Læsetid: 2 min.

Fra Grådighedslandet

Christian Dorphs sprøde, spørgende kærlighedsdigte ligner en ny begyndelse for ham
3. maj 2013

En mulig, muligvis lidt for nem, forklaring på, hvad det egentlig er, der gør Christian Dorphs nye digte så gode, kan være, at han ser ud til at have givet sine idoler en fridag. Frem for også denne gang at manøvrere i omegnen af Per Højholt (som i Popcorn fra 2000) eller Jørgen Leth (det, De sidste mange år har det handlet om børn mest gjorde i 2009) prøver han at begynde forfra og får derved fundet tilbage til den sødmeåbenhed og spørgende lytten, som gjorde hans debut så løfterig tilbage i 1992.

Hovedtema i den nye bog er kærlighed i dens mulighedsrigdom. Kærlighed som begær, som det at ville have lige nu. Kærlighed som en drøm om, at alt, pludselig, kan forvandles. Kærligheden som grådighedslandet og kærligheden som en rodekasse, som vi propper med hvad som helst, lige fra raseri og angst over urolig undren og uforståelig rastløshed til hengivelse og taknemlighed.

Mobiler og blokke

Variationsrigdommen signaleres formelt ved en vekslen gennem bogens tre dele mellem lette, spinkle, svævende, mobilelignende versstrukturer og mere kompakte kasser, som disse ses i afsnittet »Gamle glaslofter«, hvis enkelte digte minder om små frimærker klistret ind midt på siden, eller i det fortællende afsnit »En fest«, hvor jeget konstant rekapitulerer en hændelsesrække i et forsøg på at rekonstruere, hvad der op til blackoutet skete med »en pige på min alder eller lidt yngre«, hvilket udtryksmæssigt lægger op til langagtige, rektangulære blokke af søgende, gentagende ord.

»Går du med ind her?« spørger Dorph tidligt i bogen. Her tales der naturligvis til det begærede du, men også til den begærende selv, lige inden han træder i kød eller i karakter. Derudover går spørgsmålet på læseren, som opfordres til at lege med, udforske det hele og som de elskende lade sig fylde med de forskelligste følelser, ja, måske ligefrem, som det hedder, lade sig farsere (!) med dem.

Afarter af afmagt

»vi tager tøjet af og lægger os på gulvet ja siger vi ja«, og hvad der sker, er aldrig rigtig lige til at forudse. »vi bygger en masse forventning op det fremgår med al tydelighed«, og i reglen sker der noget andet end det vi regnede med. »vi er klitorissens sosu-assistenter«, men hvad kan man i situationen bruge uddannelsen til? »det er i sengen vi mødes det er i sengen«, men hvad har vi med i sengen, og har den overhovedet plads til det alt sammen?

Disse afarter af afmagten, disse typer af bekymring får Christian Dorph sat ord på uden noget steds at forsøge at sætte tingene på plads. Han nøjes med at sætte dem på spidsen og får derved sat erotikken en lille bitte smule mere fri.

En drøm om kærlighed anbefales som forårets kærestegave og til højtlæsning blandt de ømme. Men giv ikke Christian Dorph skylden for, hvad der sker.

 

Christian Dorph: En drøm om kærlighed. Digte. 94 s. Kr. 175,00. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Hvad er det lige i Skyums anmeldelse af digtsamlingen her, der berettiger til brug af et ord som "sprød"?

"Sprøde, spørgende kærlighedsdigte" er det blevet til i manchetten. Hvem finder dog på at skrive sådan noget banalt vrøvl??

Og hvis det ikke er vrøvl, så forklar lige, hvori det sprøde består???