Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Udstilling går tættere på Kierkegaard

Det Kongelige Bibliotek åbner nu en stor udstilling med Søren Kierkegaards håndskrevne breve og bogmanuskripter. Den er delt op i 13 rum med tre meter høje døre, mens en fjortende dør slet ikke kan åbnes. Den samme lukkede dør findes i filosoffens forfatterskab
Det Kgl. Biblioteks store Kierkegaard-udstilling viser en række af filosoffens håndskrevne manuskripter, notater, breve og dagbøger m.m., der er erklæret UNESCO-kulturarv. Pigerne, der ’pudser’ skyer, er i Regine Olsen-rummet. Hun var hans udkårne i 13 måneder, men han brød forlovelsen.

Tine Sletting

Kultur
23. april 2013

H .C. Andersen havde fået det indtryk, at Søren Kierkegaard ville skrive positivt om ham i sin debutbog Af en endnu levendes papirer, men da den udkom, viste den sig at indeholde en sønderlemmende kritik.

»Jeg har taget dråber og gået rundt som i en døs,« skrev den fortvivlede eventyrdigter – som tog sig al kritik meget nær – efterfølgende i sin almanak.

»Ikke desto mindre har vi så et brev fra H.C. Andersen til Kierkegaard, hvori han takker overstrømmende, fordi denne har sendt ham sin bog Enten-Eller,« fortæller Bruno Svindborg, som er leder af håndskriftafdelingen på Det Kongelige Bibliotek.

»Hvad han endnu ikke vidste, var, at Kierkegaard havde sendt bogen til samtlige danske forfattere, hvor Andersen troede sig specielt udvalgt,« tilføjer han.

Jo, de ’hyggede’ sig, de nu verdenskendte danske forfattere, som af og til løb på hinanden i guldalderens København.

Søren Kierkegaard er i 200-året for sin fødsel blevet fejret fra Boston til Bremen, fra Brasilien til Cameroon, ja, mange andre steder verden over ved særarrangementer, og endnu flere venter forude. I dag åbner så en udstilling på Det Kongelig Bibliotek med titlen Den originale Kierkegaard.

Så lillebitte

Der var endnu livlig og hektisk håndværkeraktivitet, og der lød hammerslag, da Information i går fik et smugkig og en eksklusiv rundvisning af Bruno Svindborg og Christina Back, som sammen har tilrettelagt udstillingen, den største nogensinde i Den Sorte Diamant.

Ud over, at stedets store søjlesal er opdelt i 13 mindre rum, svarende til 13 forskellige temaer i Søren Kierkegaards liv og forfatterskab, er det slående, at dørene ind til rummene er tre meter høje! Hvorfor egentlig?

»Jo, for i forhold til dette store forfatterskab og hans omfattende, efterladte arkiv, føler man sig så lillebitte. Ikke mindst hvis jeg sammenligner, hvad han havde udrettet allerede som 32-årig, med mig selv i den alder,« forklarer Christina Back, kreative producer og arkitekt.

Bruno Svindborg indskyder, at Kierkegaard skrev mere end 30 værker i løbet af syv-otte år, groft sagt.

Christina Back fortsætter:

»Så har jeg desuden arbejdet med forskellige stilarter. Gamle fyldningsdøre med karme i en stærk neon-rød farve. Spændet går jo fra en mand for 200 år siden, som stadig har betydning i dag, og som vi forventer også har det i fremtiden.«

Store følelser

Vi begiver os ind i de forskellige rum, og selvfølgelig er et af dem tilegnet Regine Olsen, kvinden i hans liv, som han brød med 13 måneder efter forlovelsen, men som havde vedvarende betydning i hans forfatterskab. Her ses nogle af de breve, han skrev til hende, for han testamenterede alle sine ejendele til hende.

»De har gudskelov overlevet,« siger Bruno Svindborg.

»Han sendte dem til hende på Sct. Croix, hvortil hun var flyttet med den mand, hun i stedet giftede sig med. Desværre brændte hun senere de breve, hun selv havde skrevet til ham.«

»Her er der f.eks. en lille lap,« siger han videre og peger ind i montren.

»Bag på et billede, som han sendte hende, har hun meget rørende skrevet: ’Og er dig min Arm til saa stort Behag./ Til Trøst og Roe;/ Skiøn Havmand, saa skynd dig, saa kom kun, og tag/ Dem begge To!’

Christina Back:

»Ja, det er Regines stue, hvor vi har lavet høje paneler og lagt parketgulv, inspireret af det, Bruno har fortalt mig om den Hammerhøiske tristesse, der rådede. Og bag montrene er der et vindue med udsigt. Når man vil lave udstilling om Kierkegaard, behøver man ikke skrue ned for patossen. Det er store følelser, og man må gerne bruge den store pensel.«

Bruno Svindborg: »Overordnet betragtede han sig som en skurk, men ikke kun. Han syntes dog, at Regine ikke i tilstrækkelig grad forstod, hvorfor han ikke ville være hendes ægtemand.«

Øjeblikket

En god grund til at tænke indretningsarkitektur med er, at de fleste udstillingsgenstande er én- eller – for bøgernes vedkommende – todimensionale. De tredimensionale effekter som f.eks. Kierkegaards skrivepult kan ses på Københavns Bymuseum.

I et andet rum, hvor udstillingen begynder, er der udstillet dokumenter vedrørende Kierkegaards liv så som dåbs- og konfirmationsattester, et brev fra faderen og et papir, som fortæller, at han ikke var velegnet til militærtjeneste. Et tredje rum har med Kierkegaards studietid at gøre, et fjerde med de såkaldte journaler, Kierkegaards dagbøger.

»Heri skrev han først og fremmest til sig selv – blandt andet karakteristikker af de mennesker, der stod ham nær, faderen og broderen, men også bramfrit, hvad han mente om de gejstlige, som han senere toppedes med, og han lagde ikke fingre imellem.«

Et rum hedder Øjeblikket efter det tidsskrift, hvori han for alvor gik i krig med præsteskabet og statskirken, svarende til folkekirken i dag.

»Han hånede det og egentlig også alle de mennesker, der gik rundt og betragtede sig som kristne,« forklarer Bruno Svindborg.

»Selv betragtede han sig som religiøs, men de andre var det ikke ifølge hans radikale definition af, hvad det er at være kristen. En af artiklerne hed f.eks.: »Tag et brækmiddel!«

Kærlighedens væsen

Der er et rum med nogle af de pseudonyme skrifter, som han ikke skrev i eget navn, og som han selv sagde, han skrev med venstre hånd. Et andet med de opbyggelige taler, som han skrev under sit eget – med den højre.

»Men det ærgrede ham, at folk syntes mest interesserede i dem, han skrev med venstre hånd,« siger Bruno Svindbog.

»Det påstod han i al fald selv.«

Christina Back stiftede bekendtskab med Kierkegaard i gymnasiet, hvor han var obligatorisk læsning, og hendes nye tilgang i forbindelse med udstillingen har været at undersøge og være nysgerrig. Bruno Svindborg, som er litteraturvidenskabsmand, blev for årtier tilbage betaget af hans velformulerede sprog.

»Hvis det kun var sproget, kunne det være ligegyldigt,« erklærer han, »men der er nogle interessante analyser og erkendelser, hvor han fortæller om kærlighedens – og også jalousiens – væsen på en måde, som er uovertruffen i verdenslitteraturen.«

Pengene

Vi taler nu om det heldige i, at Søren Kierkegaard arvede en formue, som faderen, der oprindeligt var uldjyde, havde tjent på manufakturhandel. Det betød, at han selv kunne betale for at få udgivet sine mange bøger, der kom i en ufattelig hurtig strøm.

Christina Back:

»At han havde mange penge, gav ham en kæmpe frihed, så han kunne sprøjte bøger ud. Jeg tror, der nogle gange udkom flere bøger inden for samme måned. Ville de overhovedet have været der i dag, hvis han skulle have folk i sin samtid til at vurdere dem først?« Bruno Svindborg: »Ligeså vigtigt: Han behøvede ikke have noget arbejde, men kunne leve af faderens penge, som slap op samtidig med, at han døde. Der var ikke én krone tilbage. Men han levede godt og brugte mange penge.«

Hemmeligt rum

Vi er nået til det sidste rum, som folkeviddet på biblioteket allerede har døbt ’Blærerøvsrummet’, hvor en række af de talrige udgivelser om og af Kierkegaard står opmarcheret.

Men det er kun et udvalg, ligesom hele udstillingen kun rummer en brøkdel af alt det, der er i arkivet andetsteds i bygningen. Der er ikke ligesom i tilfældet Karen Blixen dukket mange nye, ukendte dokumenter op i tidens løb. Filosoffen havde jo selv samlet det hele, som han i første omgang skænkede til Regine Olsen.

På et spørgsmål, om håndskrifterne er blevet tydet af grafologer, svarer Bruno Svindborg bekræftende, men resultaterne har han ikke interesseret sig for. Man er vel videnskabsmand …

En allersidste ekstra dør er der også, det hemmelige rum, men den dør kan ikke åbnes.

Bruno Svindborg:

»Der findes en note, hvor Kierkegaard skriver, at gud ske lov har ingen fundet hans hemmelighed, som ellers ville forklare alt om hans utrolige produktivitet og forfatterskab. Så denne dør er symbol på, at der altid er noget i en personlighed, som ikke lader sig forklare.«

Udstillingen ’Den originale Kierkegaard’ kan ses på Det Kongelige Bibliotek i anledning af Søren Kierkegaards 200-års frem til 28. september

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Andersen

hypergrafi ?

Nick Mogensen

Peter And.

Der er noget mærkeligt over hele denne fremstilling af Kierkegaard. Jeg er ikke kender - har blot læst en lille smule, men er overordnet ikke stærkt begejstret af Kierkegaard. Jeg synes faktisk K. E. Løgstrup oftest er mere håndgribelig og struktureret. Kierkegaard har en tendens til at blive anti-dialogisk og perfid-videnskabelig, når han implicit referer til, at menneskets eneste frelse er dets henvendelse til Gud. Man mistænker ham for, at have skrevet svært, indviklet og anti-dialogisk som middel til at opnå et sløret blik hos læseren, der potentielt kunne godtgøre, at læseren vil falde for Kierkegaards tankekonstruktioner, idet de virker så abstrakte.

Jeg har det stærkt ambivalent med Kierkegaard.

Peter Andersen

Nick
Med den mængde Søren lagde frem, vil det være mærkeligt hvis ikke
man selv får delte meninger. Jeg har det med filosoffer, at de tit har nogle
brugbare one-liners, men deres livsforløb kan være mere interessant.
(specielt Wittgenstein)
Ordet er jo ofte en kunstig og ønskelig uvirkelighed, som både kan skade
og skabe. Helt afhængig af modtageren.

Peter Andersen

- og dermed har jeg med vilje ikke forholdt mig til gud.
Han er ikke en del af mig.

Heinrich R. Jørgensen

Nick Mogensen:
"Man mistænker ham for, at have skrevet svært, indviklet og anti-dialogisk som middel "

Kierkegaard legede ofte med sproget på underfundig vis, og nok var det ofte morsomt, men det var næppe nogensinde meningsforladt fjolleri. Der var pointer med det skrevne. Det han skrev, var ikke grebet ud af luften, men derimod funderet på stor viden om de emner der optog ham, og var resultatet af dybe og seriøse reflektioner.

Søren Kierkegaard fremhævede 'det religiøse' som idealet, over 'det æstetiske' og 'det etiske', samtidigt med at han var nådesløs i sin fordømmelse af datidens religionsvæsen. SAK skrev betragtninger hvori der indgik ordet 'gud' (dengang med stort begyndelsesbogstav, da det var et appellativ), men var nådesløs i sin fordømmelse af præsteskabet og den 'Gud' dette fremmanede.

Det kan synes selvmodsigende, og desuden som et udtryk for at SAK var middelsvært bimmelims. Sagen er dog, at SAK ikke alene havde indset hvori statspræsteskabs(u)væsenet løgne og bedrag bestod, men også forstod hvilket sigte dets løgne og bedrag tjente.

SAK var velbevandret i (klassisk) græsk og latin, og var stærkt optaget af bl.a. nytestamentelige tekster; han udarbejdede f.eks. en (privat) oversættelse af det kompendies tekster, fra græsk til latin. Kierkegaard havde mange og berettigede grunde til at være stærkt indigneret, og er det følgelig også. Årsagerne til indignationen skjules naturligvis ikke -- der henvises til årsagerne, men man skal være sporet ind på tematikkerne, for at kunne afkode de oftest subtile referencer.

Jeg anser Kierkegaard som både én af de to største og væsentligste rebeller i det danske åndsliv i 1800-tallet, og græmmer mig over at SAK stillede skoene alt for tidligt. Hans projekt blev knapt nok introduceret, og er stadig lige så påkrævet som dengang.