Læsetid 4 min.

Drømmen om en AK47

’Krig er bedre end sex’ er blevet mantraet for den imponerende ærlige WAR-festival på Café Teatret. Kamplyst og våbenliderlighed knitrer som lynild i debatterne. Men der er langt mellem fuldtræfferforestillingerne
Cecilie Ullerup Schmidt løfter armen med millimeterpræcision, sigter og trykker på aftrækkeren i sin tankevækkende undersøgelse ’Schützen’ under WAR-festivalen på Café Teatret.

Dieter Hartvig

25. maj 2013

Krig er kommet for at blive,« lød en af kernesætningerne under CaféTeatrets WAR-festival. Folk nikkede. Undtagen altså lige mig, der stadig insisterer på en fremtid uden AK47’ere i skabene.

De talte ellers godt for sig, disse soldater og jurister og kunstnere, som Christian Lollike og Tanja Diers havde inviteret til krigsteaterfestival. Men lad det være sagt med det samme: Det er tydeligvis lige så hundesvært at lave fuldtræfferkunst om krig som om alt muligt andet. Med krigsteater går der endda ekstra meget etik i dramatikken.

Alligevel opleves WAR-festivalen som et yderst vellykket møde mellem tilskuere og krigseksperter. Dialogen blomstrer, og folk vil ikke hjem. Nu vil de have ren besked …

Krig som lyst

Deltagerne har talt meget ærligt om deres fascination af krigen. Særligt ud fra deres kropslige oplevelse af at være i krig – altså den fysiske lyst, der bobler i kroppen, når adrenalinen vinder over frygten. »Krig er bedre end sex,« lyder et amerikansk klichécitat, der allerede er blevet et mantra for denne festival. Ikke som en krigsforherligelse, men som en forklaring på, hvad der egentlig sker med soldater i kamp.

WAR-festivalen er planlagt som en blanding af performances, et symposium, paneldebatter og film. Men det var major Ulrik Skytte Thorsen fra Forsvaret, der kastede den første granat:

»Individer vil have fred, men grupperinger vil have krig.«

Aha. Så var debatten i gang. Men medierne vil åbenbart også have krig. DR-journalisten Jakob Thygesen var i hvert fald ikke i tvivl: »Krig sælger flere billetter end fred.«

Kunstneren Cecilie Ullerup Schmidt havde da også udsolgt til sin solo Schützen. Den er en undersøgelse af, hvad der skete med hendes krop, efter at hun begyndte at tage skydelektioner i Berlin. Hendes gymnastiske kropshumor har den helt perfekte præcision til at illudere skytte med faste skuldre, og hendes komponist Matthias Meppelink havde desuden udstrakt lyden fra en AK47, så dens skud varede fem minutter – og så tilskuerkroppen gik i krampe. Derfor var det ærgerligt, at forestillingen faldt fra hinanden dramaturgisk, så snart kvinden havde fjernet fingeren fra aftrækkeren.

Sverige som fredsland

Den svensk-fødte performer Ellen Nyman viste En Föreställning om svensk vapen export, hvor hun diskuterede Sveriges dobbeltrolle som fredsprisland og som en af verdens største våbeneksportører. Kampklarheden hos Nyman var helt i top, men som kunst betragtet blev forestillingen nærmere en protesthappening.

Fra Norge kom musikperformeren Amund Sjølie Sveen med ungdomsforestillingen Sound of Freedom om norsk våbenproduktion. Forestillingen skildrede effektfuldt menneskets sårbarhed over for lyd, men ganske elegant forvandlede den sig også til en demonstration af, hvordan lydtortur kan nedbryde fanger på uhyggelig kort tid.

Så dér sad vi Café Teatrets mørke kælder, mens groteske, amerikanske børnesange væltede ud af højttalerne på max-volumen, så ørerne ønskede sig langt væk, mens stroboskoplys fik øjenlågene til at panikke. Få minutter af denne behandling var nok til at få sveden til at bryde frem og hjertet til at hamre. Og alligevel blev det næsten endnu værre, da performeren bagefter spillede på projektilhylstre, blidt og smukt, som var de gong-gong’er fra et eksotisk land. Her løftede Amund Sjølie Sveens lecture sig og blev til kunst.

Krig som ekstremsport

Det var dog forfatteren Carsten Jensen, der kastede ordet ’lykke’ ind i festivalen. LYKKE! Ordet virkede som en vejsidebombe i debatten. For kan man føle lykke som soldat i krig?

Et muligt svar viste sig at ligge i Joshua Oppenheimers dokumentarfilm The Act of Killing om en paramilitær gruppe på Sumatra. Filmen har skabt stor international filmdebat. Men også under denne teaterfestival virker den som et rystende bevis på en professionel dræbers psykologiske afværgemekanismer: Morderen med den effektive wire føler sig lykkelig, når han bagefter danser mareridtene væk …

»Krig er forbudt,« havde menneskerettighedsjuristen Peter Vedel Kessing ellers beroligende sagt til os fredselskere. Men så havde han tilføjet: »Med to undtagelser …« Og så kom der også gang i dén diskussion.

»For 10 år siden vidste alle, at Genève-konventionerne gælder under krig – og Menneskerettighederne under fred,« forklarede Kessing, hvorefter han trak stribevis af eksempler frem, hvor danske soldater i Afghanistan har handlet uklart over for fanger på grund af upræcise ordrer fra politisk hold.

Dilemmaet om krigsfanger var også emnet for På kanten af den franske dramatiker Claudine Galea. Teksten er en følelsesrejse ind i det berygtede foto fra Abu Ghraib-fængslet af en kvindelig, britisk soldat, der holder en nøgen, mandlig fange i snor. »Jeg er den snor i virkeligheden,« læste skuespilleren Marie Dalsgaard med en stemme, der både var helt nøgtern og fuld af nysgerrig sanselighed. Men så blev teksten selvoptaget …

Nørder som helte

Teatermæssigt er det ærgerligt, at festivalen ikke også har præsenteret for eksempel Mute Comp.s våbenhandeldans F.U.B.A.R. og Von Badens Afghanistan-performance Let Opklaring.

Til gengæld har WAR-festivalen paradoksalt nok vist sig at være et eminent dialogsted for alle os, der ikke drømmer om at holde en AK47. (Ud fra min nye WAR-viden kan jeg desuden fortælle, at danske soldater faktisk ikke bruger AK47 mere; nu hedder skyderen en M10. Men teaterfolkene holder fast ved AK47’eren, ligesom guerillaerne ...)

Men hvad med våbnene i computerspilverdenen? Er de også fiktion og gamle drømme? Flere kendere fortalte, at computernørder vitterlig også er de bedste til at betjene de avancerede våben. Men som det lød ironisk fra en nørd:

»Hvis jeg kunne alle de ting i virkeligheden, som jeg kan i computerspil, så ville jeg være den mest sindssyge jægersoldat.«

 

WAR-festival. Café Teatret i Skindergade

Lørdag den 25. maj 13.00: Film: The Act of Killing17.00: Sound of Freedom18.15: Talk: The Post-war Being20.00: Performance: Hate Radio21.50: Talk: Staging Genocides

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu