Læsetid: 3 min.

The Knife går i rette med verdens ulighed

Den svenske elektroduo The Knife forhøjer indsatsen eksponentielt med et psykotisk pragtmonster af et album, der er både krævende og samtidssignalerende
9. april 2013

En af de mest charmerende selvmodsigelser ved moderne musik er, at radikale agendaer kan sameksistere med den mest ekstreme kommercialisme. Det vidste Rolling Stones-manager Andrew Loog-Oldham og Sex Pistols-ditto Malcolm McLaren, og det vidste dancepopgruppen The KLF. Og det ved The Knife, bror og søster ved navn Olof og Karin Dreijer, som med en klarsynet kombination af mediebevidsthed og medieforagt får taget pressefotos med ryggen til, slipper et rablende manifest, spreder kryptiske videobeskeder viralt og i satirisk tegneserieform propagerer: »End Extreme Wealth«. Og som med det monstrøse tredobbelte album Shaking the Habitual genopliver en tradition af guerillakrig ført med popmidler.

Men en anden og knap så charmerende selvmodsigelse er, at rigtig meget god musik gennem tiden samtidig også har været virkelig dårlig kønspolitik. Hvordan forholder man sig til en (musik) historie skrevet næsten udelukkende af mænd? Eller som det lyder med sammenbidt diktion på den programerklæringsagtige »Full of Fire«: »All the guys and the signori/Who will write my story/All the guys and the signori/Telling another false story«.

Protestsange fra helvede

I manifest og tekster går The Knife i rette med alt fra kongehuset som det ultimative symbol på hierarkier, uret og medfødte privilegier, til kønsroller og katastrofekapitalisme. Visuelt arbejder de med maskering, anonymitet, identitetssabotage og hyperfremmedgørelse. Det greb placerer dem i et territorium nær Kraftwerk og vækker minder om en periode, hvor elektronisk musik og kulturen omkring den var et reelt politisk krydsfelt. Vi er langt fra autenticitetshungerens klamme omnipræsente godhed. Det her er social indignation ytret af en dæmonisk skikkelse med et ansigt af smeltet latex.

Hermed får The Knife atter demonstreret, at de ikke bare er queerteori på et dansegulv. Det er ellers en bekvem antagelse for et navn, der brød igennem på et tidspunkt, hvor boblen af fiktiv kapital var så tilpas udspændt, at kulørt og dansabel feministisk elektropop ramte plet. Men tiden har ændret sig. Shaking the Habitual indeholder dog militante smashere som »A Tooth For An Eye« og »Without You My Life Would Be Boring«, såvel som mere genkendelige formater som den cinematiske, langsomt svulmende og kvælende »Wrap Your Arms Around Me«. Men alt genkendeligt svøbes fra begge sider ind i ofte meget lange collager af skurrende, hvislende, raslende, hvinende og generelt skrækindjagende karakter. Vi får aldrig fred. Vi kommer dybt, dybt ind i nogle ukendte rum, hvor vi ikke længere kender os selv, hvor alting er brudt sammen, og intet forekommer normalt. I mørket under øjenlågene bor slim-indsmurte voksenbabyer og hænder, der kommer ud af væggen og griber fat i dig.

Malign elektronik

Og så er der stemmen. Eller hvad man nu skal kalde disse kraftigt forarbejdede, forvrængede og hjemsøgte lyde, der har meget lidt til fælles med noget som helst humant. Manglende identifikation mellem billede og stemme har altid været kilde til navnløs primordial gru, fra Darth Vader over Eksorcisten til 1960’er-kuriosummet They’re Coming to Take Me Away, Ha-Haaa!, der introducerede en primitiv form af den pitchmodulerende båndteknik, som Karin Dreijer excellerer i. For eksempel, når hun på »Stay Out Here« splitter sig selv op i flere personaer og skizofrent synger duet med sig selv.

Her er intet sikkert og alting flydende. »Fracking Fluid Injection« er en abstraktion over fracking, en særligt livsforagtende og menneskefjendsk energiudvindingsteknik: Et knirkende og knogleraslende helvedesridt, der muligvis er katastrofekapitalismens adækvate lydlige udtryk. Det er teknologisk udvikling som menneskelig afvikling. Og nogen decideret fornøjelse at lytte til er det ikke. Albummet er krævende og udmarvende. Shaking the Habitual på mange måder et kulturprodukt, der simpelthen er for noia til at lade sig konsumere som nydelsesobjekt og stilbevidst identitetsmaskineri. Lige fra det på alle måder æstetisk ubærlige omslag i ansigtssmeltende pink og grønt til den 19 minutter lange »Old Dreams Waiting To Be Realised« – en charmetrold af et depersonaliseret droneangreb, der som magtens tomme centrum er placeret nøjagtigt midtvejs – er det et værk med modhager.

Dermed tager The Knife et syvmileskridt fra den allerede fremragende forgænger, Silent Shouts, og varsler tilbagekomsten af en i dag temmelig marginaliseret overbevisning om, at musik har magt til at gribe ind. Her er musikken et rum for åben forhandling, akkurat lige så kompleks, uigennemsigtig og mareridtsagtig som den virkelighed, den forholder sig til. The Knife sætter nye standarder, radikalt, risikabelt, rastløst og rablende.

 

The Knife: Shaking the Habitual (Rabid/Cooperative Music). Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Sørensen

Så kan det vist ikke blive mere prætentiøst.

Det er utroligt, så meget man kan læse ud af ambiente lydlandskaber. Jeg mindes Roger Waters (Pink Floyd) sige noget i retning af, at den musik, de spillede på scenen i deres unge "psykedeliske" dage, og som ligeledes blev tolket og forklaret med henført mine, mest af alt var resultatet af, at de ikke kunne spille.

Jeg er ret vild med The Knife. De skriver gode sange, når det er det, de vil. Men af og til ER larm altså bare larm.

Seriøst: Man gider sgu ikke for alvor høre et nummer som "Old Dreams Waiting To Be Realised" mere end een gang. Jeg tror ikke på det.