Læsetid: 2 min.

Grundled, udsagnsled, flip-ud-led

Sætningerne hamrer ud over sletterne i Ida Marie Hedes forvandlingskugle af en bog, læseren orker næsten ikke at følge med
17. maj 2013

Første side i Ida Marie Hedes nye, demonstrativt udflippede bog Det kemiske bryllup er en slægtstavle. Her optræder ikke bare skikkelser som tvillingerne Genesse og Caresse, født af en højtaler, sammensmeltet til vor hovedperson, den unge Jeunesse. Del af slægten er også ting som »Pandrogynitet«, »Det nedfaldne imperium, der er England«, »Flygtige, hallucinatoriske lommer« og »Fremtidens kollapsede struktur«.

Men så radikalt forskellige tavlens elementer end er, så forbindes de nydeligt af streger. Nogenlunde sådan føles det også inde i bogen: Mest er det en stil, en særlig sætningsopbygning – grundled, udsagnsled, flip-ud-led – der får teksten til at hænge sammen.

Et handlingsreferat giver i al fald ingen mening. Der er nok et par genkommende skikkelser, men derudover er der tale om løsrevne episoder, som så endda skejer vildt ud. Fiktive rum etableres, men er løse i fugerne eller som forvandlingskugler. Henvisninger til maskiner og planter og politiske oprør og køn og krop flyder ind og ud af hinanden, som var de store dunkende lianer i tekstens urskov.

Helt aparte, men alligevel ret enkle sætninger flyver over siderne. Alt er skrevet i et konstaterende tonefald, uanset hvor sære ordene så er. Her i afsnittet ’film’, hvor Jeunesse har spaltet sig til sine bestanddele, tvillingerne Genesse og Caresse, der så træder ind og ud af filmiske scener:

»Genesse rejser sig. Hun står i kulissen ved et filmset i Colombia. De har barberet hendes hår af. Mohawken sættes med gelé fast på issen. T-shirten er væk, brysterne vender indad. Genesse har sort kohl om øjnene. Hun rører ved sig selv med en flad hånd. Hun har sin vrede i nosserne.

Genesse løber efter de andre gennem junglen og hælder sin galde ned i en tom blikdåse. Hun sover på en luftmadras i en bungalow med hundrede indianere, der lever af kondenseret mælk og ristede plataner.«

Og så videre, hastigt til andre scener og aktører.

Nåja, der er en ret vild hastighed i Det kemiske bryllup, og der er virkelig mange sjove sætninger. Men det er også en bog, der føles sært ufokuseret. Forestillingen om et spjættende, ikke-organisk livsprincip løb gennem de ikke mindre udflippede tekster i Ida Marie Hedes første bog Seancer. Men efter halvanden gennemlæsning har jeg ikke fundet noget tilsvarende her.

Det er jo ikke i sig selv et problem. Værre er det, at jeg heller ikke føler nogen speciel trang til at lede videre. Bedst fungerer bogen, når den nærmer sig det nedslidte England, gadeoprør og social armod; alle tre fænomener bliver tydelige i bogens sidste stykker. Her er Jeunesse på fødselsfabrik:

»Kvinderne udholder ikke sig selv. Paraden af torsoer sprænger deres eget design. De fødendes hæle buldrer ind i de endnu ventendes bugnende maver, så spyttes lyserøde babybundter ud og klasker mod gulvet som tyggegummiklatter.«

Men selv de mest groteske øjeblikke har noget tegneserie-agtigt, noget uvirkeligt over sig i den her bog. Selvom Det kemiske bryllup har et åbenlyst slægtskab med William Burroughs surrealistiske prosa, er der ikke meget mareridt over dens episoder.

Man imponeres i glimt. Alligevel savner jeg en intensitet eller præcision eller en bagvedliggende tanke, der kunne styre sætningernes amokløb. Bare en af tingene havde været nok.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu