende statsbrug, fandt jeg tomme og forladte minebyer. Tidligere mønstrebrug hvor der nu er 100% arbejdsløshed. Jeg har set folk ligge og dø i sneen ude af stand til at gøre noget. I Murmansk blev der byggede boliger under Bresjnev, nu bliver der bygget kontorer og rigmands villaer. Ejerlejligheder har alle steder afløst lejerlejligheder. Spørger jeg bumsen på gaden (tidligere officer i Nord –Flåden) eller rensdyrhyrden på tundraen, siger de det samme. Al denne elendighed begyndte med Pelestroika. Denne erkendelse udelukker ikke bevidstheden om at det var nødvendigt med reformer, man skulle bare have holdt sig til en marxistisk tankegang, reformerede efter marxistiske modeller!

Nic Pedersen

Claus Oreskov,

jeg kan sagtens nikke genkendende til den udlægning. Den har jeg også hørt både fremført og kraftigt modsagt, bl.a ved ovennævnte lejlighed.

Russere kan også sagtens være "Morten Korchske".
Sådan helt generelt er min erfaring nu, at de fleste ældre, når de har tænkt over tingene hælder til, at den egentlige katastrofe var, at reformer ikke kom senest i Khrushtjovs tid! (og det er nok også blevet min egen opfattelse)
Der var positive tendenser dengang, men desværre forstenede de af mange grunde og endte i det kendte resultat.

Det er heller ikke helt ligemeget, hvilke regioner folk kommer fra. Jeg kan sagtens tro, at der er mange af din refererede opfattelse i de nordlige egne. Det tegner sig dog ret anderledes andre steder.

Michael Kongstad Nielsen

Det kunne have været interessant at se Sovjetunionen udvikle sig under Gorbatjovs nytænkning. Desværre skulle han kuppes, og derefter gik det hele i opløsning.

Claus Oreskov

@Nic Pedersen. Nu er det sådan at der ikke er meget Morten Korch over livet nord for polarcirklen. Og du har ret i at der er store sociale og økonomiske, regionale forskelle i Rusland (og det tidligere Sovjetunionen).

Nic Pedersen

Claus Oreskov,

He, he, nej det tror jeg gerne på. Jeg mente nu også Morten Korch sådan som princip! ;-)