Læsetid: 4 min.

Syret, bidende og svævende

New yorker-trioen Yeah Yeah Yeahs peaker endnu en gang med deres fjerde langspiller, mens Iggy Pop sammen med sin gamle guitarmakker, legenden James Williamson, forsøger at sparke liv i legendariske The Stooges
Stemningen på amerikanske Yeah Yeah Yeahs fjerde album er som lydsporet til en lavbudget sci-fi-thriller. Pladen er mere legesyg end blodtørstig, og sangerinden Karen O er blændende.

Stemningen på amerikanske Yeah Yeah Yeahs fjerde album er som lydsporet til en lavbudget sci-fi-thriller. Pladen er mere legesyg end blodtørstig, og sangerinden Karen O er blændende.

Chad Batka

29. april 2013

Den amerikanske trio Yeah Yeah Yeahs har over ti år på bagen, men ikke desto mindre er Mosquito altså kun dens fjerde langspiller. Den blændende sangerinde Karen O og hendes to kumpaner, guitaristen Nicolas Zinner og trommeslageren Brian Chase, har ikke haft overvældende travlt med at erobre verden, til gengæld har de formået at fastholde i hvert fald denne anmelders opmærksomhed hele vejen igennem.

Oprindelig red gruppen ind på frakkeskøder, der tilhørte garagerock-revivalists såsom The Strokes og The White Stripes, men etablerede sig i 2003 som sin helt egen med den spændende om end ujævne debut Fever to Tell. Med en blanding af støjfyldt rock og inderligt romantiske ballader (som fx sangen »Maps«, der tilmed blev et hit) kunne man høre inspiration fra navne som Siouxsie & The Banshees og The Cramps i mikset, men først som sidst besad gruppen en personligt overbevisende lyd og i forsanger Karen O en stemme udover det sædvanlige. Efterfølgeren Show Your Bones (2006) var mere konsistent, ambitiøs og eftertænksom og demonstrerede, hvad man på nudansk vil kalde vækstpotentiale med en håndfuld forbistret gode sange om afslutningen på et parforhold. At der blev slebet et par kanter i processen var til at leve med.

Lyden på Mosquito er mere rå og minimalistisk end længe, vokalen er sovset ind i et primitivt ekko, der giver mindelser om 1970’ernes dub-reggae, og den er i det hele taget en både syret, bidende og svævende oplevelse, som med sit hypnotiske vuggende tonefald forfører i hvert fald denne lytter. Væk er den strømlinede, lettere elektronisk sitrende overflade, der prægede dens i øvrigt udmærkede forgænger, It’s Blitz (2009), afløst af en større klanglig vildskab, for som helhed er skiven klædeligt løs i furerne, men altså også mere legesyg end blodstørstig.

Der hviler en stemning af lydspor til en lavbudget sci-fi thriller over mange af numrene (ikke mindst det mesterlige »Area 52«), og den slags er jo svært at modstå. Man sidder tilbage med indtrykket af i højere grad at have fået indblik i en proces end egentlig blive præsenteret for et færdigt produkt. Hvilket givetvis vil irritere nogle af gruppens fans, især dem, der stod på med It’s Blitz, men herfra skal der kun lyde positive bekræftelser, for trioen har altid nægtet at stå stille, og med Mosquito viser den sig som et klædeligt afslappet, ofte humoristisk og herligt udfarende ensemble, der stadig har masser af krudt i bøssen.

Iggy kun lige til øllet

Få om nogen rockkunstnere har fået så lang line af sine fans som den gode Iggy Pop. Jeg burde vide det, for jeg er selv en af dem. Der var en tid, hvor han regnedes for én af verdens vigtigste rockstemmer, ikke kun grundet hans pionerarbejde med præpunkbandet The Stooges, hvilket udmøntede sig i tre af de mest slidstærke rock-lp’er nogensinde: The Stooges (1969), Fun House og – som Iggy & The Stooges – Raw Power (1973), men i lige så høj grad en solokarriere, sat på skinner af en vis David Bowie i det herrens år 1977, hvor Iggy udsendte to femstjernede mesterværker i form af The Idiot og Lust for Life. Men hvad der i sidste ende skabte hans renommé er en sceneoptræden uden sidestykke, Iggy Pop i fri dressur er stadig det vildeste kunstværk af blod og kød, man får lejlighed til at bevidne i dette rådne liv, så skide være med at han som pladekunstner i over små 30 år har pendlet mellem det inspirerede og det gyselige. Mest det sidste, desværre.

Nu er han tilbage i selskab med den legendariske James Williamson, hvis eksplosivt aggressive guitararbejde på Raw Power i høj grad har været stildannende, men som i 1975 forlod musikbranchen for et kontorjob hos Sony. Da han lod sig pensionere derfra for et par år siden, genoptog han samarbejdet med Iggy & The Stooges, hvilket i parentes kunne lade sig gøre, fordi gruppens oprindelige guitarist, Ron Asheton, døde af et hjerteanfald i 2009; de to guitarister kunne nemlig ikke være i samme stue sammen. Det har så udmøntet sig i Raw Power-turneen i 2010, som jeg var så heldig at overvære i London samme år, for der er stadig ingen som Iggy Pop live.

Og nu har de så begået et nyt album sammen med resten af de overlevende fra The Stooges, suppleret med bassisten Mike Watt. Det ville være stort at kunne annoncere, at denne flok nogen og tresårige rockpionerer giver alle de unge rockløver baghjul, men selvom Ready to Die er den første comebackplade fra The Stooges, The Weirdness (2007), overlegen på alle punkter, er den ikke ligefrem fantastisk eller bare det, der ligner. De ti sange er som helhed tålelige uden at være opsigtsvækkende, og ind i mellem slår Williamsons guitarspil decideret gnister, men sammenholdt med duoens oprindelige bedrifter er Ready to Die kun lige til øllet. Kun på åbningsnummeret »Bum« skabes noget, der i intensitet kan matche sangene på det med rette kanoniserede Raw Power-album, ellers er det gedigen, men langt fra spektakulær hardrock, båret igennem af Pops med årene dybere og dybere stemme. Det kan være, at materialet her kommer til live på en scene, ellers kan man i den givne situation som altid glæde sig over Iggy Pops scenekunst, for han er uden sammenligning stadigvæk den mest dødsforagtende rocksanger på denne side af pensionsalderen.

 

Yeah Yeah Yeahs: ’Mosquito’ (Polydor/Universal) Er ude

Iggy & The Stooges: ’Ready to Die’ (PIAS) Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Ja, når Iggy kommer til København, vil jeg helt sikker være på plads til min første koncert med ham. Det har jeg håbet på i mange år. Om han så kun kommer til Gøteborg eller Hamborg, så vil jeg kraftigt overveje, om det ikke ville være værd at løfte røven af sædet og komme af sted.

Der er ingen tvil om at Iggy er et geni. Men hans geni baserer sig på en uforlignelig fandenivoldskhed og krudt i røven, begge elementer som var langt mere virksomme og, det må indrømmes, næppe nogensinde bliver ligeså virksomme som i hans tidlige ungdom. Jeg kunne nævne håndfulde eksempler på musikere der kun bliver bedre med alderen og erfaringen, men Iggy er desværre ikke en af dem. Hans stadigt eksisterende lyst på livet og generelle energi er imponerende og stadig i stand til at udfordre en gennemsnitlig folkeskoleleelev med ADHD, men det er desværre ikke nok. Der er ingen vej udenom den erkendelse at at hans musiske evner var på det højeste mens han selv var. Det er simpelthen hans musiks natur, og disse ældreudgivelser er rigtignok imponerende, men kun imponerende i den forstand at man imponeres over at en gammel mand stadig har energi til at forsøge at genopleve en vildskab som de fleste end ikke gennemlever i deres ungdom.