Læsetid: 3 min.

At indfange det uforståelige

Det ambitiøse psykologiske thrillerdrama ’I lossens time’ er en løjerlig blanding af det overforklarende og det mystificerende
Det psykologiske drama i ’I lossens time’ personerne imellem blev aldrig vedkommende for mig, fordi jeg ikke fik fornemmelsen af, at morderen lå inde med en eller anden form for højere indsigt, selv om det tilsyneladende er det, filmen vil have os til at tro.

SF Film

23. maj 2013

Veteranen Søren Kragh-Jacobsen satser nærmest hele butikken i I lossens time, og det aftvinger afgjort respekt. Men lad det, som man siger, være sagt med det samme: For mig fungerede det ikke. I mine øjne er I lossens time en vaskeægte enten-eller film, og jeg blev aldrig lokket ind i dens univers på samme måde, som jeg gjorde af eksempelvis Ordet og Breaking the Waves, der er tematisk beslægtede. Det er dog tænkeligt, at troende personer vil føle sig inviteret indenfor i højere grad end denne ateistiske anmelder.

Bemærk, at jeg i det følgende har fundet det nødvendigt at røbe store dele af filmens plot.

Humanistisk dyreforsøg

På den topsikrede institution Katrinebæk har en ung psykolog (Signe Egholm Olsen) iværksat et eksperiment, hvor voldelige indsatte får hver et kæledyr at passe. En af dem er en ung mand (Frederik Johansen), som to år tidligere brutalt myrdede et ældre svensk ægtepar. Herefter arrangerede han på bizar vis deres lig i en fredfyldt positur.

Nu taler den unge dobbeltmorder om, at gud ønsker, at han skal tage livet af sig. Derfor tilkaldes præsten Helen (spillet af Sofie Gråbøl), som skal forsøge at tyde den selvmordstruede mands religiøse ytringer.

Den unge mand er muligvis ment som et forstørrelsesglas for de to kvindelige hovedfigurers psyke, men heller ikke denne del af filmen kunne jeg ’købe’. Det psykologiske drama personerne imellem blev aldrig vedkommende for mig, fordi jeg ikke fik fornemmelsen af, at morderen lå inde med en eller anden form for højere indsigt. Men det er tilsyneladende det, filmen vil have os til at tro.

Til slut siger Helen i hvert fald, at hun håber, at hun, når tiden kommer, »dør liggende i guds armhule, lyttende til himmelharpen« for dermed bedre at kunne forstå, »hvordan alting hænger sammen«. Selv om både armhulen og himmelharpen figurerede tidligere i filmen (og begge har at gøre med morderen), giver det stadig ikke megen mening i mine øren. Om noget forekommer det mig lettere urovækkende, at en figur, vi tydeligvis skal finde sympatisk, tænker i sådanne baner.

Mange målsætninger

Titlen henviser til en døgnets 25. time, hvor alt kan ske. Søren Kragh-Jacobsen forklarer i pressematerialet, at han har efterstræbt en »grusomhedens poesi«, som består af »det poetiske, det mystiske, det uforklarlige, det grimme, det gale og det smukke«. Det lyder som et svært projekt, og som jeg ser det, strejfer Kragh-Jacobsen og hans medforfattere da også både det absurde og det ufrivilligt komiske undervejs (mere vellykket er filmens tilsigtede humorglimt, især en såre jordnær scene, hvor Helen kæmper en umulig kamp mod unge konfirmanders mobiltelefonvaner).

På den anden side gøres der en del ud af redegøre for, hvordan den unge mands indre univers er opstået. Det falder i én informationsblok, og den sirlige forklaring ligner lidt af et fremmedlegeme i forhold til filmens mere mystiske dimension.

Cirka midtvejs i filmen kom den bredere samfundsrelevans, jeg sad og savnede (dyreforsøget fremstår et nummer for søgt til at kunne tages seriøst). Den falder i et ligeledes noget tungt replikskifte mellem Helen, der står for håbet på de indsattes vegne, og Søren Mallings resignerede plejer, der mener, at der bare skal skrues op for medicineringen. Der er næppe tvivl om, på hvis side instruktøren, en af dansk films store humanister, stiller sig. Skuespillerne gør det glimrende, men deres solide præstationer resulterede i en distanceret form for beundring fra min side, fordi filmens præmis aldrig forekom mig spiselig.

Det klart mest vellykkede favntag med det abstrakte er nogle majestætiske fugleperspektiver, der giver fornemmelsen af at kigge ned på et besjælet landskab.

I lossens time vakte undren hos mig. På en ufrugtbar måde, jovist, men jeg anerkender, at der er format over at have vovemodet til at sætte et sådant værk i verden.

’I lossens time’. Instruktion: Søren Kragh-Jacobsen. Manuskript: Søren Kragh-Jacobsen, Jonas T. Bengtsson og Tobias Lindholm. Dansk og svensk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu