Læsetid 3 min.

Ingen må komme til skade, men det gør de

Slagersplatter. Der er den kitsch, man kan elske med ironisk distance, og så er der det virkeligt smagløse – John Ajvide Lindqvist seneste roman f.eks. – som jeg har måttet overgive mig til
24. maj 2013

Svenske John Ajvide Lindqvist er forfatteren, der plantede en vampyr i socialrealismen i romanen Lad den rette komme ind (2004).

Det var sådan set vildt nok, men det for alvor vilde i kunstnerisk forstand skete, da Tomas Alfredson forvandlede romanen til film.

Siden har John Ajvide Lindqvist i min bevidsthed været forfatteren bag den fede vampyrfilm, for selve romanen fremstår lidt klodset og udpenslende i sammenligning med den raffinerede billedversion, der eksempelvis lader det være op til publikum, om der skal tolkes et pædofilitema ind i historien.

Den samme hang til klodset konstruktion og udpensling gør sig gældende i John Ajvide Lindqvists nye roman Lille stjerne, der nu er oversat til dansk (og engelsk og sikkert flere sprog endnu), men se nu bare, om jeg ikke denne gang er kommet til at synes om Lindqvists bizarre måde. En måde, jeg vil beskrive som gennemført smagløs.

Hvad jeg mener, er, at der er kitsch, man kan elske med ironisk distance, i anførselstegn med andre ord, og så er der den form for smagløshed, man ikke kan elske på afstand, men som man mere eller mindre modvilligt kan komme til at overgive sig til.

Lindqvists Lille stjerne f.eks. som er frygtelig og corny, men frem for alt fremstår som den ægte vare. I Lille stjerne er Lindqvist kommet til varulve i registeret over uhyggelige halvmennesker.

Jeg ser for mig, hvordan forfatteren hakker af på sin liste: Først vampyrer (Lad den rette komme ind), så zombier (Håndteringen af udøde) og nu altså varulve.

Kælderpige

Ulveskikkelserne optræder først ret sent i romanen. Langt hen ad de næsten 500 sider er bogen det, som Pia Bergström i Aftonbladet præcist har døbt en slagersplatter.

Tænk boremaskinemassakre med ABBA og The Ark i baggrunden. Lilla stjärna, bogens originaltitel, hed faktisk Alice Babs vindersang ved Melodi Grand Prix’et i 1958.

Lennart og Laila, der er et godt slidt svensktoppar, opfostrer i al kælderdyb hemmelighed en lille pige, Lennart har fundet halvdød ude i skoven. Ingen savner pigen, og hun kan vokse op helt uden for (person)nummer.

Hun har talent for at synge og ser yndig ud, men der er intet yndigt ved hendes opførsel. Hun kan ikke mærke smerte, spiser udelukkende babymos fra glas, er ret ferm med eksempelvis en boremaskine og skelner ikke som sådan mellem mennesker og ting, så har jeg ikke afsløret for meget.

Kælderpigen finder sammen med en næsten navnesøster og mobbeoffer på nettet. Helt nøjagtigt mødes de to ensomme væsener på poesi.nu og på et forum for ulveinteresserede. Pigepoesien smitter også af på romanens sprog, så de to, Theres og Teresa, kroppen og hjernen, beskrives sådan her:

»Men trods deres forskellighed havde de brug for hinanden som dagen har brug for natten. Som vandet har brug for den, som drikker, og som vandreren har brug for vand.«

Og sådan kunne jeg dvæle ved alt det kiksede i Lille stjerne og ved, at den er alt for lang, at Lindqvist benytter en doven referatstil i mellemregningerne, men det er svært at være sur, når det, der fungerer, er, at forfatteren så rent insisterer på det her univers af nørdede ensomme ulvepiger, der skriver poesi og har de ondeste tanker, og at disse piger overbeviser som romankarakterer.

Lille stjerne er samtidig en sanselig oplevelse. Theres og Teresa oplever nogenlunde den samme meningsløshed som de to piger i amerikanske Daniel Clowes grafiske roman Ghost World, men de reagerer voldsommere.

Sangtalentet giver kældermennesket adgang til det omgivende samfund. Hun stiller op i X Factor, og derfra ruller det. Som der står i prologen: »Sveriges største musikprogram går i luften om fem minutter, og ingen må komme til skade.«

Det lyder løfterigt, ja, men er ikke en tand for meget.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu