Læsetid: 5 min.

Jamen, for fanden, selvfølgelig kan man nægte

Per Petterson, norsk litteraturs klarest lysende stjerne, har skrevet en mesterlig roman om venskab, vold, fortabelse og en kulsort melankoli, der kræver, at vi nægter, ikke én gang, men to
Per Pettersons ’Jeg nægter’ er et teknisk pragtstykke af en roman.

Gitte Sofie Hansen

17. maj 2013

Det begynder med et gensyn, tilfældigt. Jim står på broen og fisker, hue og gammel sømandsjakke. Så kommer Tommy kørende, stor Mercedes, dyrt tøj, blussende kinder af for meget sprut. Er det ikke mærkeligt? spørger Tommy som noget af det første, da de er faldet i snak. Hvad er? spørger Jim. »At det kan blive sådan, omvendt.«

Det er den omvendthed, romanen handler om. Han, der ingenting var, skraldemandens søn, og tilsyneladende ingenting kunne, er steget til vejrs, langt om længe og ikke uden knubs. Den anden, lærersønnen, komfortabelt placeret midt i samfundet, lysende velbegavet, er sunket til bunds. ’Jim og jeg var venner alle dage’, hedder det i sangen. Men Jim og jeg kom altså på et tidspunkt fra hinanden og gik så hver vores vej.

Hvordan gik det til? Hvad er det i mennesker, der får dem til at gøre og beslutte, som de gør? Hvorfor går det op for én og ned for en anden? Hvad er vi bundet af, hvordan bliver vi fri?

Smadrer farens knæ

Afdækningen sker i spring, ind og ud af gensynsdøgnet og tilbage til barndom og ungdom. Kapitel for kapitel, scene for scene. Man forstår hurtigt karakterforskellene mellem de to, man fornemmer også snart de lange linjer i romanens forklaring på, hvordan det gik til med omvendtheden:

Jim er fra et kristent hjem, faren er væk, moren er evigt til stede, omsorgsfuld, formanende. Jim lærer tidligt, hvad det gode og det rigtige er. Han får også tidligt noget at leve op til. Tommys skraldemandsfar er voldelig, lige så sadistisk udspekuleret som psykopatisk vedholdende. Moren har på et tidspunkt reddet sig væk fra hjemmet, hun stak af med et skib, da Tommy og hans tre søskende var små, røbes det i et sent kapitel. Senere redder Tommy både sig selv og sine tre søskende. Som om det var forudsagt, og som om alle i den lille by med det anelsesfulde navn Mørk har ventet på det, går faren bersærk en gang for meget. Så henter sønnen boldtræet og smadrer farens knæ.

Tommy er nægteren, det pryglede barn, der har lært at sætte hælen i. Først nægter han at finde sig i farens vold, senere nægter han at tilgive ham og forsones med ham. »Jamen, for fanden, selvfølgelig kan man nægte.« Ifølge Tommys livsvisdom kan man tilmed nægte at dø.

Med Jim er det modsat, han skal gøre sig fortjent til både Vorherres, mors og vennens kærlighed. Leve op til og spekulere sig frem til. Til sidst glider han ud i et tomrum af depression og selvmordstanker. Sit forhold til Tommy afslutter han med en diabolsk sans for sit eget livs mangel på retning: Han slår plat og krone – »Krone, jeg ringer til dig. Plat, jeg ringer ikke.«

Nordiske traumer

Kompositionen i Per Pettersons tekniske pragtstykke af en roman er som fortællekunst forførende. Som forklaring på, hvorfor det går personerne, som det går, kan kompositionen virke lige besnærende og effektiv nok. Petterson har smag for nøgle- og urscener, scener med en tvingende magt over figurerne eller med samme virkning som kontaktlim. De kan sprælle, kan de, men aldrig slippe fri.

Den stærkeste – eller skrappeste og allerinderste – af den slags scener er scenen, hvor Jim under en skøjtetur som barn puffer Tommy omkuld, mens isen tilsyneladende er ved at brække under dem. Selv tager han flugten og redder sig forpustet i sikkerhed ved bredden. Det er syndefaldet, navet i den historie om skyld og svigt, som Jim spinder sig selv ind i.

Måske hører det til det nordiske ved Per Petterson som fortæller. Det melankolske, det tunge, er det først gået galt én gang, så er det altså gået galt, og så kan man ikke sådan ryste det af sig. Det giver scenen, men også traumet, en særlig plads hos ham.

Pettersons dobbelte melankoli

Besnærende er den ikke desto mindre, kompositionen. Og så er den kun en del af Pettersons fortællekunst og kun godt det halve af melankolien og dens årsager.

Der er som nævnt fragmenter af fortælling skudt ind mellem hinanden, 1966, 2006, 1970, derudover er der synsvinklernes fletværk. Vi springer mest mellem hovedpersonerne, Tommy og Jim, men pludselig dukker også søster Siri op som fortællerstemme. Snart fortælles der i førsteperson, så i tredjeperson, til slut endda i andenperson og i et svævende – engleagtigt – perspektiv.

Noget lignende gælder stilen, Petterson tillader sig det hele. Snart går det lige ud ad Oslovejen, jævnt berettende og klart som vand. Andre gange, og for det meste, følger han bevidsthedens snørklede veje, stort og småt-registrerende, snart fortælling, snart poetisk billede, snart nøgtern fysik. De fleste sætninger er sideordnede, fra ’og’ til ’og’. Tætskrevne, pakkede og opremsende, det ene ikke vigtigere at hæfte sig ved end det andet.

Kompositionen går altså nok op, men personerne mødes aldrig, ikke de personer, bortset fra den første gang. De taler ikke det samme sted fra, ikke længere, de cirkler om noget, men når aldrig frem. De skilles, fortaber sig hver sit sted. Med en vending fra romanen om Siri og Tommy: Det er ikke længere dem.

Det giver alt sammen fortællingen et indtryk af tilfældighed. »Noget at drikke, måske?« spørger pigen i kiosken. »Måske,« svarer Jim, og tager en cola. Det tilfældige, den flydende registrering, er det modsatte af traumets og urscenernes kontaktlim. Man kan også sige, at der er to bevægelser i Pettersons roman, én indad mod dens urscener og smertepunkter. En anden udad, væk, mod opløsning.

De to bevægelser er måske det – egentlig – særlige ved Petterson. Skæbnen er pålagt én, krisen eller traumet, fra oven og ned, tævet ind i én af far eller drysset ud over hovedet på én som mannakorn. Resten – eller følgen – er flygtighed, vilkårlighed, et sving ud i mørket.

Den dobbelte melankoli, Petterson skriver om og skriver mesterligt om, kræver noget ekstra, fortæller bogen sin læser. Det er ikke nok at nægte én gang, man må, som Tommy prøver, gøre det mindst to. Først for at komme ud af en ond cirkel, så for at komme ind i en bedre.

Thomas Thurah vil fremover anmelde litteratur i Information.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lone Christensen
Lone Christensen anbefalede denne artikel

Kommentarer