Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Foreningen for Kvalificeret Tankeudveksling

Platons afgørende skrift, ’Staten’, der sammen med bl.a. ’Timaios’ indgår i fjerde bind af Gyldendals Platon-udgave, er meget mere end blot politologiske overvejelser og viser filosoffen som suveræn menneskekender
Kultur
31. maj 2013

Hvorfor skal man dog læse Platon? Var han ikke bare stivstikker og knarvorn kulturpessimist? Lå han ikke bare på maven for sin drillesyge læremester, ungdomsfordærveren Sokrates? Og er der ikke også noget med, at vi fra ham dersens Platon, igennem den snerpede kristne tradition, har overtaget en vis ringeagt over for den fysiske kærlighed?

Udsendelsen af fjerde bind i 30-mandsgruppens og Gyldendals monumentale seksbindsoversættelse demonstrerer, at der faktisk er masser af rigtig fortrinlige grunde til at læse og genlæse ham. Han er noget så sjældent som en munter vismand og polyhistor. Og hans skrifter virker 2400 år efter tilblivelsen sprællevende, i kraft af deres formidable udtrykskraft, billedskabende frodighed og letløbende fortælleform.

Indledningen til bd. IV forklarer på overbevisende måde hvorfor: I det første kvarte århundrede efter Sokrates’ død frembragtes der i tilknytning til skolen eller Akademiet i Athen 300 af de såkaldt ’sokratiske’ dialoger! De fleste af dem er gået tabt, men vi skal forestille os Platons skrifter som skabt i intens konkurrence i en tid, hvor dialogen raffineres både som filosofisk refleksionsform og som litterær genre. Den på én gang uafsluttede og afrundede samtale fungerer i sig selv som billede på harmoni og eksempel til disciplineret og kultiveret efterfølgelse. Og stilen har enorm betydning, forstået på den facon, at der overalt hersker en nøje lighed mellem det, som centralaktøren Sokrates aktuelt mener og gør, og så den måde, han udtrykker sig på.

Snarere end som en undervisningsinstitution eller en mesterlære har Akademiet fungeret som en åben, dynamisk og sprænglærd ’Forsamling for Tankeudveksling’, hvor man undersøgte en sag i fællesskab og lod den ene dybe overvejelse føre den næste med sig, sådan som det foreliggende bind på eksemplarisk måde får vist ved at anbringe to af de tungere dialoger Staten og Timaios sammen, men kort efter en hyldest til bystaten Athen og lige før Kritias, som beretter om atheniensernes overvindelse – i mytisk fortid – af det siden hen sunkne Atlantis.

Harmoni frem for alt

Hvad er en by? spørger Platon i Staten eller Politeia, som også kunne oversættes som ’Samfundsform’ eller ’Retfærdighed’, og hvis grundtanke er, at det at ’have’ en forfatning ikke lader sig adskille fra det at ’være i’ en specifik, og helst harmonisk, forfatning, eftersom byer består af mennesker og ligesom disse bør stræbe efter det bedste.

Platon opregner fire typer af by eller stat, hvoraf ingen dog er helt ideel: timokratiet eller krigerherredømmet, oligarkiet eller fåmands- og rigmandsvældet, demokratiet eller pøbelvældet og tyranniet eller førerherredømmet. Over for dem stiller han som den femte (umulige mulighed) en idealstat Kallipolis eller ’den smukke by’, som så at sige udgør Statens metafysiske idé. Men Staten er samtidig meget mere end politologiske overvejelser med kritiske hib til forfatterens samtid og Athens nære fortid.

Nej, skriftet er ikke kun undersøgelse af byen og bystaten polis, det er også en diskussion af mennesket og dettes erkende-evne, kulminerende i de tre berømte billeder, i 6. og 7. bog, af solen, linjen og hulen og fortsættende i den forkætrede og undertiden misforståede kritik i 10. bog af den ’efterlignende’ digtekunst. Den konservative kulturpessimist er samtidig en dybsindig ven af den højeste viden og en overbærende menneskekender.

Hvad er lyd?

At Platon tillige er naturvidenskabsmand og klog på kroppens indretning, demonstrerer Timaios, hvor han fremlægger en hel kosmologi og lader den føre over i en indgående betragtning af menneskets fysiske og åndelige bestanddele. Hvis han i Staten spurgte: Hvad er en by? spørger han i sin kosmologiske dialog: Hvordan er verden blevet til? Hvordan ser den egentlig ud? Og hvordan er et menneske fundamentalt beskaffent?

Vi får her beskrevet, hvad øjet kan, og hvad lyset er, og hørelse indkredses som evnen til at opfatte lyd, der igen defineres som »et slag, luften leverer gennem ørerne til hjernen og blodet, og som videregives til sjælen«.

Jamen, det er da flot, ligesom hans billede af hjertet, som sidder i vagtstuen og roligt sørger for, at den bedste del af kroppen, som jo er hovedet, bestemmer over alle de andre.

Suveræn og sårbar

Instruktiv er også Platons forklaring på, hvorfor mennesket på én gang er konstrueret så suverænt og så sårbart. Jo, skaberne, som engang frembragte os, overvejede, om de skulle fremstille en længere levende, men ringere art eller en kortere levende og bedre, og de blev enige om, at enhver på alle måder nok burde foretrække et kortere, men bedre liv, frem for et længere liv af ringere kvalitet. Derfor dækkede de kun hovedet med en tynd knogle, ikke med kød og sener, og derfor gælder det for os alle, at hovedet er meget mere opmærksomt og intelligent end den krop, det blev sat på, men også, at det er mere skrøbeligt. Hold da bare op, hvor bliver man glad for at være menneske af at læse Platon og følge, hvordan hans samtaledeltagere langsomt staver til tilværelsen!

Om udgaven, der også omfatter Ion om æstetik og erkendelse, den omdiskuterede ’metafilosofiske’ dialog Kleitophon, hvori forbilledet Sokrates diskuteres, og den formentlig uægte Minos om sagnkongen af Kreta, skal her i øvrigt siges, at den fungerer præcis sådan, som klassikeroversættelser skal: Ved indledning, introduktioner og indholdsoversigter til de enkelte dialoger får man som læser de nødvendige forudsætninger, og når man så træder ind i den enkelte tekst, føles det som selv at være med mellem søjlerne i Athen i samtalen i ’Forening for Kvalificeret Tankeudveksling’.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her