Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Tyskernes krig

Tv-serien ’Unsere Mütter, unsere Väter’ (’Vores mødre, vores fædre’) sætter dristigt fokus på den almindelige tyskers rolle i Hitlers krig. Serien har rejst en heftig debat om historiesyn og den enkeltes ansvar for det dunkleste kapitel i Tysklands historie
Foto fra filmen: ZDF/David Slama

Foto fra filmen: ZDF/David Slama

Kultur
3. april 2013

Kan man være et naivt, men i bund og grund godt og sympatisk menneske og samtidig have taget del i de grusomheder, som det nazistiske regime begik? Den storstilede tv-dramaserie Unsere Mütter, unsere Väter (Vores mødre, vores fædre), som den tyske tv-kanal ZDF over tre afsnit af hver knap to timer har vist op til påske, har gjort det dristige forsøg og givet nazitiden og tyskernes brutale krig på Østfronten endog meget menneskelige ansigter.

Tyskerne, primært i det gamle Vesttyskland, har bearbejdet deres nazistiske fortid kritisk, lagt den åbent frem i undervisning og reflekteret aktivt over den i kunst, film, bøger og teater. Men det er ingen hemmelighed, at i mange familier er visse perspektiver og vinkler, såsom helt almindelige tyskeres medansvar for tragedien, forblevet traumatiske og tabubelagte.

Det drejer sig altså ikke om overbeviste nazister og højtråbende bødler for Hitlers styre, men netop om de tavse medløbere, som blev voksne under Hitlers regime og efterfølgende var med til at forme efterkrigstidens Tyskland.

Den beskidte krig

Otte millioner tyske tv-seere har fulgt med, og de har ikke bare set en fremragende filmserie, men har også været vidne til en ny og meget direkte måde at skildre krigsårene på, som hidtil ikke har været mulig, fordi nazitidens samlede ugerninger ikke efterlod plads til at skildre den enkelte tysker med al dennes skrøbelighed og med dennes indre konflikter og dilemmaer.

Tv-serien viser nemlig det enkelte menneskes individualitet og modsætningsfyldthed og ikke som repræsentant for et styre eller en bestemt ideologi; det er noget nyt, når det gælder fremstillingen af den del af den tyske historie. Eller som Kia Vahland, kunstredaktør på Süddeutsche Zeitung, har formuleret det, så viser filmen tyskernes trang til at lægge selvhadet bag sig og i stedet fokusere på selvrefleksionen.

Unsere Mütter, unsere Väter er historieskrivning i øjenhøjde med individet; filmen viser krigens brutalitet uden nogen form for forskønnelse. Det er krigen, ikke som kulisse, men beskidt og dødelig, og i nærbilleder, der gør det muligt for seeren at tage del i dødspanikken i skyttegravene og være ved siden af den læge eller sygeplejerske, der stikker hånden ned i et åbent sår.

Sjældent har man været så tæt på: Soldatens frygt, mens han venter på næste slag, støvler, der træder i en russisk sump fuld af fluer og blod fra henrettede jøder, til hoved- og nakkeskud på klos hold og gennem alle tre afsnit de ubarmhjertige skrig på lazarettet, som frontradioen, selvom den stilles på højeste volumen, ikke formår at overdøve.

Vennerne

Tv-serien fortæller de individuelle historier om fem unge venner fra det samme kvarter i Berlin. Året er 1941, sommeren efter sejren over Frankrig og midt i euforien og troen på den tyske krigslykke. De fem mødes på deres stamværtshus en sidste gang, inden krigen adskiller dem. Aftalen er at mødes dér igen til jul, når krigen forventes at være afsluttet.

To af dem, brødrene Wilhelm og Friedhelm, skal dagen efter til Østfronten, mens Charlotte har meldt sig til tjeneste dér som sygeplejerske. Tilbage i Berlin forsøger Greta at få gang i en karriere som sangerinde, mens Viktor, en jødisk skræddersøn, skal forsøge at komme ud af Tyskland inden deportationen.

De er alle naive, upolitiske, ret patriotiske, men ikke egentlig nazister, i hvert fald ikke mere end det, som opvæksten og socialiseringen i det nationalsocialistiske Tyskland har gjort dem til. Fælles for dem er, som det også siges flere gange i filmen, at »ingen forbliver, hvad man er«, og at krigen får det værste frem i folk.

Wilhelm, der er premierløjtnant, knækkes af krigen og deserterer til sidst, mens Friedhelm, som er litterat og skønånd, forråes og ender som kyniske soldat – for at overleve, men også fordi han har det i sig.

Sygeplejersken Charlotte angiver en jødisk kvinde på lazarettet, men rammes af tvivl og ændrer hele sit liv som følge heraf, mens Greta, der vil være sanger, prostituerer sig selv i forhold til et højtstående partimedlem, men ender med at få dødsstraf for forræderi mod regimet. Viktor undslipper mirakuløst deportation til kz-lejr og ender blandt polske partisaner, der imidlertid viser sig at være mindst lige så antisemitiske som tyskerne.

De fem er repræsentanter for helt almindelige tyskere. De har hovedet fuldt af fremtidsdrømme, vil egentlig bare leve livet, indtil krigen ødelægger alt. Fælles er, at de hverken er entydigt gode eller onde, men styres af tvivl og indre ambivalenser. Og filmens hensigt er at vise den ambivalens hos den enkelte.

Til en vis grad ligner filmens fem unge ligefrem unge i dag, i al deres naivitet, trang til selvfremstilling, forfængelighed og upolitiske tænkning; så meget, at man med de rette forudsætninger sagtens kunne forestille sig en gentagelse. Serien har også haft mange unge seere. Samtalen på tværs af generationerne om falske kompromiser, små bekvemmeligheder, livsløgne og forpassede chancer – alt det, der alt i alt førte til katastrofen – kan begynde på ny.

Strid om film

Man kan i Tyskland ikke finde et ideologisk mere belastet emne end fremstillingen af nazitiden. Den har skabt en hel industri og forskellige skoler af historiesyn. Den vigtigste intellektuelle diskussion i nyere tid er den såkaldte historikerstrid, der handlede om, hvordan man forstår og fremstiller tiden fra 1933-45, hvordan man definerer skyld og medansvar for katastrofen, og hvorvidt det er at relativere nazismens forbrydelser, hvis man sammenligner nazitiden med andre perioder af tysk historie eller med fascisme i andre lande.

Og den nye tv-serie rammer lige ned i hjertet af den diskussion. For tidligere generationer var det nødvendigt at vise foragt for og skabe afstand til de aktive under Hitler for overhovedet at finde en egen identitet; her handlede det mere om befrielse fra nutiden end om en præcis opklaring af og oplysning om den familiære fortid. Men nu spørges der åbent til, hvordan det overhovedet var muligt, hvem det var, der skabte indre fjender og gik i krig for Tyskland, og hvad var de styret af, og hvad der drev dem?

Serien er en del af en tendens til at komme tættere på krigens hovedpersoner. I den forstand er Unsere Mütter, unsere Väter beslægtet med filmen Der Untergang, hvor Hitler fremstilles som en skrøbelig person i indre konflikt med sig selv. Unsere Mütter, unsere Väter er noget helt andet, men har alligevel den samme vilje til at fremstille historien fra en menneskelig vinkel.

Serien har været heftigt diskuteret, siden den blev vist. Jörg Lau, redaktør på ugeavisen Die Zeit, udtrykker respekt for, at tv-serien på ingen måde forskønner, men viser krigens brutalitet og regimets menneskeforagt, ligesom der ikke mangler noget med hensyn til jødeforfølgelse, hverdagsracister og antisemitter. Men alligevel mangler tv-serien ifølge ham noget helt grundlæggende.

»Filmen begynder i 1941, hvor den tyske krigslykke og førerbegejstring var på sit højeste. Men den viser intet af det. De fem venner er alle mærkværdigt distanceret fra den brede befolkning. Den ene er litterat, den anden en pligtopfyldende, prøjsisk-korrekt officer, begge kvinder naivt godmodige. Intet at indvende imod det – men det er ikke ’vores fædre, vores mødre’, men snarere idealbilleder heraf, da de fem unge til sidst alle faktisk ender som modstandere af regimet og ofre for omstændighederne.«

Faldet ud af tiden

Jörg Lau mener også, at tv-serien overser, at den brede befolkning elskede føreren, at regimet på mange måder varetog deres interesser, og at det stemte overens med deres egne mål. Og at den ser bort fra, »at de af kærlighed og idealisme og overbevisning var nationalsocialister og ikke kun af pres og ’forførelse’. At de hadede Tysklands fjender ud fra de samme ædle følelser; at de var indforstået med den almindelige folkelige livsanskuelse, hvor der ikke var nogen plads til jøder, handicappede og skadelige elementer.«

Og sådan en nationalsocialist har denne film ifølge Jörg Lau ikke plads til: »Vi identificerer os stadig med ofrene og bilder os ind, at vi er ofre for regimet. Nazisterne er og forbliver de andre. Uforståelige som aliens.«

Også Ulrich Herbert, historiker i Freiburg og forfatter til en bog om Werner Best, er i TAZ inde på noget lignende, når han siger, at de fem hovedpersoner så at sige er »faldet ud af tiden«. Og han tilføjer, at »de fem hovedpersoner vender sig alle i en vis forstand mod styret. De rammes alle af en form for dårlig samvittighed. Sådan vil tyskerne gerne se sig selv. Hvorimod de rigtige nazister her er de sædvanlige karaktermasker. Gestapomanden en liderlig magtmand, naziofficeren en ond dranker og SD-manden indbegrebet af den blodtørstige satan.«

Men, siger Herbert, SD-officerer var i reglen godt uddannede og kultiverede personer, der var overbeviste om, at krigen var rigtig, og at det var rigtigt at forfølge jøder og dræbe dem. Og så længe »man ikke forstår, at disse personer ikke er sadistiske, naive eller forrykte, men del af folkelige livsholdninger, så har man ikke forstået, hvad der skete.«

Epilog

Man forstår forbehold og indvendinger i forhold til filmens sigte. Lykkes det at give et sandt billede af, hvad der skabte nazismens ondskab og gøre historien forståelig gennem fem almindelige menneskers perspektiv?

Styrken i filmen ligger i at insistere på det individuelle perspektiv og på at gå linen ud. I den forstand er filmens stærkeste karakter Friedhelm. Han forstår på forhånd, hvad der vil komme, og ved, hvad der ligger som kim i ham selv og frygter derfor krigen, men alligevel er han ikke i stand til at undgå det.

Han repræsenterer både det mest uhyggelige klarsyn i forhold til de menneskelige grusomheder, samtidig med at han selv ender som den mest kyniske. Han mister sig selv og opsøger derfor også selv til sidst døden. Han er både den mest fascinerende og skræmmende person, og alene hans historie som udgangspunkt for at forstå den menneskelige ondskab berettiger filmen.

DR overvejer at købe rettighederne til at bringe serien

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

erling jensen

Tyrkfejl!

I ovenstående kommentar: Amerikanske bidrag til Hitlers krigsmaskine, var der faldet et ord ud: eftersom Hitler IKKE vandt,...Det burde umiddelbart fremgå af sammenhængen.

Erling Jensen, cand.jur

Erling J.

Meget enig i din ’klassekamps’-fortolkning af de (trans-)’nationale’ kapitalistiske overklassers brug af nationalchauvinismen til at kontrollere deres underklasser på menneskehedens smertefulde vej mod en planet-omfattende, biosfærisk velintegreret samfundsform.

I dag: ’Konkurrencestats’-ideologien.

Et enkelt punkt. Du skriver kl. 8:13:
”Stalin, for eksempel, forsøgte d.18.4.1939 at alliere sig med Frankrig og Storbritannien mod Tyskland for blot at underskrive en ikke-angrebspagt med Hitler 4 måneder senere d.23.8.”

Sandt nok, men også vigtigt at gøre opmærksom på, at ’Vesten’ også samtidigt førte forhandlinger med ’Hitler-Tyskland’ bag ryggen på’ Moskva’ forud for den af dig nævnte ikke-angrebspagt.

Alle gik bag ryggen af hinanden, for at få de andre til at slås indbyrdes.

Med venlig hilsen

Holger Madsen, Niels-Holger Nielsen, Per Torbensen, erling jensen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Erling Jensen

Der er yderligere den lille tilføjelse til de amerikanske forretningsinteresser i Tyskland, at GM efter krigen anlagde sag mod den amerikanske stat og forlangte krigsskadeerstatning for de af deres fabrikker i Tyskland der var bombet af amerikanske fly. Behøver jeg at sige, at GM fik erstatning...

Holger Madsen, Martin Madsen, Niels-Holger Nielsen, Per Torbensen, erling jensen, Nic Pedersen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Anden Verdenskrig for retten
http://www.information.dk/34981

Og en søgning på Google giver følgende:

ITT Corporation, which had acquired a 25% stake in the company prior to the war, won $27 million in compensation in the 1960s [from the US government] for the damage that was inflicted on its share of the Focke-Wulf plant by WWII Allied bombing.

...og der er helt sikkert mere derude.

Niels-Holger Nielsen, Henrik Darlie, erling jensen og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar

Ja, man må sige at den amerikanske bilindustri havde dækket sig i alle tilfælde.
Selv Stalins nye bilindustri havde de fingre i.
De klassiske Gaz-biler f.eks var faktisk Ford-modeller lavet på fabrikker bygget af Ford i Nizhny Novgorod på licens.

Henrik Darlie

"den almindelige tyskers rolle": statist

erling jensen

Nic Pedersen

Du har en kommentar til mit indlæg, 4.4 kl.20:23, som jeg er lidt i vildrede med. Det skyldes nok min manglende evne til at læse indenad.
Jeg har i en yderligere kommentar: Amerikanske bidrag til Hitlers krigsmaskine, behandlet nogle aspekter, som jeg finder væsentlige at inddrage, hvis man ønsker at forstå en ikke ubetydelig baggrund for, at Hitler kunne føre en så omfattende krig, som tilfældet. Det virker banalt at fremhæve det, men eksempelvis lastbiler, har en kolossal betydning for en krigsførende nation. Du ville aldrig kunne købe en pose kartofler eller en pakke havregryn i Netto uden de nødvendige transportfaciliteter.

Mht. amerikansk samarbejde kunne jeg også have nævnt IBM, som med deres hulkortmaskiner, forløberen for computeren, gjorde det muligt for Hitler at indkredse jøder og andre uønskede elementer i den tyske befolkning. IBM indledte i 1933 et strategisk samarbejde med Hitler, hvilket fortsatte et godt stykke ind i krigen. Først efter at Tysklands 600.000 jøder var blevet identificeret, kunne de blive mål for beslaglæggelse af deres ejendom, for ghettoisering, deportering og endelig udryddelse. At undersøge generationer af kommunale, kirke-og regeringsarkiver over hele Tyskland - og senere gennem hele Europa, var en så kolossal opgave, at det krævede en computer. Det havde man ikke i 1933.

Imidlertid fandtes en anden opfindelse: IBMs hulkortmaskiner - computerens forgænger. Flere end 2.000 sådanne maskiner blev placeret over hele Tyskland og tusinder flere i tyskbesatte Europa. Disse maskiner gjorde opgaven med at fange jøder helt anderledes effektiv, en opgave som med IBM som leverandør blev løst med bragende succes. Mellem 5 og 6 mio. jøder omkom under Holocaust.

For at kunne føre en krig eller levere varer til din lokale Netto, kræves der brændstof. I 1941 var den største brændstofleverandør i verden Standard Oil of New Jersey, ejet af Rockefellerfamilien, og det største kemiske produktionsforetagende i verden var det tyske firma I.G.Farben. Disse to mastodonter indgik i et intimt samarbejde, som ikke blev påvirket af noget så "inferiørt" som en verdenskrig. Det tyske og japanske luftvåben behøvede eksempelvis et benzinadditiv, som kun Standard Oil, Du Pont og GM havde rettighederne til. Standard Oil sikrede sig, at aksemagterne blev forsynet med dette vitale stof. I 1939 indgik Standard Oil og Farben en aftale, kendt som Hague Memorandum, der specificerede, at de ville lave forretninger sammen, "uden hensyn til om USA kom ind i krigen".

I maj 1941 holdt Göring, som vidste, at Tyskland var ved at blive desperat efter at få olie, holdt et møde med den fascistiske, rumænske general Ion Antonescu, for at sikre sig, at denne stadig ville tillade Tyskland at bruge olie fra Rumænien, hvis USA gik i krig mod Tyskland, Disse olieområder var ejet af Standard Oil, som gav Tyskland tilladelse til brug af denne olie, om så USA kom ind i krigen eller ej.

D.27.1.1942, efter Pearl Harbor og amerikansk krigsdeltagelse var en realitet, blev ledelsen for Standard Oil konfronteret med anklager fra det amerikanske justitsministerium, the secretary of the Army og the secretary of the Navy, for, "deres fortsatte samarbejde med Hitler vedr. gummi- og patentarrangementer, og for at have handlet mod den amerikanske regerings interesser". Meget alvorlige anklager. Som svar på dette svarede Standard Oil, at de også forsynede den amerikanske hær, flåde og luftvåben, og de lod forstå, at hvis de ikke kunne fortsætte deres forretninger ville de se sig nødsaget til ophøre med at drive forretninger med den amerikanske regering. Sagen blev droppet.

Kun fantasien sætter grænser for, hvordan Hitler ville have været i stand til at gennemføre sin krig uden det fornødne brændstof eller hundredtusinder af lastbiler, eller motorer til sine bombefly.
Personligt vil jeg da stadig gerne se den meget omtalte tyske tv-serie, men jeg forventer ikke, at den kommer i nærheden af en analyse af Hitlers mulighed for at føre krig uden det samarbejde, han havde med amerikanske industrimastodonter.

Erling Jensen, cand.jur.

Holger Madsen, Martin Madsen, Niels-Holger Nielsen, Nic Pedersen, randi christiansen, Christel Gruner-Olesen, Per Torbensen og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar

Erling Jensen

Oliver Stone har udgivet en god serie i 10 afsnit "The Untold History of The United States" hvor han netop bl.a. gennemgår amerikanske firmaers forhold til Det Tredje Rige.
Pengeoverførsler blev naturligvis foretaget gennem en Schweizisk bank - og blev styret af Prescott Bush.
Den gode Ford - ham med bilerne - var jo kendt som glødende anti-semit, og var naturligvis på besøg hos Føreren.
Der var et hav af banker, advokatfirmaer og internationale virksomheder involveret, bl.a. The Coca-Cola Company, der, fordi tyskerne ikke brød sig om Coca-Cola, opfandt "Fanta" til levering på det tyske marked.

Per Torbensen

Datidens informations niveau kontra idag er vel også 2-forskellige sider af samme sag og så alligevel gnaver det lidt i mine knogler-damals mangelfuldt idag overvældende men nøje selekteret og druknende i havets bølger af informationer.

Begivenhederne 1940-45 set med datidens briller og ikke med 2013 briller og viden vil helt sikkert give mindst 2 forskellige opfattelser og konklusioner,at viden opsamlet efter begivenhederne er vigtige for forståelsen yes-men i øjeblikket i sitationen gælder nok andre termer.

randi christiansen

Erling Jensen - tak for dine interessante indlæg, hvis indhold giver associationer til nuværende kriges uklare kontekster og deres interessenters uigennemskuelige aktiviteter

Mht 'krigen mellem det gode og det onde' kan situationen beskrives sådan - hvad derimod tiltagende må betvivles, er forestillingerne om hvem, der er hvad

Holger Madsen, Niels Mosbak og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne kommentar

Erling Jensen,

jeg skal gerne prøve at forklare mig bedre. Hvad bringer dig i vildrede?

En anden ting: Det er altsammen korrekt, hvad du skriver, men jeg mener at du forveksler handelsforbindelser med samarbejde og sympatier på politisk plan.
Ja, gu handlede amerikanere og andre med nazityskland. De handlede også med USSR.
Det gør bare ikke nogen til aktive støtter af hverken nazisme eller kommunisme.
Henry Ford var f.eks ikke just nogen fremtrædende kommunist.
Det samme gælder nok ledelsen i f.eks den britiske våbenkoncern Vickers, som også handlede lystigt med Stalin.
Den politiske styring af handelsforhold er noget, som først rigtig kommer i praksis langt henne i den kolde krig. F.eks solgte englænderne gladeligt tegninger m.m. til de jetmotorer, som drev de sovjetiskbyggede Mig-15 jagere i Koreakrigen.
Det lyder mærkeligt i tilbageblik, men sandt er det.

Lenin havde jo nok fat i noget, da han sagde at kapitalister vil sælge selv det reb de selv skal hænges i til hvem som helst, hvis prisen er god nok.

randi christiansen

Selvfølgelig er man da kollaboratør og dermed landsforræder hvis man efter egen fri vilje vælger at handle med fjenden

"fjenden" skal jo lige være udnævnt først, Randi! ;-)

"Vi" handlede f.eks også en del med adskillige lande i nyere tid før vi bombede dem!

erling jensen

Randi Christiansen

Tak for dine pæne ord. Din observation om "de gode og onde" er en meget klog betragtning. Jeg har det på samme måde.
Venlig hilsen
Erling Jensen

randi christiansen

Nic - naturligvis, men når amerikanske og engelske virksomheder handler med Tyskland og Japan er der da ingen tvivl om forræderiet

randi,
tyskerne og japanerne var nok bare ikke sportslige nok til at lade fabrikkerne stå tomme og ubrugte under krigen, men jeg tvivler sgu på, at de har betalt fuld pris til moderselskabet for, hvad der kom ud af dem og sendt en ubåd over med pengene.

erling jensen

Nic Pedersen

Jeg er grundlæggende ikke uenig med dig mht. handelsforbindelser og direkte sympati. Jeg har dog en lille tilføjelse. Henry Ford var erklæret anti-semit og en stor beundrer af Hitler og nazismen. JFKs far, Joseph Kennedy, var også en stor beundrer af Hitler. Når det er sagt, siger det en masse om den kynisme, der ligger bag deres handlinger.
Erling Jensen

Kaspar Olsen, Per Torbensen og Nic Pedersen anbefalede denne kommentar
Niels-Holger Nielsen

randi christiansen

Landsforrædere, ja. Deres status forhindrer dem jo som regel i at blive klasseforrædere;-)

Nic Pedersen

Anti-semitten Henry Ford var Hitlers Pet-American, der var på besøg i Berghof, Hitlers sommerresidens i Berchtesgaden.
Og nej, selv ikke tyskerne var så primitive at de sendte ubåde med penge afsted fra Tyskland til USA, det foregik helt civiliseret via en Schweizisk Bank, der faktisk var oprettet specielt til at servicere den økonomiske kontakt mellem USA og Hitler-Tyskland.
Her har du nogle navne der er værd at betragte i den sammenhæng:
"Brown Brothers Harriman (Advokatfirma). The Chairman of this power group, Averell Harriman, was the mentor of George Bush's father, Senator Prescott Bush. Brown Brothers Harriman, headed by Averell Harriman, the Sullivan and Cromwell law firm, headed by John Foster Dulles and the Union Bank, headed by George Herbert Walker and Prescott Bush, came to represent the entire business interests of the Nazi cartels in the United States before and during World War II. It may therefore seem astounding to the average reader that after the war, John Foster Dulles could go on to become the next Secretary of State and Averell Harriman could go on to become the next U.S. Ambassador to the USSR. An understanding of this anomaly will, provide a key to how the world is run.

Niels Mosbak

at tyskerne og amerikanerne handlede sammen og at Ford var på besøg hos Hitler er ganske velkendt.
Men at det skulle have fortsat efter Hitlers krigserklæring skal der mere på bordet end et par navne til før jeg køber. Selvom der var mange lyssky ting omkring bl.a Dulles.

Per Torbensen

Vdr.om amerikanerne handlede med tyskerne under krigen??

Tyskerne solgte deres opfindelse af gyroskopet til amerikanerne i 1943,kan ikke huske hvad de fik i modydelse.

Gyroskopet er et instrument som i en bombemaskine præciserer og forøger målets præcision,egentlig tåbeligt det kostede dem dyrt senere i krigen.

Mener også der var nogle andre handler.

Per Torbensen

Nej, det gjorde de ikke. Gyroskopet var både opfundet, kendt og brugt allerede før 1. Verdenskrig.
Men tror godt jeg ved, hvad der spøger i erindringen.
Der var ganske rigtigt nogle skumle rygter (og en Hollywood-film, jeg ikke husker hvad hed)) omkring tyskernes kendskab til amerikanernes avancerede Norden-bombesigte, som blev taget i brug på ca. det tidspunkt.
Men der var der tale om en tysk spion, som allerede havde snuset under udviklingen helt tilbage før krigens start.

Der er jo mange røverhistorier osv. omkring krigen. Nogle er sande, andre aldeles tvivlsomme, men som regel underholdende.

Thomas Borghus

Jeg ville sådan ønske at hold 16, med de unge blåøjede danskere, som med stor skuffelse måtte indse at de ikke kom i krig i Afghanistan, som lovet - er den danske frihedskæmper anno 2013. Men sandheden er nok nærmere at de unge danskere der vælger at reagere på Assads blodsudgydelser og tager afsted for at bekæmpe ham, fortjener titlen som 'frihedskæmper' mere. Jeg skammer mig over vores hykleri.

randi christiansen

Nå, der er tydeligvis delte meninger om de merkantile forbindelser under ww2 , som det er yderst interessant at få afklaret

erling jensen

Business as usual

Nic Pedersen

I en kommentar til Niels Mosbak anfører du, at der skal mere på bordet, for at bevise handelssamarbejde mellem Tyskland og USA efter tysk krigserklæring d.11.12.1941. Jeg har i en kommentar beskrevet, hvordan det amerikanske justitsministerium og ministrene for hær og flåde troppede op på Standard Oils kontorer i 1942 med anklager om omgåelse af "Trading with the Enemy Act", og at deres forretninger med Hitler var imod den amerikanske regerings interesser. Alle anklager blev droppet.

Amerikanske oliefirmaer lavede mange hemmelige, yderst profitable forretningsaftaler med Nazityskland. Uhyre mængder af olie blev således leveret til Nazityskland via neutrale lande som Spanien, hvilket var kendt i det Hvide Hus. Den amerikanske andel af Tysklands import af vitalt vigtige olieprodukter blev hurtigt forøget, fra 44% i juli 1941 til ikke mindre end 94% i september 1941.

De tyske kampvogne ville aldrig have forceret hele vejen til Moskvas forstæder uden livsvigtigt brændstof forsynet af amerikanske oliegiganter; som en ufravigelig kendsgerning, om man kan lide det eller ej, eller er tilhænger af en illusion om en ren krig, ville hverken det tyske angreb på Sovjetunionen eller for den sags skyld, en hvilket som helst af de andre større tyske militære operationer i 1940 og 1941 have været mulige. Dette faktum ville have betydet, at Anden Verdenskrig havde fået et helt andet forløb og 8 mio. tyskere ville ikke i sidste uge have siddet klinet til deres fladskærme for at se Unsere Mütter, Unsere Väter, som er baggrunden for alle disse kommentarer, og gjort sig alle mulige tanker om skyld og ikke-skyld.
Takket være krigen i Europa og Hitlers forberedelser til krig var USA ved komme sig efter den store depressions mareridt i trediverne.

Der er intet så profitabelt som at forsyne lande med krigsmateriel til en lille rask krig. Vi så det med Saddam Hussein i firserne, hvor han begik de værste overgreb med drab hundredtusinder af sine egne borgere og alligevel var en skattet og yderst værdsat samhandelspartner for både USA og adskillige andre lande.

Den førnævnte lov om at forbud mod at handle med Hitler, indført 6 dage efter Pearl Harbor, blev ikke efterlevet. Eksempelvis fik ITT tilladelse til fortsætte dets relationer med aksemagterne indtil 1945. Der blev ikke gjort noget forsøg på at forhindre Ford fra at bibeholde sine samarbejdsinteresser med tyskerne i det besatte Frankrig, ligesom Chase Manhattan Bank og the Morgan Bank heller ikke fik forbud mod holde deres filialer åbne i Paris. Chase lavede forretninger for den nazistiske overkommando lige indtil krigens slutning.

Effektive indgreb fra den amerikanske regerings side ville, som jeg beskrev det i en tidligere kommentar, have lagt store hindringer i vejen for den amerikanske krigsindsats, fordi den helt og aldeles var i lommerne på amerikanske industrimastodonter. Af denne grund var regeringen magtesløs.

Man merkt die Absicht und wird verstimmt.

Mht. Standard Oil skulle Nic Pedersen gøre sig den ulejlighed at læse på lektien. Amerikansk olie flød i en lind strøm til nazisterne gennem hele krigen. Efter en kort 3 måneders suspension af olieleverancer til Hitler og Nazityskland, blev de genoptaget; 48.000 tons amerikansk olie og 1.000 tons wolfram blev påny hver måned sendt til nazisterne. Vi kan vel blive enige om at det lyder som en hulens masse, og at man ikke skal være atomfysiker for at kunne forstå, hvad Hitler ville have stillet op uden, og hvordan krigen ville have forløbet.

Erling Jensen, cand.jur.

Kaspar Olsen, Bill Atkins, Christel Gruner-Olesen, randi christiansen og Mads Kjærgård anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Erling Jensen - Det er jo helt vildt, det du fortæller og omskriver totalt historien om ww2.

At denne handelspraksis stadig drives underbygger, hvad der under seneste krise er blevet tydeligt : verdensøkonomien styres af en lille elite med global uro, kaos, krig og menneskelig lidelse til følge.

Den store miljø-og socioøkonomiske omstilling er nødvendig og forudsætter bl a, at de finansielle usurpatorer fratages deres illegitime magt. Desværre er det stadig et mindretal, der forstår, hvordan fællesskabet daglig frarøves sin ejendom, fordi offentligheden udsættes for massiv fordrejning af fakta og undertryklelse af bl a informationer - undertrykkerne giver ikke frivilligt slip på magten og den falske fortælling er stærk

Holger Madsen, Kaspar Olsen, Niels-Holger Nielsen og erling jensen anbefalede denne kommentar

Erling Jensen,

måske skulle du gøre dig den ulejlighed selv at konstatere ved oplæsning på lektien, at Tyskland og USA ikke var i krig før december 1941 og at USA og bl.a Spanien slet ikke var i krig (der er forresten wolfram/tungsten i Spanien, hvilket Franco da gerne solgte, ja)!?
Bagklogskabens lys kan være noget blændende, når man går ud i kontrafaktisk historie, som jo ER en interessant øvelse.

Bortset fra det, så har den aldeles frivillige kollaboration i bl.a Danmark lige fra Statsministeriet og direktionslokalerne til bønder og arbejdere under selve krigen nok lidt mere relevans, før "vi" begynder at råbe efter andre. Men f.eks svenskernes og franskmændenes adfærd kunne også godt trænge til et gennemsyn.

Saddam Hussein og Irak er forresten en udmærket parallel.
Tilbage i firserne blev min egen fætter (og Monberg & Thorsen,tror jeg det var) under Iran-Irak-krigen faktisk bombet ud af det iranske flyvevåben, da de var ved at lave nogle hangarer og landingsbaner til Saddam, som netop ikke var blevet udnævnt til skurk på det tidspunkt.

Nu vi er ved lektielæsning, så blev Standard Oil iøvrigt tvangsopløst i 1911, så selskabet har med sikkerhed ikke solgt olie til nazisterne under 2. Verdenskrig.

randi christiansen

Nic - aha

Erling - venter spændt på din respons til Nic's seneste

Det skal så tilføjes, at Standard Oil blev delt i nogle og 30 mindre selskaber, som jo godt kan have lavet obskure handler. Jeg blev bare lidt "pissed off" med de lektier der, men vi skal jo have lov at diskutere. ;-)

Nic Pedersen

Jeg kan fortælle dig navnet på banken i Schweiz, der blev anvendt til transaktioner mellem tyskerne og USA: Bank for International Settlements, Basel, Schweiz. (BIS)

Hvis du vil vide mere, skal du have fat i Oliver Stones - The untold history of the United States, kap. 9 ca. 8 minutter inde i filmen - den kan formentlig findes på You-Tube.

Niels Mosbak

Jo tak, jeg vil prøve at finde filmen. Stone laver jo om ikke andet så gerne gode film.

Jeg støder også hele tiden på navnet 'Standard Oil' når jeg læser om det bagvedliggende samarbede amerikanske multinationale og tyske ditto og faktisk arbejdede flere tyske virksomheder videre i USA hele krigen igennem - men tilbage til 'Standard oil':

"Of the 34 "Baby Standards", 11 were given rights to the Standard Oil name, based on the state they were in. Conoco and Atlantic elected to use their respective names instead of the Standard name, and their rights would be claimed by other companies. By the 1980s, most companies were using their individual brand names instead of the Standard name..." (Wiki)

Per Torbensen

Erling Jensen.

Det med olie forsyningerne er en lidt speget affære.

Hitlers felttog mod Moskva var ikke 100 procent motoriseret forståes,der var 3 front angreb eller afsnit,1-nord fronten Leningrad-2 midter fronten Moskva-syd fronten Stalingrad og Baku.

I angrebet deltog der alene mod Moskva som drivkraft 600.000.heste.

Som du sikkert også godt ved rykkede Hitlers hær mod Moskva ikke hurtigere frem en Napolions hær i 1812-mener faktisk de var en lille smule hurtigere og de nåede ind i Moskva ,besatte byen og brændte den ned.

Den eneste gang tyskerne i åbne angreb manglede brændstof og tabte -løb tør fra brændstof var i slaget ved Bulge-Ardenner offensiven i vinteren 1944,de efter lod deres tanks-kaput for første gang under krigen.

Tyskerne havde opbygget olie reserver for 1941 felttoget-via sovjettiske forsyninger og vestlige forsyninger.

Frontafsnit 3 syd fronten skulle sikre olie forsyningerne fremover,Baku olie felterne ved Sortehavet blev som bekendt en kort fornøjelse.

Mener de klarede sig med olie felterne i Plotz ,indtil amerikanerne bombede dem i 1944 om sommeren.

Det største problem var vel egentlig gummi som Buna-verke Auschwitz 3 via syntetiske produktioner prøvede at udfylde.

Sådan rent fysisk hvor kom standart oil som selskab med deres forsyninger rent faktisk ind i billedet? og hvor blev olien landet?

Har du nogle faktuelle oplysninger her Erling min gode ven.

Når vi taler om tiden før ca. 1944 har mange bare en anakronistisk opfattelse af verden (amerikanere og Hollywood ikke mindst).
Før da var USA IKKE en central styrende supermagt. Det var bare en perifær stormagt (mest på flådesiden) på den anden side af oceanet med en stor industri og potentiale.
Det er ret vigtigt at forstå, hvis man vil forstå datiden og dens aktører og deres ageren.

Per Torbensen

Erling.
Kan det være Cadiz i Spanien du tænker på,forsyninger til den tyske Atlanterhavs flåde af u-både?

erling jensen

"Kan etiopieren ændre sin hudfarve og leoparden sine pletter, kan du også gøre godt, som er vant til at gøre ondt".
Jeremiah 13:23

Op på hesten igen.

Et par kommentarer til Nic Pedersen

Den menneskelige hjerne er et forbløffende organ. Den er indrettet til at hjælpe os med at understøtte vores tro og adfærd. Alle mennesker søger efter at få fornuft ud af selvmodsigenden idéer og leve liv, der i det mindste i deres egne sind, er konsekvente og meningsfulde. Under denne proces lukkes de fornuftsbetonede områder i hjernen ned. Den holder op med at behandle informationer, der ikke er i overensstemmelse med forudfattede opfattelser. Man retfærdiggør sine holdninger og fastholder stædigt sin position trods beviser på det modsatte. Hvis ny information er konsonant eller i overensstemmelse med vores tro og holdninger, finder vi den velbegrundet og overbevisende: "Det var lige det, jeg sagde". Men hvis den er dissonant eller ikke i overensstemmelse med vores holdninger, betragter vi den som fordomsfuld og tåbelig: "Sikke et dumt argument".

Behovet for overensstemmelse er så kraftigt, at når mennesker tvinges til at se på beviser, der ikke bekræfter deres standpunkter, vil de finde måder til at kritisere, forvanske eller blankt afvise dem, så de kan opretholde eller endog forstærke deres hidtidige overbevisning. Denne mentale forvridning har fået betegnelsen "bekræftelsesfordom".

Neurologer har påvist, at denne fordom i vores tænkeevne er bygget ind i selve den måde, hjernen bearbejder informationer på - det gælder alle hjerner, også min, uafhængigt af ejerens politiske overbevisning. Hjernens fornuftsområder lukkede simpelthen ned, når deltagere i forsøg blev konfronteret med dissonant, uoverensstemmende information, og vågnede kraftigt til live igen, når konsonans, overensstemmende med vores holdninger, blev genoprettet.

Disse mekanismer i hjernen for at lukke af for informationer, der ville kunne forstyrre vores forudfattede opfattelser, forsyner os med et neurologisk grundlag for at konkludere, at når holdninger er fastlagt, er det vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at ændre dem.

Med det altdominerende billede, der er blevet tegnet af den såkaldt "gode krig", er det så godt som umuligt at ændre det store flertals holdninger. Den tyske tv-serie er i mine øjne et soleklart eksempel på dette. Når jeg i mine kommentarer anfører, at USAs samarbejde med Hitlertyskland var en altafgørende faktor for, at krigen i det hele taget fik det omfang, den fik, vil det være et dramatisk brud med det store flertals opfattelse.

Med denne krig som eksempel kan man tale om et mønster i amerikansk politik, som ikke er specielt smigrende, fra intimt samarbejde med de værste diktaturer i verden, til en illegal Irakkrig i 2003 med over 1 mio. døde til drab på angiveligt drab 10 mio. indianere inden for nationens grænser til drab på 500.000 philippinere i den spansk-amerikanske krig om overherredømmet over Phillippinerne fra 1898-1901 til Vietnamkrigen med 4 mio. dræbte. Listen er længere end min arm. Hitler så ikke USA som den mest oplagte fjende og har bl.a. angiveligt udtrykt sin beundring for udryddelsen af den oprindelige befolkning i Nordamerika som grundlag for hans egen Final Solution. Inden hans krigserklæring forsøgte USA på forskellig at provokere Hitler til at erklære USA krig. Hitler bed ikke på krogen. Det skete først efter Pearl Harbor d.7.12.1941, 4 dage senere.

Jeg skal gerne uddybe samarbejdet mellem amerikanske firmaer og tyske ditto og nazisterne, både før og under krigen, mere end jeg allerede har gjort. Det var så omfattende, at krigen havde fået et helt andet forløb, end det, vi nu søger at analysere. Jeg er i stand til at udtrykke mine holdninger og baggrunden for krigen, som jeg ser det - 55 mio. fik ikke den mulighed.

Erling Jensen, cand.jur.

Niels Mosbak, Holger Madsen, Kaspar Olsen, randi christiansen, Thomas Borghus og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Kenneth Jensen

Det er en utrolig spændende vinkel, denne blog har fået efter en lidt lam diskussion om "human interest stories" og den enkelte tyskers oplevelse af WWII (der er vist ikke noget nyt i tv-serien...) til Erling Jensens tankevækkende fortælling om handelsforbindelserne mellem Tyskland, USA og det øvrige Europa. Såkaldte historiske fakta kan vurderes på mange forskellige måder, men det er altid en god idé at forholde sig til de grundlæggende forudsætninger for hvad vi mener har foregået, og i den henseende er det indlysende at se nærmere på hvor penge, materiel og ressourcer kommer fra; "follow the money", som whistlebloweren sagde i Alle Præsidentens Mænd. Og det er netop det, som Erling Jensen har valgt at gøre i sine velrefererede indlæg. Stor tak til denne formidling og valget af netop denne vinkel ind i historieskrivningen. Jo det gør ondt på vores forestillinger om det gode og det onde, men virkeligheden er nok mere kynisk og pragmatisk - det handler om penge og magt - menneskeliv er underordnede i det spil, selvom værdien af menneskeliv ofte bliver brugt af de magtfulde som spydspids i argumenterne hvorfor vi skal gøre bestialske ting som f.ex. gå i krig. Og vi falder for det hver eneste gang. Dette gælder også aktuelle krige, som Danmark deltager i. Litteraturen omkring f.eks. Irak er i øjeblikket så konkret, at det med få museklik er muligt at få indsigt i, hvor meget firmaet Haliburton (bl.a. styret af tidligere forsvarsminister Dick Cheney) har indtjent på entreprisen - vistnok omkring 40 milliarder dollars indtil nu. War is good for business. Dertil kommer, at krigen benyttes som distraktion overfor de enorme indenrigspolitiske problemer, USA står ansigt til ansigt med. Selv i 2013 er begreber som patriotisme, frihed og det gode mod det onde brugbare i den politiske argumentation, men det handler om helt andre ting: penge og magt. Man kan finde tilsvarende eksempler i stort set alle lande, hvor USA har gjort sin indflydelse gældende, og man hører det dagligt i deres kvalmende retorik og det enorme opbud af pinlige og højtråbende Hollywoodfilm, der skal popularisere historien til dem, der ikke forstod det første gang.

Et stort problem i denne diskussion er imidlertid, at vi til stadighed er nødt til at starte ved ABC i vores historieopfattelser. Hvorfor er det ikke muligt een gang for alle at blive enige om de grundlæggende præmisser for disse internationale katastrofer? Det ville gøre diskussionen lidt lettere, istedet for at tale i øst og svare i vest, som diskussionen ovenfor kan bære præg af. Vi er alle sammen enige om de grundlæggende præmisser for menneskets anatomi - ét hoved, to arme, to ben osv. Hvorfor kan vi ikke blive enige om krigens og storpolitikkens præmisser?

Niels Mosbak, Holger Madsen, randi christiansen og erling jensen anbefalede denne kommentar
erling jensen

Standard Oil - eller "kontrafaktuel historieskrivning".

Nic Pedersen - en historielektie, der sjældent når forsiden.

I 1911 blev Standard Oil brudt op i 34 selskaber, hvoraf nogle hed "Standard Oil" og havde retten til det brand i visse stater. Standard Oil of New Jersey havde retten i den stat plus nogle andre stater. I 1941 havde det også erhvervet retten i flere andre stater, hvor det blev markedsført under navnet "Esso". Standard Oil of New Jersey var i 1941 verdens største oliefirma, som kontrollerede 84% af USAs oliemarked. Dets bank var Chase, og dets ejere var familien Rockefeller. Dets bank var Chase, dets ejere familien Rockefeller. Denne opløsning ændrede ikke en tøddel ved dets forretningsmetoder og den kolossale magt, det kunne udøve.

Efter Rockefeller var den næststørste aktieejer I.G.Farben, det gigantiske tyske kemifirma. Denne investering var del af et mønster af gensidige investeringer mellem USA og Tyskland under naziårene. Under depressionen blev Tyskland anset som et varmt område til at investere i.

I.G.Farben var på det tidspunkt verdens største firma for kemiske produkter. Fra dets laboratorier og fabrikker flød de strategiske råmaterialer, som Tysklands eget territorium ikke kunne levere, syntetisk olie, gummi, nitrater og fibre. Det producerede vacciner og medicin som aspirin såvel som giftgas og raketbrændstof. Dets forbindelse med nazistyrets politik kom stærkest til udtryk i Auschwitz, udryddelseslejren, hvor mio. blev slået ihjel i overensstemmelse med Hitlers Endlösung af det jødiske spørgsmål. Ved at trække på den uendelige forsyning af arbejdskraft fra dødslejren, byggede det I.G.Farben Auschwitz, et enormt industrikompleks, som havde til formål at producere syntetisk gummi og olie. Denne virksomhed brugte lige så meget el som hele Berlin og mere end 25.000 fanger døde under dets konstruktion.

Det var selskabet, der så entusiastisk blev omfavnet af Standard Oil som af andre gigantiske amerikanske korporationer som DuPont og General Motors. Det er et faktum, at det nazistiske luftvåben aldrig ville have kunnet lette, havde det ikke været for den utvetydige, afgørende hjælp fra Standard Oil. Hitlers fly behøvede tetraethyl bly i dets brændstof for at kunne flyve. På det tidspunkt havde kun Standard Oil, Du Pont og GM evnen til at producere dette vitale stof. I 1938 udvirkede Teagle, formand for Standard Oil of New Jersey bl.a. et salg på 500 tons af dette stof fra Ethyl, en britisk filial af Standard, til Herman Schmitz fra I.G.Farben og senere for 15mio.$ af samme stof. Resultatet blev, at Hitlers luftvåben blev i stand til at bombe London, den by, der stod bag leverancen. Ved også at forsyne Japan med tetraethyl gjorde Teagle det muligt for japanerne at deltage i Anden Verdenskrig.

Ironien stopper ikke her. Det britiske luftvåben måtte betale patentafgifter til Nazityskland gennem Ethyl-Standard for brændstoffet, der blev brugt til at flyve Görings bombefly, der angreb London. Betalingerne blev opbevaret i Tyskland af Farbens private banker for Standard til afslutningen af krigen.

Ovennævnte lignende aftaler mellem den japanske regering om levering af tetraethyl bly til Japan mellem Standard Oil of New Jersey og Standard Oil of California er også blevet afsløret, men ingen direkte skridt blev taget mod Standard Oil for dets samhandel med Amerikas fjender.

I april 1945 blev Chase National Bank stillet for en federal domstol med anklager om at have krænket Trading with the Enemy Act, ved at have vekslet tysk valuta om til amerikanske dollars. Fordi mange lande nægtede at acceptere tysk valuta under krigen, brugte nazisterne udenlandske banker som Chase til dette formål og omveksling til en valuta, der ville blive accepteret. På denne måde tillod det dem at købe yderst påkrævede materialer for at kunne forlænge krigen.
Jo dybere man graver, jo flere bånd finder man mellem amerikanske forretningsinteresser og Nazityskland, hvoraf mange forblev stærke til langt ind i krigen.

The Bank for International Settlements, BIS,
var en fælles frembringelse i 1930 af verdens centrale banker, inkl. the Federal Reserve Bank of New York. Dens tilblivelse var inspireret af Hjalmar Schacht, Hitlers økonomiminister og præsident for Rigsbanken. Han gjorde sig til fortaler for en institution, der ville bevare kanaler for kommunikation og hemmelig forståelse mellem verdens finansielle ledere selv under en international konflikt. Det var skrevet ind i bankens charter og understøttet af respektive regeringer, at den skulle være immun for overtagelse, lukning eller censur, uafhængigt af om dens medlemmer var i krig eller ej. Dens egentlige formål var at være en pengemaskine for amerikansk og britisk kapital til at flyde ind i Hitlers pengekiste og hjælpe ham med at bygge sin krigsmaskine.

BIS var ved krigens udbrud under Hitlers kontrol. Blandt dens direktionsmedlemmer var Thomas McKittrick, bankens præsident under krigen og under ham Herman Schmitz, chef for I.G.Farben. Desuden sad Hitlers chef for Rigsbanken, Walther Funk og Emil Puhl, Hitlers særligt udvalgte i direktionen.

Om disse skriblerier af dig eller andre bliver opfattet som kontrafaktuel historieskrivning kan kun lade mig kold. Jeg har forsøgt at beskrive et kapitel i et stykke nutidshistorie, hvis indvirkning har tråde helt op til vore dage. For mig er er det ikke forbudt at bruge sin fantasi til at forestille sig, hvad resultatet ville være blevet, hvis ... Jeg har ikke snakket om, hvad der ville være sket, hvis Hitler havde drukket kaffe eller te inden sit selvmord. De forhold, jeg har fremdraget, har en noget anden tyngde.

Jeg er af den opfattelse, at man som menneske kun kan holdes ansvarlig for de forudsigelige konsekvenser af ens handlinger. Som ansvarlig ledere i regeringer og blandt ledere inden for bankvæsen og industri, før og under Anden Verdenskrig, er det umuligt at have været uvidende om følgerne af den virksomhed, de bedrev.
Som med den aktuelle finanskrise, der havde sin oprindelse i USA, var cheferne for Lehman Brothers og andre kolossale finansforetagender udmærket klar over, hvilken kriminel virksomhed de stod i spidsen for. Desværre er ingen af dem blevet holdt ansvarlige for deres forbrydelser. Det skete heller ikke for Rockefeller et al.
Er der noget nyt under solen - ikke i min bog.

Erling Jensen, cand.jur.

Niels Mosbak, Holger Madsen, Kaspar Olsen, randi christiansen, Kenneth Jensen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Erling Jensen

Du har ganske ret i at der ikke noget under solen der.

Ja, der var handelsforbindelser mellem Tyskland og andre lande med krigsvigtige produkter. Der iblandt amerikanske. (tyskerne var dog forbandet dygtige til at finde på alternativer til knappe ressourcer, som du selv nævner!)
De tyske kampvogne, smedet af svensk jern kørte mod Moskva med sovjettisk benzin i tankene, deres tårne drejede på svenske kuglelejer, besætningerne smurte dansk smør på brødet ........osv, osv.
Og de tyske fabrikker i USA har givet spyttet produkter ud, som blev brugt imod Tyskland.
Det ER altså ikke århundredets nyhed. Men hvis nogen ikke har vidst det, er det da fint de bliver oplyst.
At forestille sig at det ikke skulle have været tilfældet er lige så kontrafaktuelt som diverse attentater på Hitler og andet "hvad nu hvis".
Og som før nævnt, så VAR USA altså bare ikke den centrale spiller, som det senere blev. Så det er lidet tjenligt for forståelsen at stirre sig blinde på dem.
Men det er da helt fint at gøre opmærksom på at deres selvtildelte glorie langfra er ren.
Det er dog heller ingen sensation.

På den tekniske side overdriver du forresten også meget kraftigt.
Tetraethyl bly er på ingen måde en uundværlig ingrediens i flybenzin. Det gør det blot muligt at hæve oktantallet og ydelsen fra motoren.
Det sovjetiske flyvevåben fløj f.eks udmærket uden, med motorer og fly der var bygget til det. Og leverancerne af højoktanbenzin med medfølgende bedre ydelse blev da også meget værdsat under krigen. Men uundværligt var det ikke.

erling jensen

¨"Åh, hvor vi gungrer", som musen sagde til elefanten, da de gik over broen.

Nic Pedersen
Du må kunne gøre det meget bedre. Dine betragtninger er meget overfladiske og ubetydelige. Kunne du ikke gøre mig den tjeneste at grave bare et spadestik dybere. Vi ved if. dig åbenbart det hele og i hvilken sammenhæng, det indgår. Når du nu gør dig ulejlighed med at indvie læserne i dine betragtninger over omfang af dette og hint, glemmer du at nævne, at tyskerne tømte danske bagerbutikker for franskbrød og wienerbrød og gik uden at betale. Og så kan man vist ikke finde et mere væsentligt bidrag til den tyske krigsmaskine.

GMs, Fords og Chryslers aktiviteter før og under Anden Verdenskrig er ganske lærerige. Jeg medgiver, at de naturligvis ikke kan måle sig med den tyske besættelsesmagts tyveri ved højlys af dansk wienerbrød, men alligevel. På det tidspunkt dominerede disse tre firmaer motorkøretøjsproduktion i både USA og Tyskland.

Selv om wienerbrød smager godt, og dansk ditto selvfølgelig er det bedste, er der nogen, der helt uretmæssigt påstår, at masseproduktion af disse køretøjer er en af de mest afgørende faktorer mht. at føre krig. De var private firmaer, der ikke stod til ansvar over for borgere i noget land, og alligevel besad de en kolossal indflydelse over forløbet af krig og fred i verden. Som tidligere anført er deres bidrag til aksemagterne altafgørende for krigen. Selv amerikanske senatskometéer er nået til denne konklusion, men de ved formentlig ikke bedre.

De maksimerede deres profit ved at supplere begge sider med materiel, der var nødvendigt for at føre en krig. Hitler kunne muligvis have invaderet Polen og Sovjetunionen uden så meget andet. De kunne ikke have gjort det uden GM og Ford, fordi deres produktion var en altafgørende og integreret del af de tyske krigsbestræbelser.

Erling Jensen, cand.jur., tidl. premierløjtnant i Forsvarets Efterretningstjeneste.

Niels Mosbak, Holger Madsen, Kaspar Olsen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Nic, det er muligvis ingen ny sensation for alle - men dog alligevel temmelig sensationelt - at navngivne amerikanske stadig aktive virksomheder via store stadig aktive amerikanske finanshuse har støttet wehrmacht og Hitlers krigsmaskine - og at amerikansk justitsministeriums forsøg på retsforfølgelse bliver forhindret.

Det er en vinkel på historien om ww2 der i officiel historieskrivning ikke lægges vægt på - ligeledes vinklen om Hitlers som elitens eksekutor i kampen mod folket, mod arbejderbevægelse og i denne strategi at inddrage jøderne som syndebukke (så man lettere kan stjæle deres værdier..?) og skabe splittelse i den almindelige befolkning. Del og hersk og snyd, vold og bedrag - som sædvanlig kan skylden placeres hos finansielle aktører, men disse er rigtig gode til at slette sporene, fortælle falske historier m.m.

Der foregår en magtkamp i kulissen, hvis aktører tvinger verdens befolkning ud i unødvendig lidelse. Det bliver tiltagende evident. Cheeneys firma tjener 40 milliarder på Irak. Finanskrisen destabiliserer verdensøkonomien, centraliserer den yderligere og forringer drastisk den enkelte borgers menneskerettigheder og manøvrerum.

Følg pengene og du finder ondets rod.

Niels Mosbak, Holger Madsen, Kaspar Olsen, Christel Gruner-Olesen, Niels-Holger Nielsen, Per Torbensen og erling jensen anbefalede denne kommentar

Erling Jensen,

du må have mig undskyldt, men der går ren Lars Hedegaard i dig her.
Han har bare islamister i kasketten, hvor du har amerikanske firmaer.
Begge dele findes selvfølgelig, men deres betydning kan overvurderes.

Mange ord med meget lidt reelt indhold, min gode jurist/løjtnant/spion.

randi,

"Der foregår en magtkamp i kulissen, hvis aktører tvinger verdens befolkning ud i unødvendig lidelse. Det bliver tiltagende evident."

Derom ingen tvivl eller uenighed herfra!

randi christiansen

Nic - premierløjtnant og cand.jur. virker nu ret velargumenteret og ditto underbygget

Sååh, hvor?
En masse ord, tal, datoer, påstande, navne og firmaer er hverken argumentation eller underbygning af nogetsomhelst, hvor flot og imponerende det end kan lyde.

Per Torbensen

Ejerskab-aktiemajoritet-fysisk ejerskab i en krigs situation hvor krigens "love" er gældende.

Dine analyser med IG-farben og diverse interesser etc.har undertegnet i tidligere debatter altid understøttet og gør det forsat-denne debat handler måske mere om petitesser .Alle dine kilder og efter forskning er alment kend i snævre kredse og for mig ,er der intet nyt under solen-undskyld vil ikke lyde arrogant.

Men nu forholder det sig bare,at Opel fabrikkerne (FORD ) fra krigens start i Tyskland ikke kan styres uden om Hitler og dennes magt.

Du kan sidde og hyle nok så meget op som ejer og aktionær i USA-produktionsmidlerne uanset ejerskab var i Tyskland under nazisternes åg og de brugte uanset diverse ejere deres rå magt,de producerede i fuld skala hvad disse fabrikker kunne formå og mere til.

Har Hitler forøvrigt nogen sinde repræsenteret forsvaret for den private ejendomsret
under krigen,hvis den stred mod dennes interesse næppe.

En anden vigtig pointe-Tyskland var fra midten af 30-erne og frem til 1945 fuldstændig førende inden for alle videnskabelige grene.

At USA s kapital interesser fedtspiller og helt sikker spiller deres kort efter snævre kapital interesser er der absolut ingen tvivl om-uenige er vi næppe.

Men glem ikke den fysiske placering under en krig af produktions midlerne-det er flue knepperi og vi er nok ikke så uenige som det kan se ud til.

Forøvrigt er debat miljøet her yderst forringet-ingen fortrydelses knap og ikke adgang til tidligere indlæg-en stor hæmsko-vi har jo diskutteret dette emne før.

Ja, det er hovedet på sømmet, Per Torbensen!
Den fysiske besiddelse og brug af midlerne er og bliver alfa og omega, især i krigstilstand.
Men det er jo ikke uset at fabriksgulvet og studiekammeret støder sammen.

randi christiansen

Spørgsmålet er jo ikke om 'fysiske placering', som man naturligvis ikke kan forvente, at modervirksomheden saboterer, men om i hvilket omfang økonomiske aktiviteter har understøttet den tyske krigsmaskine.

Niels Mosbak, Bill Atkins og erling jensen anbefalede denne kommentar

Sider