Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Bjarne Riis som kristusfigur

Michel Houellebecq, den mest læste nulevende franske forfatter, har under sædvanlig mediebevågenhed udgivet en mærkværdig, men lovprist lille digtsamling, hvor Bjarne Riis optræder i noget helt andet end gul førertrøje
I den verdens jammerdal som Houllebecq beskriver i sin seneste digtsamling dukker pludselig en falden dansk nationalhelt op.

Niels Meilvang

Kultur
17. maj 2013

At penge ikke nødvendigvis gør lykkelig, kan man tydeligt læse ud af 55-årige Michel Houellebecqs nye digtsamling Configuration du dernier rivage (Konfiguration af den sidste kyst).

Lige siden, den tidligere agronom i 1994 skrev sin depression og sig selv ind i på det franske litterære parnas med romanen Udvidelse af kampzonen, har han afsøgt krogene af kynisk melankoli i sine værker. I 1998 blev han verdenskendt med romanen Elementarpartikler, og i 2011 vandt han omsider Frankrigs største litterære pris ’Goncourt’ med Kortet og territoriet.

Alt dette har ført betydelig mammon med sig og mange havde Houellebecq mistænkt for, at det især var skattely, han søgte i en lang periode i Irland. Nu er han tilbage, både i Frankrig og med en ny digtsamling. Men lykkeligere er han ikke blevet af hverken succes eller penge.

I aften har jeg besluttet at sætte dosen på Halcion op til tre. Udvik-
lingen er uden tvivl uundgåelig
I en vis forstand er det ret irriterende
at konstatere, at jeg har bevaret ev-
nen til at håbe

lyder de sidste strofer i et tredelt digt med titlen ’Fravær af begrænset tid’. Eller måske snarere ’Fravær af sidste salgsdag’ – eller ’Fraværet af fast arbejdskontrakt’? For hvordan overhovedet oversætte poesi, med alle de betydninger, der gemmer sig i tilsyneladende banale udtryk?

Alene titlen Konfiguration af den sidste kyst har denne særlige Houllebecqske sound, som mange franske kritikere hadede i starten. Dengang var holdningen, at Houellebecq måske havde nogle interessante – dog temmelig banale – sociologiske pointer og da også formåede at opbygge en historie. Men at han skrev grimt, var franskmænd ikke i tvivl om. Som når man sætter det matematisk og mineralsk ladede ord ’konfiguration’ op mod ’den sidste kyst’. En kyst der, når man siger ’dernier rivage’ handler om døden, en sidste destination, måske mest som i ’Lyset stander stille, på livets kyst’. Her kan en dansker godt høre, at det nok snarere er dødens. Men vinden har vendt sig for Houellebecq. »En død digter skriver ikke. Deraf vigtigheden af at forblive i live«, skrev han i en af sine første tekstsamlinger, der nærmest udgjorde en materialistisk poetik. At forblive i live, som den hed, har så været en god idé for denne digter, der ofte har været på selvmordets rand. Da han turnerede rundt i Frankrig med rockversionen af Présence humaine – Menneskeligt nærvær - i 2000, kunne man mumle med på det lakoniske omkvæd

Jeg ligger et sted på randen
og kan tage mit liv eller tage til strand-
en

Nu hylder en samlet fransk kritikerstand så Konfiguration af den sidste kyst. Ikke fordi Houellebecq er begyndt at skrive spor ’smukkere’, end han altid har gjort.

En særlig houllebecqsk tone

Dagbladet le Mondes anmelder Florent Georgesco mediterer i stedet over en særlig houellebecqsk tone. »Der findes for eksempel et adjektiv ’houellebecqsk’, som snart må blive optaget i ordbogen, fordi alle i den grad bruger det som en præcis, indlysende betegnelse.« Georgesco undrer sig så, da det for eksempel ikke er sket for Flaubert. Han er aldrig for alvor blevet et populært adjektiv.

Georgesco er begejstret for den nye digtsamling. »Hos Houellebecq finder man altid en vilje til at tale om tingenes sandhed, ikke fordi han kan lide denne sandhed, men fordi ting er ting. Der er en gennemført realisme.« Det har man så bebrejdet Houllebecq, »som om mennesket burde være dømt til at være dette middelmådige væsen, dømt til evig tomhed.« Men den nye digtsamling viser så , ifølge Georgesco, Houellebecqs sande ansigt. Det »eksploderer på hver eneste side af Konfiguration af den sidste kyst: nostalgien, fortrydelsen, den indlysende katastrofe, ja, men også en langt dybere fornægtelse af denne selvfølgelighed. Det er en negation af negationen, som dermed næsten har et lykkeligt afsæt.« Og så eksploderer anmelderen nærmest også selv.

»Her søges sandheden ved at famle sig frem i formerne, hvor frie versefødder skifter med Ottaven og Alexandrinen en stor variation af toner fra det burleske til det elegiske, fra ironien til lyrikken. En enestående bevægelse, hvor der i de bedste af digtene opstår det, som gør hvert liv unikt i dets dybeste bevægelser. Det er poesi ved at være en uendelig moduleret stemme, der ofte bliver så rørende med sin vilje til at tale om livet med så stor præcision som muligt, uden nogensinde at holde op med at opfinde sig selv«. Som læser af anmeldelsen bliver man helt forpustet. Der sker noget næsten houellebecqsk med en selv. Det begynder at lyde som noget fra en af Houellebecqs romaner og står i skarp kontrast til en næsten pinagtig jordnærhed hos digteren selv, som her:

Vi lever min elskede
helt uden ironi
Måske køber vi os kanariefugle
Jeg elsker når du nøgen går hen og
tager telefonen

For der er så til gengæld et særligt houellebecqsk håb på færde i den lille digtsamling, den første siden debuten i starten af halvfemserne, dengang Houellebecq var punket og allerede kæderygende, alkoholiseret outsider i digtergruppen omkring forlaget P.O.L.

Det var digtningen, der fra starten stod Houllebecqs hjerte nærmest og nu åbenbart har nået et højdepunkt. I Libération går Edouard Launet nærmest amok. »Michel Houellebecqs nye digte favner hele spektret af fransk poesi. De rider på dem for at nå længere, hurtigere.« For Launet udgør Houellebecqs nye digte den franske digtnings apoteose.

Tematisk favner digtene bredt. Fra et digt hvor Houellebecq erklærer, at mænd blot vil have den suttet af og ellers kun interesserer sig for tekniske spørgsmål, til diametralt modsatte rørende oder til kærligheden i alle dens små detaljer – helt ned til den kanariefugl, man så køber sammen.

Og i den verdens jammerdal udelukkende lyst op af kærlighedens momenter – visse anmeldere kalder det ’mystik’ – optræder så pludselig en falden dansk nationalhelt.

Når jeg betragter denne dansker
kendt under navnet Bjarne Riis
tænker jeg slet ikke længere på mig selv
men på hans forpinte sammentrukne
ansigt.

Og så er det, den virkelige mening af Bjarne, som vi danskere måske ikke helt har fattet, træder frem:

som et menneskeligt væsens ansigt
der finder frelse i smerten

Sådan finder man houellebecqsk fred.

Alt dette rørte i mig
samvittighed, medlidenhed og håb

Bjarne Riis som kristusfigur.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her