Blid er natten lyder titlen på den nye danske oversættelse af F. Scott Fitzgeralds roman Tender is the Night (1934), og sådan kunne det nok tage sig ud i optakten til det berusende liv, der leves i tiden efter Første Verdenskrig blandt rige og frie amerikanere ved Den Franske Riviera. Sceneriet er det store og prangende rosa Hôtel des Étrangers tæt ved Cannes – litterært set en depraveret pendant til Marcel Prousts Grand Hotel i den fiktive badeby Balbec ved Normandiets kyst, ligeværdige som de er i miljøets sociale snobberi og detailrigdom og forfatternes psykologiske karakterstudier.
Handlingens motor er den 18-årige filmskuespiller Rosemary, der forelsker sig vildt i den begavede psykiater Dick Diver med den skønne og stenrige hustru Nicole, hovedpersoner blandt de rigeligt forgyldte amerikanere, anførere ved opulente frokoster og middage, hvor man i Fitzgeralds blomstrende stil kan nyde bl.a. synet af en yndefuld bordbelysning, »som udgik fra en skål med kraftigt duftende lyserøde blomster«, og som »faldt på mrs. Abrams ansigt, som var velkogt i Den Gule Enke«.
Det kogende forlystelsesliv bærer undergangen i sig, ikke kun champagnens bobler brister i det tidstypiske forlystelsesliv og personernes fortrængninger af usigelig fortid som en ny genfortælling af ambitionerne i Den store Gatsby og af forfatterens katastrofale samliv med hustruen Zelda og hendes tiltagende skizofreni, et offentligt privatliv, der er gjort ligeså berømt som fiktionens nærgåenhed.
Jazztid
Nyoversættelsen af Blid er natten er ikke særlig smidig eller musikalsk, mens man kan nyde den vellykkede jazzede sikkerhed i Hans Hertels danske version af samme forfatters udvalgte noveller, en suppleret genudgivelse fra 1967 med titlen Historier fra jazztiden.
Dertil et fortræffeligt forord som introduktion til et kræsent sortiment af værker af genrens mester, otte længere noveller og tre korte, sene tekster fra hans eget mismods tid før en tidlig død som 44-årig i 1940. Blandt dem en lillebitte, litterær sensation, i sin tid kasseret af The New Yorker som atypisk for forfatterskabet og uegnet for læserne, bodfærdigt trykt samme sted så sent som i 2012, »Thank you for the Light«. Tak for, at den nu har set lyset.
Det er heller ikke en sædvanlig heltinde, der uden glamour præsenteres i indledningen: »Mrs. Hanson var en køn, noget falmet kvinde på fyrre, der rejste i korsetter og hofteholdere for et Chicago-firma.« Hun lever et ensomt liv, og det at ryge en cigaret er et vigtigt moment på farten mellem kunderne, men en i stigenden grad upopulær last, ja, nærmest forbudt. Da hun mangler tændstikker, får hun det indfald at gå ind i en katolsk kirke, som burde være fortrolig med både levende lys og krydrede dufte. Men alt er slukket. Hun falder hen og vågner i kirkestolen med en tændt cigaret mellem fingrene og et billede på væggen overfor af jomfru Marias varme ansigt. Intet under da, at hun må sige tak, mange tak. Den raffinerede blanding af mysteriehandling og ubevidsthed løfter den banale hverdag ind i eventyrets dobbeltverden, her fortalt med en økonomi og præcision, som gør den til et kommende fast antologistykke.
Tømmermænd
Udvalget af noveller er kronologisk ordnet fra 1920 til 1939 i to faser: »Den gyldne tid« og »Tømmermændenes tid«, dvs. det store løsslupne boom og depressionen, markeret af den økonomiske verdenskrise efter børs-krakket i Wall Street 1929, samlet set en koloristisk kalendervæg tapetseret med scener af det unge eller ungdommelige liv i den nyrige stil med rivalisering, jalousi, klubballer, charleston-rytme, selskaber, champagne, diskret sex , rejser mellem provins og storbyer, den store Europatur, »Jeg betragter ikke mig selv som turist. Turist er man, når man står tidligt op og ser på domkirker og taler om landskaber«, er den blaserte holdning.
Det hele begynder med »Bernice bli’r bobbet« om den kedelige pige, der kommer til at overstråle den forkælede kusine og vender dennes hævn over det til egen triumf og grusom gengældelse. Det drejer sig generelt om ca. 30 sider lange noveller af ganske forskellig art, men alle med et farligt spil mellem overflade og skjulte motiver eller lurende konflikter, episodiske eller med lange tidsstræk som udviklingshistorie. På forunderlig vis således i den næsten kafkaske historie om »Benjamin Burton«, der lever livet baglæns fra gammel mand til barn og således oplever problemet med bl.a. at blive yngre end sin søn og endelig gå i børnehave og ind i mørket.
Følelsesudvikling er der i den grad i den mistrøstige »Vinterdrømme«, hvor fortællerstemmen til sidst præciserer: »Denne historie er ikke hans biografi, husk det, selv om der kryber detaljer ind i den, som intet har at gøre med de drømme, han nærede, da han var ung«. Der er til stadighed en fortæller- eller læserbevidsthed til stede, en nærhedsoplevelse omkring skriftens og talens elegance. De nævnte drømme gælder den uforglemmelige, trofast troløse kvinde »af lidenskabelig vitalitet – som kun delvis blev afbalanceret af den vemodige ekstravagance i hendes øjne«. »Den rige unge mand« er fortalt af hans ven og er faktisk en biografi om en, der hæger om sin selvindbildte menneskelige overlegenhed, kun lykkelig, hvis en eller anden er forelsket i ham. Det kan kun føre til depression.
Europatur
Motiverne varieres i brogede miljøer, Syd- og Nordstatsmodsætninger og krigen, som unge mænd gik glip af, huserer i »Den sidste sydstatsskønhed«, som også var en fiasko trods sine tre elskere. Derefter følger tre rendyrkede depressionshistorier, »Barsk overfart«, »En Europatur« og »Gensyn med Babylon«, som den gamle verden danner rum for. Den første er en lidt smart symbolsk beretning om søsyge, jalousi og selvbebrejdelser på et dampskib under en orkan over Atlanten. Den næste er om et ungt, rigt par, der er på den store tur i Nordafrika og derefter tilbringer en tid i Paris. De udnyttes groft af en bedrager, skuffes over livet og ser deres eget forfald spejlet af omverdenen. Babylon er et andet navn for Paris i et besk gensyn med fortidens ekstreme løjer, et nærmest spøgelsesagtigt møde med udskejelsernes gespenster og nøgternhedens tristesse.
Til slut »En forfatters eftermiddag«, hvor den store tur er afløst af en bitter og udskrevet forfatters triste vej til frisøren gennem byen oppe på en bus. Da tager man endelig med tak imod ilden fra Jomfru Maria i den samtidige stille fortælling og erindrer kraftudladningen to år før med Blid er natten, hvor så meget af novellernes verdensbillede allerede er samlet i forfatterens erfaringer. Man skal nu ikke fiksere så stærkt på det selvbiografiske og det historisk tidstypiske eller nostalgiappellen fra midt i denne jazztid, eftersom dette lille, men væsentlige udvalg af de hen ved 180 noveller, Scott Fitzgerald leverede til datidens magasiner, nu helt alene lyser af artistisk behersket viden om de impulser og drivkræfter, der styrer unge livsaktivister og midaldrende grublere. Det er ikke kun romanfiguren Dick Diver, der ved besked om sindets dunkle veje og drifternes huseren over og under konventionernes grænser. Han havde tydeligvis en overmand i Fitzgerald.
