Læsetid: 3 min.

Virkelighed med kant

Hos den amerikansk-serbiske lyriker Charles Simic synes virkeligheden ofte at ligne uvirkelighed - både grum og mild
24. april 2013

Man kan komme i tanker om så meget, når man står ved stranden og smider sten i vandet og nyder synet og lyden, når overfladen brydes.

Peter Poulsen stod dér ved Østersøens bred, da en mindelse kom til ham om en sten, der »synker langsomt, uforstyrret, ned til flodens bund/ hvor fiskene banker på den/ og lytter«. Ordene stammede fra en antologi år tilbage over yngre amerikansk lyrik, som han fandt i en boghandel i New York af den nu 74-årige serbisk-amerikanske Charles Simic, som den erfarne lyriker og oversætter nu har gjort os den tjeneste at fordanske i et fyldigt udvalg, så fortroligt, som var det skabt på dette sprog.

Det sker i et sjældent set og hørt register, hvor ting som koste, gafler og andet husgeråd får eget liv, hvor stilladser skriger, bøger hvisker, og nattens stilhed skriver i sin dagbog, eller hvor »solen pegede på en ting eller to/ som var kommet uskadt gennem/ den lange nat, de enkleste ting«. Men ikke mindst om træer, som bl.a. står og venter på natten, og som i digtet »Aftentur« står bøjet over vejen, hvor de hver især er en stejl trappe, natten langsomt kommer ned ad. I et digt om den gamle verden er det, som om evigheden aflytter tiden mellem træerne. Sanseligt og oversanseligt i hørelse og syn afløser hinanden som fantasisprog i ejendommelige billeder. Det er en verden, hvor der til stadighed rokkes ved normale dimensioner, mildt, søvngængeragtigt eller brutalt som i tiden lige før daggry, den berømte ulvetime. I denne sammenhæng kaldes den ’Paradis’:

Tidspunktet da de smukke selvmord

Som ligger side om side i lighuset

Rejser sig og går ud i det spæde gry.

Galskab eller paradis, om man vil, hedder det til slut i dette mareridtdigt med klange af Baudelaire i et surrealistisk mix.

Digtene er hentet fra samlinger i det lange forfatterskab fra debuten i 1967 og op mod nutid og har derfor trods tydelig identitet noget forskellig karakter. Et antal motiver henter han fra sin barndom i Bukarest under den tyske besættelse og erfaringer fra amerikansk værnepligt med tjeneste i Frankrig. Altid med en særlig synsvinkel: hans leg under krigen med legetøjssoldater, der efterhånden gik i stykker efter flittig brug, nu og da med »en officersarm, som trak en sabel fri af en revne i min døve bedstemors køkkengulv«. Der er andre kontante erindringer om timen før spærretid i et besat land – en anden slags ulvetime om mørke og raserede butikker, hvor han leder efter sin sorte hund. En anden hund flyver som med vinger gennem luften efter et spark fra en soldaterkolonne. En meditation om berømte diktatorer fotograferet som børn skaber en anden tidsdimension.

Lutter skæve vinkler fra et lille hjørne af den store virkelighed. At »der findes ting i denne verden, man ikke kan gøre noget ved«, anskueliggøres ved, at der samtidig med denne bemærkning triller en blodappelsin ud over bordkanten og med et plask lander på gulvet. Alt balancerer på kanten af alt. I samme digt om blodappelsinen ser han sig selv som passager på et spøgelsesskib. På ganske kort plads kommer man langt omkring.

Genrebilleder

»Nedslagtningen af de uskyldige holder aldrig op. Det er det eneste vi kan regne med, elskede,« siger digtet »Søndagsaviser«. Og kærligheden er det diskrete omkvæd i de underfundige, sørgmuntre genrebilleder, der alle har kant, enten de med humorens blik er set fra træets indre af grene og blade, med drengeøjne fra gulvet eller bag avisens nyheder, fra søvnløshedens hotel, fra det tomme hus, mens regnen bliver ved med at banke på døren.

Virkeligheden synes hos denne for os hidtil godt skjulte digter ganske let at kunne ligne uvirkelighed, med et poetisk skær af grumhed eller mildhed, erindring eller nærvær, fjernhed eller fortrolighed, formet som magiske ritualer, som sten, der kastes i vandet og breder sig som ringe. Sære skrifttegn, stjernekort på de indvendige vægge, som det hedder i ovennævnte digt om sten, dem som ikke bare fiskene, men læseren banker på og lytter til.

 

Charles Simic: Mine kære træer. Oversat af Peter Poulsen. 94 s. 175 kr. Brøndum. Er udkommet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu