Læsetid: 2 min.

Finsk perle

Rosa Liksoms enkle roman om forholdet mellem en mand og en kvinde og en togrejse på tværs af Sibirien må være en af de store favoritter til årets Nordisk Råds Litteraturpris
3. maj 2013

Det kan gøres meget enkelt. En pige, en mand og en togkupé. Og uden for togvinduet passerer det iskolde sibiriske martslandskab forbi, mens forfatteren fletter menneskelige skæbner, historie og landskab sammen i en stram og enkel prosa.

Kupé nr. 6 skildrer en rejse i 1986 fra Moskva via Sibirien til Ulan Bator i Mongoliet. Pigen er en ung finsk arkæologistuderende, der har boet nogle år i Moskva, og nu er på vej for at se de mongolske helleristinger og i det hele taget få klarhed over sit liv efter forlist kærlighedsforhold; manden, en 45-årig russisk arbejder, er på vej til sit arbejde på en byggeplads samme sted. De deler tilfældigvis kupé. Han taler og fortæller historier om sit liv, mens pigen tier og lytter til manden. Og sådan udruller romanen gennem dage og nætter på den lange rejse fra vest mod øst et portræt af 1980’ernes Sovjetunionen med forfald, kulde og den evige jagt på varer.

Rosa Liksoms roman er styret af tydelige modsætninger. Handler om mødet mellem kvinde og mand. Udenfor hersker vinteren, kulden, de øde landskaber og forfaldet i det russiske samfund. Inde i kupéen hersker varmen, the fra samovaren, store mængder vodka, mad, kroppens lugte og lyde, men også mandens pågående og grove tilnærmelser til kvinden.

Det er både klaustrofobisk og besnærende. Man har både lyst til selv at være til stede i kupeen og samtidig slet ikke. Flere gange er pigen klar til at flygte fra manden, men noget binder hende alligevel til ham. Han gør hende tryg, selvom han langt overskrider hendes grænser. Det er et af de paradokser, der holder bogen oppe.

Manden er både brutal og omsorgsfuld, obskøn og faderligt kærlig. Og som de nærmer sig målet for rejsen, nærmer de to sig også hinanden, uden at det er givet, hvad de skal med hinanden.

Rosa Liksom beskriver suverænt lugte, smag, bevægelser og kroppens skjulte fornemmelser. Og hun er en i mester at beskrive sammensmeltningen af tog og person i effektfulde personificerede skildringer.

Gennemført lille bog

Det lyder måske som en lille bog. Det er den også umiddelbart, men den er så gennemført og gennemkomponeret. Så smuk og grum på samme tid. Det er prosa løftet op til højeste lethed og elegance, hvilket også er den sværeste kunst. Romanen viser, hvor enkel litteratur kan være, og så alligevel stor. Rosa Liksom slægter de store russiske klassikere på, forfattere som Tolstoj, Lermontov og Andrej Platonov. Ikke mindst sidstnævnte, Platonov, der med samme enkle midler som Liksom formår at skrive den mest intense prosa, må fremhæves.

Det bliver interessant at se, hvordan den lille finske perle i konkurrencen om årets Nordisk Råds Litteraturpris klarer sig med eksempelvis de storladede fabulerende romaner som først og fremmest danske Kim Leines Profeterne i Evighedsfjorden og den her på det seneste meget omtalte islandske Hallgrimur Helgasons Kvinden ved 1000º. Liksom er noget radikalt andet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu