Læsetid: 4 min.

Et ekkolod farer vild i storbyen

When Saints Go Machine er en svær flok at lirke op på album nummer tre, som ellers åbenbarer en liflig flair for den vægtløse hiphopproduktion. Linkoban kværner med minimale virkemidler, mens Natasja bare savnes
27. maj 2013

Navnet mere end antyder det. When Saints Go Machine har skyskrabende ambitioner, den københavnske kvartet svæver helst omkring i de højere luftlag, lyden maler kridhvidt, og medlemmerne er heller ikke blege for at omtale sig som »artister« i eget pressemateriale.

Fint nok, de maskinelt manøvrerende helgener leverede med album nummer to, 2011’s Konkylie, en pragtpræstation, der tog skridtet væk fra debutens sine steder lovlig åbenlyse inspirationer (ikke mindst Hercules and Love Affair) og løftede When Saints Go Machine væk fra dansegulvet og op i egen højstemte sfære af, ja, tungsindigt svulmende electropop.Bandets tredje langspiller fortsætter himmelflugten, men Infinity Pool farer også vild og drukner undervejs i sine afsøgende eksperimenter. Af og til. Forsanger Nikolaj Vonsilds våndende vokal er et ekkolod, der kastes ud i den tyste storby, hvorfra det brægende instrument sender sine klange af sted mod tryghed, nærhed, et hjem. Gennem gadernes labyrintiske virvar vibrerer den skælvende, vederkvægende stemmepragt, der har opdyrket sit alt andet end naturlige klangrum bagest i Nikolaj Vonsilds gane og balancerer på knivsæggen mellem androgyn skønhed og prætentiøs patos.

Forsangeren er ikke desto mindre When Saints Go Machines indiskutable trumfkort på en plade, hvor sangene sine steder har internationalt format, men andre steder ikke finder hjem gennem labyrinten og efterlader sin lytter i et vadested.

En klædelig opdrift

Numre som »Mental Shopping Spree«, »Degeneration« og »Dead Boy« – altså nogle temmelig mismodige titler – er svære at finde indgange til. Uroen ulmer, konturerne flyder ud, strukturen famler og falder fra hinanden. Det er givetvis et bevidst valg, men det fornemmes tanden for kompromisløst. Sangene bliver umulige at lirke op, nærmest drænende, og overlader det til Nikolaj Vonsild at holde sammen på sagerne. Lidt af en sisyfostjans for en vokal, der uvægerligt deler vandene på forhånd.

Når tingene flyder ovenpå, fungerer Infinity Pool til gengæld overdådigt. »Mannequin« vugger fejende flot gennem et hjemsøgt hus, og »Iodine« rider på ryggen af et sjældent vægtløst hiphopgroove, som garneres med strygere og nogle breakbeats, der emmer af karakter og kvalitet. Endelig er Killer Mike-parløbet »Love And Respect« et seriøst bud på, hvordan rap med fordel kunne groove anno 2013. Dynamikken mellem sydstats-MC’ens gravalvorlige fremdrift og Vonsilds få dechifrerbare oneliners, f.eks. »Love is a monster, teach me how to rob and steal«, er mildest talt forrygende.

Den klart optegnede bane, som hiphoppen placerer When Saints Go Machine på, klæder kvartetten, ligesom kvartettens opdrift klæder hiphoppen. Forhåbentlig er ambitionerne ikke større, end at medlemmerne for en stund tør dvæle lige her i nærheden.

En næse til mændene

Det med at dvæle er ikke noget, Linkoban fra Ishøj gør sig unødigt i. Den unge grimerapper, der ikke voksede op med klaver, men derimod med top notch karaokeanlæg, slog sine folder på den lokale grillbar og blev slyngveninde med sin computer. Ellers slog hun mestendels tiden ihjel, og lyden på debutalbummet Ox er da også en hårdfør affære. Linkoban kommer uforsonligt ud over stepperne, og Yo-A-Kims stramme beats benytter sig af et minimum af farver og harmonier. Det skurer, gjalder og klonker helt ind i marven på lytteren, når den ferme kvinderapper fortæller, hvor skabet skal stå, og hvorfor femininitet må komme i anden række, når der skal rystes og rives igennem. Det må man så sige, at femme fatalen gør. Den melodiske monotoni er drøj, for drøj, i det lange løb.

På »Big Boys, Big Noses« træder mandeæderen seriøst i karakter, og det har sådan set sin charme, når Linkoban på et nedbarberet beat, der kunne være The Neptunes’ Clipse-æra værdig, reducerer mænd til noget, der skal fortæres.

Andre steder savner man et strejf eller 10 af den melodiske tæft, som Linkobans kumpan og pladeselskabsboss, Lucy Love, excellerer i.

I længden bliver det lige fattigt nok, og måske burde Linkoban have inkluderet flere ny skæringer frem for at genbruge størstedelen af sin ep fra sidste år. Vi ved jo godt, at hun er vokset op med internettet som sin bedste ven. Vi må videre. Det må Linkoban helt sikkert også.

Guffet opgradering

Seks år er snart strøget forbi, siden nyheden om Natasjas død nåede København på en uvirkelig solrig sommersøndag. Hun er stadig savnet, ikke mindst af sine venner i reggaemiljøet, hvor man ikke har tænkt sig at glemme den vævre rapper og sangerinde. Natasja havde for alvor fået fart og retning på sit musikalske talent, da hun mistede lyset i en trafikulykke på Jamaica, men som tilfældet var året efter med forfatteren Jakob Ejersbo, nåede Natasja akkurat ikke at se sit hovedværk, albummet I Danmark er jeg født, udkomme. Hvilken tragedie …

Natasja var bedst på dansk, og derfor er remixudspillet Gi’ os Christiania tilbage også et fint lyrisk genhør. Albummet pumper sangene fra 2007 op til lir i trap- og dancehallforklædninger, hvor især Maffis drilsk blippende favntag med »Monaco« er guf. Man skal dog være inkarneret fan af enten Staden eller Natasja for ligefrem at behøve denne opgradering, men forhåbentlig kan den få et par hoveder i de nye generationer til at spidse ører og opdage et bemærkelsesværdigt væsen i fuldt flor. Når spirrevippen var bedst, var hun i sandhed uerstattelig.

 

When Saints Go Machine: Infinity Pool (EMI)

Linkoban: Ox (Superbillion/Playground)

Natasja: Gi’ os Christiania tilbage (Playground)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu