Kan man være et naivt, men i bund og grund godt og sympatisk menneske og samtidig have taget del i de grusomheder, som det nazistiske regime begik? Den storstilede tv-dramaserie Unsere Mütter, unsere Väter (Vores mødre, vores fædre), som den tyske tv-kanal ZDF over tre afsnit af hver knap to timer har vist op til påske, har gjort det dristige forsøg og givet nazitiden og tyskernes brutale krig på Østfronten endog meget menneskelige ansigter.
Tyskerne, primært i det gamle Vesttyskland, har bearbejdet deres nazistiske fortid kritisk, lagt den åbent frem i undervisning og reflekteret aktivt over den i kunst, film, bøger og teater. Men det er ingen hemmelighed, at i mange familier er visse perspektiver og vinkler, såsom helt almindelige tyskeres medansvar for tragedien, forblevet traumatiske og tabubelagte.
Det drejer sig altså ikke om overbeviste nazister og højtråbende bødler for Hitlers styre, men netop om de tavse medløbere, som blev voksne under Hitlers regime og efterfølgende var med til at forme efterkrigstidens Tyskland.
Den beskidte krig
Otte millioner tyske tv-seere har fulgt med, og de har ikke bare set en fremragende filmserie, men har også været vidne til en ny og meget direkte måde at skildre krigsårene på, som hidtil ikke har været mulig, fordi nazitidens samlede ugerninger ikke efterlod plads til at skildre den enkelte tysker med al dennes skrøbelighed og med dennes indre konflikter og dilemmaer.
Tv-serien viser nemlig det enkelte menneskes individualitet og modsætningsfyldthed og ikke som repræsentant for et styre eller en bestemt ideologi; det er noget nyt, når det gælder fremstillingen af den del af den tyske historie. Eller som Kia Vahland, kunstredaktør på Süddeutsche Zeitung, har formuleret det, så viser filmen tyskernes trang til at lægge selvhadet bag sig og i stedet fokusere på selvrefleksionen.
Unsere Mütter, unsere Väter er historieskrivning i øjenhøjde med individet; filmen viser krigens brutalitet uden nogen form for forskønnelse. Det er krigen, ikke som kulisse, men beskidt og dødelig, og i nærbilleder, der gør det muligt for seeren at tage del i dødspanikken i skyttegravene og være ved siden af den læge eller sygeplejerske, der stikker hånden ned i et åbent sår.
Sjældent har man været så tæt på: Soldatens frygt, mens han venter på næste slag, støvler, der træder i en russisk sump fuld af fluer og blod fra henrettede jøder, til hoved- og nakkeskud på klos hold og gennem alle tre afsnit de ubarmhjertige skrig på lazarettet, som frontradioen, selvom den stilles på højeste volumen, ikke formår at overdøve.
Vennerne
Tv-serien fortæller de individuelle historier om fem unge venner fra det samme kvarter i Berlin. Året er 1941, sommeren efter sejren over Frankrig og midt i euforien og troen på den tyske krigslykke. De fem mødes på deres stamværtshus en sidste gang, inden krigen adskiller dem. Aftalen er at mødes dér igen til jul, når krigen forventes at være afsluttet.
To af dem, brødrene Wilhelm og Friedhelm, skal dagen efter til Østfronten, mens Charlotte har meldt sig til tjeneste dér som sygeplejerske. Tilbage i Berlin forsøger Greta at få gang i en karriere som sangerinde, mens Viktor, en jødisk skræddersøn, skal forsøge at komme ud af Tyskland inden deportationen.
De er alle naive, upolitiske, ret patriotiske, men ikke egentlig nazister, i hvert fald ikke mere end det, som opvæksten og socialiseringen i det nationalsocialistiske Tyskland har gjort dem til. Fælles for dem er, som det også siges flere gange i filmen, at »ingen forbliver, hvad man er«, og at krigen får det værste frem i folk.
Wilhelm, der er premierløjtnant, knækkes af krigen og deserterer til sidst, mens Friedhelm, som er litterat og skønånd, forråes og ender som kyniske soldat – for at overleve, men også fordi han har det i sig.
Sygeplejersken Charlotte angiver en jødisk kvinde på lazarettet, men rammes af tvivl og ændrer hele sit liv som følge heraf, mens Greta, der vil være sanger, prostituerer sig selv i forhold til et højtstående partimedlem, men ender med at få dødsstraf for forræderi mod regimet. Viktor undslipper mirakuløst deportation til kz-lejr og ender blandt polske partisaner, der imidlertid viser sig at være mindst lige så antisemitiske som tyskerne.
De fem er repræsentanter for helt almindelige tyskere. De har hovedet fuldt af fremtidsdrømme, vil egentlig bare leve livet, indtil krigen ødelægger alt. Fælles er, at de hverken er entydigt gode eller onde, men styres af tvivl og indre ambivalenser. Og filmens hensigt er at vise den ambivalens hos den enkelte.
Til en vis grad ligner filmens fem unge ligefrem unge i dag, i al deres naivitet, trang til selvfremstilling, forfængelighed og upolitiske tænkning; så meget, at man med de rette forudsætninger sagtens kunne forestille sig en gentagelse. Serien har også haft mange unge seere. Samtalen på tværs af generationerne om falske kompromiser, små bekvemmeligheder, livsløgne og forpassede chancer – alt det, der alt i alt førte til katastrofen – kan begynde på ny.
Strid om film
Man kan i Tyskland ikke finde et ideologisk mere belastet emne end fremstillingen af nazitiden. Den har skabt en hel industri og forskellige skoler af historiesyn. Den vigtigste intellektuelle diskussion i nyere tid er den såkaldte historikerstrid, der handlede om, hvordan man forstår og fremstiller tiden fra 1933-45, hvordan man definerer skyld og medansvar for katastrofen, og hvorvidt det er at relativere nazismens forbrydelser, hvis man sammenligner nazitiden med andre perioder af tysk historie eller med fascisme i andre lande.
Og den nye tv-serie rammer lige ned i hjertet af den diskussion. For tidligere generationer var det nødvendigt at vise foragt for og skabe afstand til de aktive under Hitler for overhovedet at finde en egen identitet; her handlede det mere om befrielse fra nutiden end om en præcis opklaring af og oplysning om den familiære fortid. Men nu spørges der åbent til, hvordan det overhovedet var muligt, hvem det var, der skabte indre fjender og gik i krig for Tyskland, og hvad var de styret af, og hvad der drev dem?
Serien er en del af en tendens til at komme tættere på krigens hovedpersoner. I den forstand er Unsere Mütter, unsere Väter beslægtet med filmen Der Untergang, hvor Hitler fremstilles som en skrøbelig person i indre konflikt med sig selv. Unsere Mütter, unsere Väter er noget helt andet, men har alligevel den samme vilje til at fremstille historien fra en menneskelig vinkel.
Serien har været heftigt diskuteret, siden den blev vist. Jörg Lau, redaktør på ugeavisen Die Zeit, udtrykker respekt for, at tv-serien på ingen måde forskønner, men viser krigens brutalitet og regimets menneskeforagt, ligesom der ikke mangler noget med hensyn til jødeforfølgelse, hverdagsracister og antisemitter. Men alligevel mangler tv-serien ifølge ham noget helt grundlæggende.
»Filmen begynder i 1941, hvor den tyske krigslykke og førerbegejstring var på sit højeste. Men den viser intet af det. De fem venner er alle mærkværdigt distanceret fra den brede befolkning. Den ene er litterat, den anden en pligtopfyldende, prøjsisk-korrekt officer, begge kvinder naivt godmodige. Intet at indvende imod det – men det er ikke ’vores fædre, vores mødre’, men snarere idealbilleder heraf, da de fem unge til sidst alle faktisk ender som modstandere af regimet og ofre for omstændighederne.«
Faldet ud af tiden
Jörg Lau mener også, at tv-serien overser, at den brede befolkning elskede føreren, at regimet på mange måder varetog deres interesser, og at det stemte overens med deres egne mål. Og at den ser bort fra, »at de af kærlighed og idealisme og overbevisning var nationalsocialister og ikke kun af pres og ’forførelse’. At de hadede Tysklands fjender ud fra de samme ædle følelser; at de var indforstået med den almindelige folkelige livsanskuelse, hvor der ikke var nogen plads til jøder, handicappede og skadelige elementer.«
Og sådan en nationalsocialist har denne film ifølge Jörg Lau ikke plads til: »Vi identificerer os stadig med ofrene og bilder os ind, at vi er ofre for regimet. Nazisterne er og forbliver de andre. Uforståelige som aliens.«
Også Ulrich Herbert, historiker i Freiburg og forfatter til en bog om Werner Best, er i TAZ inde på noget lignende, når han siger, at de fem hovedpersoner så at sige er »faldet ud af tiden«. Og han tilføjer, at »de fem hovedpersoner vender sig alle i en vis forstand mod styret. De rammes alle af en form for dårlig samvittighed. Sådan vil tyskerne gerne se sig selv. Hvorimod de rigtige nazister her er de sædvanlige karaktermasker. Gestapomanden en liderlig magtmand, naziofficeren en ond dranker og SD-manden indbegrebet af den blodtørstige satan.«
Men, siger Herbert, SD-officerer var i reglen godt uddannede og kultiverede personer, der var overbeviste om, at krigen var rigtig, og at det var rigtigt at forfølge jøder og dræbe dem. Og så længe »man ikke forstår, at disse personer ikke er sadistiske, naive eller forrykte, men del af folkelige livsholdninger, så har man ikke forstået, hvad der skete.«
Epilog
Man forstår forbehold og indvendinger i forhold til filmens sigte. Lykkes det at give et sandt billede af, hvad der skabte nazismens ondskab og gøre historien forståelig gennem fem almindelige menneskers perspektiv?
Styrken i filmen ligger i at insistere på det individuelle perspektiv og på at gå linen ud. I den forstand er filmens stærkeste karakter Friedhelm. Han forstår på forhånd, hvad der vil komme, og ved, hvad der ligger som kim i ham selv og frygter derfor krigen, men alligevel er han ikke i stand til at undgå det.
Han repræsenterer både det mest uhyggelige klarsyn i forhold til de menneskelige grusomheder, samtidig med at han selv ender som den mest kyniske. Han mister sig selv og opsøger derfor også selv til sidst døden. Han er både den mest fascinerende og skræmmende person, og alene hans historie som udgangspunkt for at forstå den menneskelige ondskab berettiger filmen.
DR overvejer at købe rettighederne til at bringe serien
Lyder spændende, men træt af, at se Nazitiden udstillet som noget specielt, det foregår jo hele tiden og vi ser jo en snert af det i Danmark for tiden, udsatte grupper forfølges og lægges for had. Det var jo sådan det startede i Tyskland og folk har jo nok sagt til sig selv, "sådan er det bare". Støver man tilbage i gamle danske aviser fra 30erne kan man se at Hitler beskrives som en mand der tør tage et ansvar og gennemføre ubehagelige beslutninger som er nødvendige, og at de der er imod er nogle kommunistiske klynkere, der ikke har forstået mandens format. Lyder det bekendt?
Jeg så den og hvis Børge havde levet i dag, ville han helt sikkert have været enig i den tyske kommentator Christiane Peitz karakteristik:
Trilogien forvandler "Schweinen (til ) arme Schweine".
Mads Kjærgård,
Ja Mads og, det mest triste er vel, at alle ved dette og vaelger at kigge den anden vej, ikke?
Det der med at laere af historien, det lader ikke til at vaere noget ''vi'' behoever i lille Danmark.....hvornaar gik det saa galt igen og, hvorfor??
Og, et lille sidste spoergsmaal: Hvor mange skal udryddes i lille DK i denne omgang mon??
Det, der saarer mest er, at det netop er vort lille land det starter i denne gang.....
Synes jeg læste, at den sidste aktive deltager i 2. verdenskrig var død.
Historieskrivningen synes derimod aldrig at have foregået med større intensitet end nu.
Frigjort adgang til arkiver og det evige spørgsmål, om man har fået gjort op med ansvaret hos f.eks. det tyske folk (der alle er døde) holder historieskrivningen m.v.? i live.
Man skal naturligvis lære af historien-lidt naivt måske, for uhyrlighederne fortsætter med mellemrum rundt omkring i verden.
Og nedslagtning af mennesker over tid synes at vise, at vi ikke lærer af historien.
Men selv om alle er døde enten i krigen eller af alder/sygdom, så holder vi liv i afstandtagen fra bestemte folkeslag.
Armenerne overfor tyrkerne, listen er lang.
Vi bør dog huske på, at de, der deltog er døde og grusomhederne udover selve krigen, blev ikke vist på TV, men blev holdt skjult for de fleste.
Forfølgelse af visse racer, foregik dog helt åbent, som det gør i dag i f.eks. Danmark bl.a af Marie Krarup, der rider ranke på sin far, så sødt og så grusomt.
Her bliver historien måske interessant, hvad foregår i dag i det skjulte og knap så skjulte af uhyrligheder og er almenheden på dupperne?
I Grækenland har er et nazilignende parti det trediestørste parti og vil bl.a. indføre dødsstraf for grove forbrydelser begået af udlændinge.
Lad dem se serien.
Torben - nej....man kan skam stadig finde tyskere, der praler af de fem år i Danmark. Jeg kender en.
Torben Knudsen det lyder som om du forveksler 1. verdenskrig med 2. verdenskrig: http://politiken.dk/udland/ECE1273016/sidste-veteran-fra-1-verdenskrig-e...
Der går nok en 30-40 år endnu før den sidste 2. verdenskrigsveteran er død.
Grusomhedens ophav er et mangehovedet uhyre
Ja, desværre netop og det findes nok i en eller anden forstand i os alle, til alle tider, i alle lande og ikke kun i karrikaturer på den erkendte ondskab (der her tabte som system og ideologi!) , som Ulrich Herbert og Jörg Lau er inde på.
Nazisterne m.fl. bæster var jo netop IKKE aliens, hvilket desværre siger en del om "almindelige", "uskyldige" mennesker, som os selv.
Det er bare ikke nogen rar tanke. Men hvis "det mangehovede uhyre", skal holdes nede, så må den nok tænkes.
Og måske filmatiseres, hvilket godt nok vil være en udfordring!?
Man kan ikke bebrejde det tyske folk for nazismen og II verdenskrig. Hvor mange af os almindelige mennesker tør, at sige fra bare gælder noget så banalt som jobbet?
For slet ikke at sige når det er med livet og ens familie som indsats.
Dem findes der ikke særligt mange af når det kommer til realiteterne og håndfast gerning. Langt langt de fleste stikker halen mellem benene.
Torben Knudsen
Det ny-nazistiske parti i Grækenland - Xryssi Avgi - eller Golden Dawn, som det sædvanligvis benævnes i oversatte artikler - fordi navnet Gyldent Morgengry på danske lyder ret idiotisk, er ganske rigtigt det tredjestørste parti, men får trods alt kun 9% af stemmerne iflg. den seneste meningsmåling.
Det støttes i udlandet af andre ny-nazistiske partier, bl.a. ny-nazister fra Tyskland, der netop under dække af at være journalister har været på besøg i det græske parlament.
Imidlertid er det ikke et parti der nyder bred opbakning alle steder, det er pt. nærmest et storby-fænomen, men eftersom Grækenland har en nyere historie med fascismen er det overvejende folk der tidligere støttede juntaen og så selvfølgelig unge mennesker uden nogen fremtid på grund af arbejdsløshed, der tiltrækkes af partiet som kan tilbyde små-jobs mod at de unge møder op og deltager i raids mod borgere af anden etnisk herkomst end græsk.
Men fattigdom og uoplysthed vandrer hånd i hånd og det var også vilkårene i Weimar-republikken under Hitlers opstigen, og når folk sulter og er kastet ud i udsigtsløs arbejdsløshed tror de på det de kan se hjælper, her og nu.
Det var tilfældet da Hitler kom til magten og når det så samtidig lykkes at bilde en befolkning ind, at problemerne kan løses blot man fjerner den udpegede syndebuk, og i øvrigt som Trykkefrihedsselskabets Lars Hedegaard hævder - at syndebukken står klar til at overtage Fædrelandet via hemmelige internationale netværk af grumme orientalere, eller som Hitler hævdede den internationale Finans-Jødedom-Bolchevisme, så bliver mindre tænksomme naturer opildnede til at tro at der findes en enkelt "endlösung" på alle problemer.
Grækerne behøver ikke se filmen - alene i Athen sultede 300.000 mennesker ihjel da tyskerne besatte Grækenland og på Kreta vel et par hundredetusinder, ligesom adskillige landsbyer blev jævnet med jorden, efter at indbyggerne alle var blevet dræbt, som hævn for drab på tyske soldater - minderne står der endnu og der findes i de fleste landsbyer adskillige mennesker, der fortsat kan huske den nazistiske fremfærd.
Hvem er vores nuværende frihedskæmpere i Danmark anno 2013?
Men det er en rigtig god ide med et nuanceret og fordomsfrit billede af den forfærdelige tid - som står på skuldrene af sin uendelige fortid, har forfærdelige konsekvenser i nutid og giver ny mening til arvesyndsbegrebet. Menneskets udfordring er stor, fordømmelse uden forståelse er kontraproduktiv.
"Torben - nej....man kan skam stadig finde tyskere, der praler af de fem år i Danmark. Jeg kender en."
Man kan også finde tyskere, der var med, men aldrig har pralet af det, tværtimod - jeg er i familie med en....
Nic: Du har en sætning, som jeg er dybt, dybt uenig i - jeg har selv oplevet det stik modsatte.
"det findes nok i en eller anden forstand i os alle, til alle tider, i alle lande og ikke kun i karrikaturer på den erkendte ondskab".
Det er lige netop det, det ikke gjorde. For alle de heilende tyskere - og vi må ALDRIG glemme, at 20 millioner familieoverhoveder i vores naboland var medlem af en NSDAP-organisation - så var der unge danskere, grækere eller franskmænd - og tyskere - som nægtede at lade svineriet fortsætte.
Vi er nødt til at spørge os selv - hvorfor valgte Anders Lassen som han gjorde. Og hvorfor valgte hans tyske fætre, som han havde været meget gode venner med - den helt anden vej.
Hvorfor valgte den gamle tyske forbundspræsident Richard von Weizsäcker at sige tak for sin barndom i Danmark - ved at deltage i jagten på Århusianske og midtjyske frihedskæmpere?
Hvad gør, at han vokser op i et priviligeret hus i København. går på Skt Petri Skole og så - år senere - ser danskere som Undermennesker, der hører til ved pælene i Ryvangen.
Og så bagefter, da krigen er tabt, igen fabulerer om sin glade tid i Danmark.
"Man kan ikke bebrejde det tyske folk for nazismen og II verdenskrig. Hvor mange af os almindelige mennesker tør, at sige fra bare gælder noget så banalt som jobbet?"
Jo, gu kan man bebrejde dem, men man må så bare se kujonen i ens eget spejl i øjnene!
Og de bryder vi os jo sjældent om.
Sten Victor,
Godt spoergsmaal....
Hvordan mener du en frihedskaemper anno 2013 kan beskrives?
@Henrik Jensen
Jeg kan godt følge dig. Men jeg fastholder nu mit udsagn.
"Djævelen har mange masker!" (og ikke kun nazikasket)
Det er netop spørgsmålene til en selv, som er interessante.
Og Anders Lassens biografi er ganske rigtigt værd at læse i den anledning.
Det er på den anden side også von Schalburgs (som var rasende over den manglende danske modstand 9.april), når man stiller sådan nogle spørgsmål.
Henrik Jensen
Jeg er ikke helt enig med dig - omkring 8000 danskere meldte sig til Freikorps Dänemark og kæmpede som en del af Waffen-SS på Østfronten og i Jugoslavien. Det var en større del end de danske modstandsfolk - hvoraf man anslår, at der på intet givet tidspunkt var over 700 på én gang i aktiv modstandskamp, når bortses fra alle de der myldrede frem da krigen var forbi.
Frikorpset havde regeringens velsignelse og bl.a. en del officerer kom fra Den Kgl. Danske Livgarde, bl.a. von Schalburg, som var Frikorpsets første chef, der blev dræbt på Østfronten, vist i 1942.
Iflg. det omstridte Bovrup-kartotek, var der 40.000 danskere registreret som medlem af DNSAP.
Der var givetvis nogle danske politikere, der ønskede at de havde holdt kæft med tilbagevirkende kraft - bl.a. Statsminister Buhl, der i radioen opfordrede danskerne til at angive terrorister, eller Erik Scavenius der har forfattet følgende: "Ved de store, tyske Sejre, der har slaaet Verden med Forbavselse og Beundring..."
De slap af krogen, mens retsopgøret vendte sig imod mennesker der som 17-18 årige havde meldt sig som frivillige til Frikorpset, og som rask væk efter krigen fik mellem 1 og 4 års fængsel, fordi de måtte have kunnet indse... at regeringen i virkeligheden ikke mente hvad den sagde.
Må man anbefale DR at få den købt hurtigst mulig.
Så desværre kun sidste afsnit, men det var stærkt.
Krig er lort og hvis nogle tro, at det, vi, som Danmark har/er indblandet i, er bedre, er de sku for blåøjet
De virkeligt ansvarlige - på begge sider(!) - løb fra ansvaret og klarede frisag i efterkrigsspillet. KK Steincke, Buhl og Frisch viste sig alle at være utroværdige og illoyale, da sejrherren skrev historien. Intet nyt dér.
Unge danskere blev som følge af enorm ledighed af politikerne "tvunget" til at tage arbejde i Tyskland, og de der hoppede på Nazi-limpinden, blev af Gestapos ledelse (Pancke, Bovensieben, Best), også beordret og ladt i stikken.
Glem aldrig at Danmark samarbejdede med Wehrmacht, så længe det var belejligt. Danskerne tjente enorme summer på nazisternes tilstedeværelse.
Min Bedstemor blev født i Tyskland. Hun forlod landet i 1933 da hun ikke brød sig om det der skete og tog til Danmark.
Og hun var ikke den eneste.
Så kom tyskerne til Danmark og til den lille by ude vestpå hvor hun havde bygget et moderne husmandsbrug. Tyskerne var meget fredelige og opførte sig yderst anstændigt overfor alle.
I slutningen af krigen var der stort ser blot tyske drenge soldater tilbage. Og de skulle så vandre tilbage til Tyskland. Min Bedstemor gav dem derfor alle en stor madpakke og en flaske af hendes øl.
Så fik min Bedstemor håret klippet af på Torvet af Frihedskæmperne. Det glemte hun dem aldrig for. Hendes hår var meget smukt.
Danske frihedskæmpere er en flok drengerøve på linie med de fleste af de tyske soldater, de engelske, de amerikanske.
De danske soldater der idag er i Afghanistan er også en flok drengerøve der skulle ha et los i røven lissom Fogh der sendte dem derned.
Vi har alle et ansvar for det land vi lever i og dets handlinger.
@ Jette Abildgaard
Det er meget svært at sige.
Frihedskæmperen anno 2013 er nok en person som kæmper imod Statens bureaukratiske og stasi-agtige magt apparat. En person som kæmper for lige ret til alle - uanset vedkommendes sociale status samt dennes politiske og ideologiske holdninger. Hvor et hvert menneske skal respekteres for hvem de er og hvor de kommer fra.
Blot en teoretisk beskrivelse, som de færreste mennesker desværre sjældent besidder i dag, fordi de har nok i sig selv.
Forbundsrepubliken har betalt sin krigsgæld, de har betalt for staten Israel.
Nu er vi så vidner til at tv film- serier handler om at mindst en jøde(Israeler) hjælpes.
Skyldes det at jøder(Israeler) er dem der igen laver tysk film- serier!
Og er klar over hvem der har betalt deres opvækst og deres uddannelse.
Min farfar hed Kristian Pedersen min morfar Niel E Nielsen, så skulde det være sagt, så jeg ikke bliver spurgt om en dna test, der skal bevise at jeg ikke er Jyde.
Frihedskæmpere 2013 - er det ikke den selvudnævnte Espersen ?
Det tyskerne var kendt og frygtet for, var deres brutalitet og nedladenhed overfor andre nationer, - noget man allerede vidste fra 1. verdenskrig.
Om det er noget karakteristisk ved at være født tysk, er vel spørgsmålet. For noget sådant er vel i bund og grund svært at ændre på.
Iflg. en serie i TV omhandlende første verdenskrigs rædsler for nylig, kunne man konstatere, at tyskernes hærgen og myrderier i denne krig vist ikke var mindre afstumpet og brutal end under nazi-regimet.
Mon ikke de har lært at moderere sig siden da...
Har lige set filmen på you tube.
En ualmindelig dårlig film serie,holdt i bedste underholdning stil-klinisk renset for nazisternes forbrydelser ,vi arme tyskere vidste ikke bedre vi kæmpede og mødtes til sidst på cafe os tre der var tilbage.
Mage til klam og vederstyggelig film-serie skal man trods alt lede længe efter-håber ikke det er den nye trend inden for tysk film og selvransagelse.
Per,
jeg har også set den, og jeg deler overhovedet ikke din mening om filmen. Der er massevis af eksempler på nazisternes og almindelige soldaters forbrydelser, men derudover er det jo ikke en dokumentarfil. Prøv i stedet at se den dokumentarfilm, der hører til filmserien.
Jörg Lau, redaktør på ugeavisen Die Zeit siger: "den brede befolkning elskede føreren"
Jeg havde været enig hvis Lau havde sagt; "den brede befolkning lærte at elske føreren"
...men det falder nok ikke en repræsentant fra eliten nemt at sige, og slet ikke én der er ansat i propagandaapparatet.
Det er ellers denne "læringsproces" - som foregik fra 1933 til 1939, året hvor udkommanderede medlemmer af ungdomsorganisationer og soldater brølede "Jaaah" til Hitlers spørgsmål:
"Wollt Ihr den totalen Krieg?"
der er det mest interessante for eftertiden.
Sten Victor,
Vi er stort set enige...om vi saa er drengeroeve eller ej ;)
Sikke mange interessante kommentarer her om lige netop dette ord....frihedskaemper...et ord, der daekker over utroligt mange ting...afhaengigt af hvor man kommer fra og, hvordan man er vokset op og, hvad man har oplevet gennem livet.....
Lad os haabe lille Danmark finder freden igen og, bliver i freden....og at vi alle kan vaere i vort faedreland naar/hvis vi har lyst...uanset hvem vi er, hvem vi er gift med og, hvor vi kom fra....
Knud Larsen,
Jeg ville have gjort om din bedstemor.....min mormor gjorde noget lignende.....og, jeg ville goere det med god samvittighed....netop fordi jeg aldrig skeler til menneskers nationalitet, men til hvordan de er som mennesker og, vi skal...selvom det for nogle (mange) selvfoelgelig er svaert, vel altid huske, at de mennesker der bliver sendt i krig for deres lande, oftest ikke goer hvad de goer, fordi de har lyst, men fordi de af politikere er tvunget til det.... og,lige netop deri er det tragiske ved det hele, for politikere taenker aldrig paa mennesker, kun paa penge og magt.....
Jeg flyttede vaek fra Danmark et aar foer I startede Jeres foerste af de nuvaerende krige....krigen er ikke nu og, vil aldrig blive vejen frem....
Erik Karlsen.
Filmen skal hvile i sig selv,forlanger ikke den skal være dokumentarisk,men indeholde en moment af troværdihed.
Det eneste jeg kan se den viser er,som min gode familie ven Walter Lobe udtalte i flere samtaler,efter 1943 på østfronten kæmpede vi ikke for fører-folk og fædreland men for vores eget liv og overlevelse som soldat.
Der er mange krigs scener og de er filmisk flotte-men burde sættes ind i et historisk perspektiv og kontekst.
Istedet handler den om en ret usandsynlig kærlighed og venskab imellem en lille gruppe unge mennesker uden forstillelse-historie løs i handling -glamour i bedste amerikanske stil-og netop det er det mest forstemmende efter netop-Das Boot-Stalingrad.og Der Untergang for blot at nævne 3 gode film,med indlevelse-patos og realistisk tilgang til emnet.
Indrømmet mange flotte lastbiler-motor cykler med sidevogn-pk 40 maskinpistoler og andre autentiske rekvisitter.
Vil gerne se dokumentar filmen til filmen-men helt ærlig den skal hvile i sig selv og det gør den ikke.
Sandheden var/er jo at så længe det gik godt, så var de fleste tyskere tilfredse med det national-socialistiske styre. Der var ganske få som satte sig ned og tænkte over tingenes tilstand.
Det er altid nemt at være bagklog og se splinten i sin næstes øje - hvad man ikke selv har oplevet ved man ikke alt om - hvem tilkommer dommen ? Den vigtigste opgave er, at undgå at gentage fortidens fejl
Selverkendelse er den første vej til forbedring - vær opmærksom, nærværende og omsorgsfuld over for livets vidunder, den bedste beskyttelse mod det onde - som kun er mulig i det godes fravær
Per,
det er ikke på grund af lastbilsekvenserne og maskinpistoler, jeg anbefaler filmserien. Det kan da godt være, at selve historien om de fem venner er lidt "hollywoodiseret", men det er jo bare en ramme. Og statistisk set (når man tænker på, hvor mange mennesker der boede i Tyskland på den tid) er det vel ikke nogen umulig ramme.
Og igen: Se dokumentarfilm til filmen - du kan også finde den på youtube.
PS.
Jeg har flere i min tyske familie, der kæmpede under anden verdenskrig på diverse fronter. Nogle af dem vendte hjem, mens andre - som jeg af den grund aldrig har kendt; kun set fotos af - aldrig gjorde.
Jeg ser altså også filmen som noget af min families historie - selv om de dog (hvad mine egne undersøgelser fortæller) ikke har været specielt nazi-venlige.
Jeg synes at den holdning mange danske havde lige efter befrielsen, fra kommunister til nationalkonservative, fra Information til Land og Folk desværre minder langt mere om den modbydelige praksis Nazityskland og dets begejstrede indbyggere havde udvist mens det gik Tyskland godt. Den dæmonisering af medløbere, tyskertøse, tyske flygtninge og tyskere i al almindelighed, mindede i den grad om holdninger man ellers netop tillagde nazismen. Kravet om strenge straffe, om strengere forhold i flygtningelejrene kom fra de grupper vi ellers normalt synes var heltene. Er læren ikke den, at vi alle, eller i alle tilfælde de fleste, når stemningen koger, er i stand til de mest forhærdede handlinger.
Den 4. maj i år er det 68 år siden, Hitlers Wehrmacht nedlagde våbnene og kapitulerede betingelsesløst i Danmark.
De fleste os, som endnu kan huske noget fra 'de fem forbandede år' og retsopgøret, der fulgte, var børn, da begivenhederne fandt sted.
Altså har vi ikke meget andet at bidrage med, når det gælder 'folkestemningen' under besættelsen og retsopgøret i Danmark, end det, vi blev indoktrineret med i skolen, det, vi har fået fortalt af ældre familiemedlemmer, og det, vi senere som voksne har kunnet læse os til på egen hånd i faghistoriske skrifter.
Selv deltog jeg som videbegærlig 15-årig i 1952 i en studiekreds om besættelsestiden i Danmark og den danske modstandsbevægelse, hvor overlevende fra modstandsbevægelsen velvilligt stillede sig til rådighed for os teenagere, der gerne ville vide, hvordan begivenhederne havde taget sig ud set fra deres synsvinkel.
Navnlig een af oplægsholderne ved disse seancer gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. En tidligere spaniensfrivillig og senere jernbanesabotør, som havde overlevet et ophold i kz-lejren Stutthof og dødsmarchen fra dette helvede på jorden, som kommunisten Martin Nielsen har beskrevet i erindringsbogen 'Rapport fra Stutthof'.
Da veteranen havde endt sin beretning, var ordet frit, og en af os unge videbegærlige benyttede anledningen til at lufte sin afsky for Tyskland som nation og det tyske folk i al almindelighed i temmelig bramfri vendinger. Veteranen lyttede en stund med bøjet nakke til det unge menneskefrø, før han løftede hånden og afbrød. Så kom det uforglemmelige øjeblik.
Det der min dreng! - sagde den voksne og erfarne til sin ivrige unge discipel. Det vil jeg ikke høre mere af. Nogle af de bedste kammerater, jeg har mødt i Spanien og Stutthof, var tyskere.
Erik Karlsen.
Har netop set dokumentar filmen som åbenbart skal danne baggrund eller fundament for filmen.
Dokumentar filmen er bedre end filmen,de har fokuseret mere på felt hospitalerne på østfronten i filmen end den udryddelses krig som dokumentar filmen er inde på.
Syntes personerne i filmen svæver i et tomt rum ,væk fra krigens væsentlige uhyrligheder.
Undskyld mig vi bliver nok ikke enige Erik.
Hvor er indsats grupperne A-B-C-D der operativt ned skød millioner jøder som slaver??.
Iværksatte hunger så millioner af russiske krigs fanger døde i lukkede grusgrave ??
Minsk hvor over 200.000.af dens befolkning blev sultet ihjel.
Transporter af føde varer fra øst til vest.
Kan blive ved Erik-netop få af de opremsede temaer vises ikke i filmen.
Filmen vil blive set af mange-Dokumentar filmen af få -ren kynisme måske,ved det ikke-men havde ventet mere i 2013 helt ærligt-selv Defa film fra 40-erne er bedre.
Filmen titel kan blot skrives på you tube og 3 adsnit popper op-se den kære med kommentarister og lad os diskutere denne film-ønsker lidt feed back om det er mig som er helt skæv i synet og bedømmelsen af denne film.
M.v.h. Per Torbensen.
@Bill
"Wollt Ihr den totalen Krieg?"
Det er måske en petitesse, men det var nu ikke Hitler, men Goebbels der holdt den tale.
Endda ret sent i krigen, vist i '43, hvor mange ellers burde have kunnet se skriften på væggen, men alligevel fortsatte ufortrødent.
Så "læreprocessen" var bestemt ikke overstået i '39!
(hvilket selvfølgelig ikke gør den mindre væsentlig at studere)
Krig er jo altid en rodet affære, men hvordan man optræder som menneske er vel et personligt valg.
Halvdelen af hovedgaden her i min landsby, er egentlig opført som et italiensk feltlazaret under 2. verdenskrig, da Grækenland jo indledningsvis blev besat af italienske tropper, efter forbitret modstand.
Som jeg kan forstå på de gamle her i byen, var italienerne ok - de drak vin, brugte vores vandreservoir som svimming-pool og mon ikke nogle af dem også havde et godt øje til de lokale piger?
Selv om det var knappe tider, delte de italienske soldater resterne af deres mad med børnene i landsbyen, men dette forhold ændrede sig brat, da tyske tropper besatte Kreta.
Det fortælles, at når de var færdige med at spise, hældte de resten af maden ud på jorden, og trampede rundt med deres støvler i resterne.
De beslaglagde alle former for fødevarer, og kretenserne holdt sig i live på Xorta (kogte urter fra bjergene) og mel lavet af johannesbrød - og da besættelsen ophørte var et par hundredetusinder af mennesker på Kreta døde, dræbt eller sultet ihjel.
En enkelt af landsbyboerne blev, fordi han var blond, mistænkt for at være engelsk spion, hvorfor han gentagne gange blev hentet ind af tyskerne og mishandlet så han endte som invalid.
En kretensisk modstandsmand reddede i øvrigt livet på en italiensk soldat under krigen, ved at skjule ham for tyskerne, som jo rask væk henrettede italienske soldater efter Italiens sammenbrud, og tyskernes fremfærd her på Kreta og mange steder i det øvrige Grækenland, er én lang række af krigsforbrydelser.
Per,
det er ikke alle de uhyrligheder, du remser op, der nævnes i dokumentarfilmen. Dog nævnes det, at to millioner russiske krigsfanger døde ved, at de blev sultet ihjel.
Der bliver også nævnt nogle andre tal om desertører, direkte medvirkende i drab (altså "uden for" kirgen) osv.
Dokumentarfilmen påstår ikke at have det alt sammen med. Det er jo netop en dokumentarfilm, der skal underbygge serien. Og nogle af seriens personer er jo netop omskrivninger af virkeligheden. Det ser jeg intet odiøst i. Det er trods alt fiktion, også selv om den tager udgangspunkt i fakta.
Anden Verdenskrig - med andre briller.
Der er standardhistorien om krigen, den officielle holdning - den, som vi alle er blevet tudet ørerne fulde om - det gode mod det onde. Den offcielle version er fremherskende, ikke fordi den er rigtig, men fordi historie altid skrives af sejrherrerne. En anden version kunne dreje sig om at få et indblik i og forstå, hvordan almindelige mennesker i lande som Tyskland, Japan og USA i virkeligheden var sammensat; hvad de ønskede for sig i livet og hvad de stræbte efter, hvad de troede var rigtigt og forkert, og hvem, der var imod dem og hvorfor.
Den alternative udlægning gør det muligt virkeligt at forstå krigen, og dette er nøjagtigt, hvad den officielle version dækker over med stereotyper og løgne.
Den officielle version om krigen baserer sig grundlæggende på at benægte en enkel og magtfuld kendsgerning: at inden for hvert land, det være sig Tyskland, Japan, USSR eller USA, var deres respektive samfund under og før krigen opdelt i forskellige klasser med modstridende værdier og ønsker. I den officielle version hører vi kun om nationer - "amerikanere" eller "japanere", eller "tyskere" osv., som om de var en grå masse af mennesker, for hvem regeringerne førte krigen. Indtil Pearl Harbor d.7.12.1941 var 94% af alle amerikanere mod krig. Det var den almindelige opfattelse blandt amerikanere, men ikke hos den korporative elite og hos regeringen, at krigsgale idioter i Europa kunne føre alle de krige, de havde lyst til, men det blev uden dem.
Kendsgerningen er, uafhængigt af landet, at almindelige mennesker hadede at blive hundset med og udnyttet; de brød sig ikke om, når et fåtal, en elite, fik særlige privilegier; de ønskede, at fordelingen af goder skulle være mere ligelig og demokratisk. Og i hvert land var der en eliteklasse, som behandlede mennesker som kvæg og udnyttede dem; de nød særlige privilegier, styrede regeringen, ønskede en yderst ulige og udemokratisk verden, og da de følte, at deres greb om magten var ved at glide dem af hænde, skubbede de bevidst deres folk ind i en krig som et middel til at kontrollere dem.
Intens krigstidspropaganda om Japan som en nation med "et hundrede mio. hjerter, der bankede som et" og tyskere alle sammen fanatiske pronazi militarister spredte rædsel blandt almindelige amerikanere. I dette propagandaspil om "hjerter og sind" var det nærmest umuligt at udtrykke tanker om, af angst for ikke at virke patriotisk nok, at almindelige mennesker i "fjende" lande måske ikke var grundlæggende anderledes fra de fleste amerikanere mht. basale værdier og forhåbninger. Krigsindustrien og regeringen i de respektive lande gjorde alt for at promovere nationalisme; i alle lande bestræbte de sig på at få deres befolkninger til at være "patriotiske", og de definerede altid "loyalitet", som følelser over for deres egen regering og korporative elite og ikke over for mennesker som dem selv i andre lande. En tysk arbejder havde mere tilfælles med en amerikansk arbejder, end med en tysk industrifyrste.
Den tanke, at Holocaust kun kunne gennemføres, fordi de fleste almindelige tyskere ønskede at dræbe jøder støttes ikke af videnskabelig evidens. Det sidste frie valg i Tyskland, nov. 6, 1932, viste, hvor lille tilslutning antisemitisme havde i den tyske vælgerbefolkning. Det socialdemokratiske parti fordømte antisemitisme som reaktionært, ligesom kommunisterne også var modstandere af antisemitisme. Faktisk slog nazisterne kommunisterne og jøderne sammen i en bunke, som en del af den samme onde sammensværgelse.
Efter dette valg var nazipartiet i frit fald. Partiet var bogstaveligt talt bankerot og ude af stand til at betale sine funktionærer. Den tyske elite frygtede ikke kun arbejderklassens stemmer, men en generalstrejke, der kunne føre til borgerkrig. Nazistormtropper blev fysisk angrebet af arbejdere i industricentre og i små byer over hele Tyskland. Eliten installerede Hitler som kansler, fordi de frygtede, at arbejderklassens magt var blevet for stor, og de ønskede desperat at finde en politisk leder, som kunne lede overklassen i en skånselsløs krig mod arbejderklassen.
Det samme mønster kan til forveksling findes i USA og Japan.
Hver gang tyskere havde en mulighed for at stemme for eller imod Hitler, stemte et stort flertal imod ham. Det er ikke det billede, man får, når man eksempelvis læser Daniel Goldhagens "Hitlers Willing Executioners", hvor man skal forføres til at tro, at alle tyskere var fanatiske nazister.
Erling Jensen, cand.jur.
Hitlers vej til magten - den alternative version.
D 30.1.1933 blev Hitler udnævnt til kansler i Tyskland. Nazipartiet havde netop lidt et forsmædeligt nederlag ved det seneste nationale valg og var nærmest bankerot. Eliten i Tyskland, industrialister, bankejere, store godsejere og militæret havde presset Hindenburg til at installere ham, for at han kunne lede landet i deres kamp mod arbejderne. De var overbeviste om, at han ville gøre det, der var nødvendigt og ikke ville sky nogen midler for at knække arbejderpartiernes magt.
Hitler og hans medsammensvorne inden for eliten var enige om, at socialdemokrater, kommunister og jøder skulle fjernes fra ledende positioner i samfundet. Desuden lovede eliten at tage sig af nazipartiets gæld. 12 dage senere kunne Goebbels meddele, at det nazistiske fallitbo over natten havde fået genoprettet sin økonomiske styrke.
Mio. af tyskere var aktivt modstandere af Hitler. Det, som han havde lovet den tyske elite, var ikke popularitet, men at føre en skånselsløs kamp mod arbejderklassen. Inden for 2 måneder efter sin udnævnelse til kansler arresterede han 4.000 kommunister sammen med andre i socialdemokratiet og i andre liberale partier. De blev tortureret og tævet. D.2.5.1933 besatte nazisterne alle fagforeningers hovedkvarterer, konfiskerede deres værdier, opløste dem og sendte lederne til koncentrationslejre. I 1938 var titusinder af arbejderklasseledere i koncentrationslejre eller i fængsel og hundreder var blevet dræbt. Alt i alt gjorde nazisterne 3 mio. til politiske fanger.
Da den nazistiske regering eskalerede sine angreb på jøder ved at ødelægge deres ejendom, slå 90 ihjel og sende 30.000 i koncentrationslejre under Krystalnatten d.9-10.11.1938, uddelte arbejdere titusindvis af tryksager med protester mod Krystalnatten og mio. af andre anti-nazi tryksager. Røde flag blev hejst over fabrikker og plakater angreb regimet. I arbejderdistrikter malede ungdomsbander anti-nazistisk grafitti og tævede regelmæssigt medlemmer af Hitler Jugend. Selv med 3 mio. politiske fanger i lejre nægtede arbejdere stadig at indgå fredsaftaler med regimet. Industrialister kunne rapportere om tusinder af eksempler på nedsat arbejdstempo, arbejdsstandsninger og sabotager såvel som strejker og masseprotestmøder. Under krigen kunne Krupp rapportere til Gestapo om 5.000 eksempler på sådanne "forrædderier".
Som arbejdere i byerne var mange tyske landarbejdere modstandere af anti-semitisme, sommetider i en sådan grad, at de risikerede deres liv for at hjælpe jøder. Eksempelvis, mod slutningen af krigen, hvor SS-vagter marcherede udhungrede jødiske fanger til døde over det tyske landskab, og på trods af 12 års nazipropaganda, der erklærede jøder for at være undermennesker og fjender af den tyske nation og trods trusler fra de tyske vagter om at skyde enhver, der tilbød hjælp til de jødiske fanger, tilbød tyskere mad og vand til jøderne.
Den officielle version af "det gode mod det onde" er uendeligt meget lettere at finde end arbejderklassens modstand mod nazisterne og ikke antydningen af, at Holocaustæraens Tyskland befandt sig i en tilstand af ekstrem klassekamp - ja, nærmest en borgerkrig.
Erling Jensen, cand.jur.
erling jensen,
hvis din "alternative version" havde haft gang på jord, så var Hitlers Tyskland jo gået i stå som Zarens Rusland gjorde i 1917.
Det skete jo som bekendt absolut ikke!
Rent faktuelt var det jo sågar "von"erne og ikke arbejderklassens helte, som gik og var tættest på at bekæmpe Hitler i praksis, hvor meget det end måtte pine at erkende.
Hermann Göring gav dig forresten ret mht. befolkningers almindelige krigsmodstand, da han blev afhørt efter krigen. Og han forklarede da også, hvordan man kommer ud over det problem: "man siger bare til dem, at de bliver angrebet eller truet!"
(lyder bekendt, ikke?)
Hvis man ønsker en litterær beskrivelse, der ser tyskerne fra den onde side og ikke bare som ofre, kan Jonathan Littels fantastiske blockbusterroman The Kindly Ones fra 2009 anbefales. Den følger en SS-officer fra en Einsatzgruppe igennem Østeuropa og Sovjetunionen og er både detaljeret historiografi, stor litteratur og rystende læsning.
http://en.wikipedia.org/wiki/The_Kindly_Ones_%28Littell_novel%29
Hvis du mener "Les Bienveillantes", så er jeg helt enig. Det er en af de bøger på godt og ondt, der har gjort mest indtrykk på mig i flere år. Det helt uhyggelige i min optik, men den siger mere om mennesket og ikke kun tyskere i min begrebsverden.
De`lie de do!
Denne tekst kan vel ikke undgå at påvirke, for den er vel næsten beviset på, at vi mennesker består at både det gode og det onde, men at det afhænger af hvad der opprioriteres eller fremelskes, hvad der bliver det fremherskende, og at der ikke er nogen bestemt etikette på dette fænomen men, at det kan opstå som reaktion på enhver samfundsudvikling.
Det tankevækkende er, at en person som Munch til at begynde med var modstander af demokratiet, men at det var demokratisk valgte magthavere der fældede ham med den lovløse ideologiske dagsorden ideologien, i hånden.
Artiklen påviser på bedste vis at, at vi aldrig kan føle os sikre under dække af demokratiets skrøbelighed, eller af vores lovgivnings sikring af fundamentale borgerrettigheder.
En tekst som denne kan måske bane vejen for en form for tænkning der kan skabe en forståelse af de problematikker der skaber uoprettelige skel mellem mennesker og skabe forestillinger om at demokratiet i sig selv, sikrer retfærdighed, er en utopi.
At det i øvrigt aldrig er folk, underlagt massiv påvirkning der kan drages til ansvar, men kun vores samfundsmæssige magtstrukturer der kan drages til ansvar for forkerte eller uhensigtsmæssige årsager og virkninger.
Skal retfærdighed og demokrati gå op i en højere enhed, må der stilles højere krav til hvordan demokratiet kan bruges eller misbruges, det må som eksempelet viser, sikres at ingen frem for andre i et samfundsmæssigt fællesskab, kan påberåbe sig flere forudgående rettigheder end andre og at alle behandles ens, i forhold til loven, at alle har de samme muligheder for retssikkerhed, for sundhed, for uddannelse, for generelle udviklingsmuligheder i et hvilken som helst samfund, hvor som helst.
Myte 1: Årsagen til Anden Verdenskrig
I den officielle version var "tyskerne" og "japanerne" inspireret af fascistiske demagoger til at tro, at de var overlegne racer, og de satte sig af den grund for at erobre andre nationer. Som svar erklærede de allierede krig mod fascisterne for at redde verden fra tyranniske bøller. Denne holdning dækker for det faktum, at tyske og japanske fascister startede deres aggressive krige for at forebygge arbejderklasserevolutioner i deres egne lande.
Før krigen var eliterne i Tyskland og Japan så skræmt over muligheden for arbejderklasserevolutioner i deres respektive lande, at de mente, at det eneste, der kunne redde dem, var ekstreme anti-arbejderklassetiltag. Metoderne var voldsomme. I Japan opløste de fagforeningerne og arresterede dissidenter. I Tyskland anbragte de arbejderklasseledere og alle andre dissidenter, og senere, jøder, i koncentrationslejre. Denne undertrykkelse forudsatte et krigslignende miljø, og derfor kunne "nationalt forsvar" bruges som påskud.
For den japanske elite var truslen den hvide race; for Hitler var truslen Storbritannien, Frankrig, bolsjevikker og jøder. Krig spillede med andre ord en meget funktionel rolle for disse eliter i deres bestræbelser for at kunne kontrollere deres egne oprørske arbejderklasser.
Den officielle version dækker også for grunden til, at lederne af de allierede nationer gik ind i krigen. At redde verden fra tyranni havde intet at gøre med det. Amerikanske, britiske og sovjetiske ledere betragtede ikke tyske eller japanske militaristers brutalitet mod arbejdende mennesker som en vigtig faktor i spørgsmålet om, hvorvidt de skulle alliere sig med disse fascistiske nationer eller ej. Stalin, for eksempel, forsøgte d.18.4.1939 at alliere sig med Frankrig og Storbritannien mod Tyskland for blot at underskrive en ikke-angrebspagt med Hitler 4 måneder senere d.23.8.
Inden for USA og Storbritannien var der stor uenighed blandt eliten om, hvorvidt de skulle alliere sig med USSR mod Tyskland og Japan eller at alliere sig med Tyskland og Japan mod Sovjetunionen. Mange inden for britisk adelstand var åbent anti-semitiske og pro-nazi, inkl. hertugen af Westminster, den rigeste mand i imperiet Universiteterne i Oxford og Cambridge havde bestemte kvoter for jøders mulighed for optagelse. Neville Chamberlain, den britiske premierminister, var tilbøjelig til at betragte Nazityskland som en positiv magt, hvis det angreb Sovjetunionen og Østeuropa og lod Vesteuropa i fred, og han arbejdede ihærdigt på at opmuntre Hitler til at gøre netop dette.
Tidligere, i 1934, mente han, at Storbritannien skulle alliere sig med de japanske militarister, som netop havde invaderet det nordlige Kina, fordi de ville true Sovjetunionen. Churchill. på den anden side, mente det var nødvendigt at alliere sig med Sovjetunionen mod Hitler, fordi han troede, at Hitler ville angribe vesten. I USA var beundrere af Hitler folk som Joseph Kennedy Sr, og Henry Ford, som ejede Ford Motor Company og DuPonts, som kontrollerede General Motors; de troede ikke på, at han var en trussel mod USA. Andre, som Roosevelt var uenige og mente, at USA skulle bekæmpe Tyskland og Japan.
Trods uenighed om at alliere sig med fascister eller kommunister nærede tilhængere af det ene eller andet synspunkt, i de amerikanske og britiske regeringer og blandt eliten, delte de en fælles og altoverskyggende frygt - frygten for arbejderklasserevolution i deres egne lande især, men også overalt i verden. De fandt det naturligt at alliere sig med Stalin, fordi han frygtede arbejderklasserevolution i sit eget land lige så meget som de vestlige ledere frygtede det i deres. I førkrigsårene var arbejdere i de allierede nationer en revolutionær trussel mod deres såkaldt demokratiske, herskende eliter.
Roosevelt førte USA ind i krigen, fordi han vidste, at der ikke var nogen anden måde, til at kontrollere den amerikanske arbejderklasse på. Den var i depressionsårene, med voldsom nød og enorm arbejdsløshed ved at udvikle stadigt mere og mere revolutionære tendenser. De samme tendenser gjorde sig gældende overalt i verden. Som for fascistiske ledere var funktionen af krig for amerikanske ledere ikke at forsvare sig mod en trussel fra fremmede nationer, men at tjene behovet for social kontrol. Kun i krigstid kan kapitalistiske ledere håbe på at samle rebelske arbejdere bag deres korporative ledere og regering. Roosevelt brugte løgne og manipulation til at få USA ind i krigen, fordi han havde et helt andet motiv, som han ikke vovede at afsløre - social kontrol og ikke nationalt forsvar.
Erling Jensen, cand.jur.
Amerikanske bidrag til Hitlers krigsmaskine.
Det følgende er uddrag fra en US Senatskomité i 1974.
"General Motors, Ford og Chryslers aktiviteter før og under Anden Verdenskrig er lærerige. På det tidspunkt dominerede disse firmaer motorkøretøjsproduktion i både USA og Tyskland. Som en følge af dets masseproduktionskapacitet, er motorkøretøjsproduktion en af de mest afgørende industrier mht. nationalt forsvar".
"Kort sagt var disse private regeringer uden ansvar over for borgerne i noget land, men besad alligevel overvældende indflydelse på forløbet af både krig og fred i verden. Det væsentlige bidrag fra disse firmaer til den amerikanske krigsindsats mht. kampvogne, flykomponenter og anden militært udstyr er vidt og bredt anerkendt. Mindre velkendt er de samtidige bidrag fra deres oversøiske filialer til aksemagterne. I korthed maksimerede de deres profit ved at forsyne begge sider med det materiel, der var nødvendigt for at kunne føre en krig".
"Som en følge af deres koncentrerede økonomiske magt over motorkøretøjsproduktion i både allierede og i akseterritorier, blev THE BIG THREE uundgåeligt dominerende faktorer i forberedelserne til og udbredelse af krigen. I Tyskland, for eksempel, blev GM og Ford en integreret del af den nazistiske krigsmaskine. GMs fabrikker i Tyskland byggede tusindvis af motorer til bombe- og jetfly til Luftwaffe på samme tid som dets amerikanske fabrikker byggede flymotorer til det amerikanske luftvåben".
"Udbruddet af krigen i september 1939 resulterede uundgåeligt i den fulde omstilling af GM og Ford i deres aksefabrikker til produktion af militære fly og lastbiler... GM og Ford fabrikker byggede 90% af den bevæbnede "mule" 3-tons lastbil og mere end 70% af rigets middelstore - og tunge lastbiler. Disse køretøjer, if. amerikanske efterretningsrapporter, tjente som rygrad for den tyske hærs transportsystem".
"Grundet deres multinationale dominans over motorkøretøjsproduktion blev GM og Ford de vigtigste leverandører til fascismens styrker som til demokratiets ditto".
"Havde nazisterne vundet krigen, ville GM og Ford have fremstået som ulasteligt nazistiske; eftersom Hitler vandt, var disse firmaer i stand til at genopstå som ulasteligt amerikanske".
Med kun ovenstående artikel som reference er det mit gæt, at den tyske tv-serie ikke kommer i nærheden af disse problemstillinger. Det er beklageligt, at tyskere kun får serveret en human interest historie om et så væsentligt emne. Vi er til overflod blevet præsenteret for kriges gru og de rædselsvækkende indvirkninger, de har for almindelige mennesker. Heri er der intet nyt. Med 13 mio. tyske soldater siger det sig selv, at eksempelvis lastbiler eller fly er af en altafgørende betydning for at føre krig. Man har næsten ikke fantasi til at forestille sig, hvor mange jøder og mio. af andre nødlidende mennesker, der har mødt en forfærdelig skæbne, fordi amerikanske firmaer, koldt og kynisk, i et sådant omfang var i ledtog med Hitler og hans krigsmaskine. Krigen kostede angiveligt 55 mio. mennesker livet. Resultatet var uden tvivl blevet et andet uden dette samarbejde og mio. af menneskers liv ville have set helt anderledes ud.
Det er i sandhed en myte, at krigen stod mellem "det gode og det onde", men at fremsætte en sådan tanke vil hos mange mennesker formodentlig tangere landsskadelig virksomhed.
Erling Jensen, cand.jur.
Sider