Læsetid: 4 min.

Kom med ned i lyden

En dobbeltsidet biografisk betændelse har bidt sig fast i denne anmeldelse. Se selv om det lykkes musikredaktøren at ryste den af sig
6. maj 2013

Denne anmeldelses ene band har hele sin alternative troværdighed i orden, det andet band må kæmpe for den.

I Atlanta, Georgia nyder Deerhunter godt af deres frontfigur, sangskriver og forsanger Bradford Cox, der har været en mester i at transmittere sit band og sine soloprojekter via gratis downloads og temperamentsfuld blogging. Han er født med den genetiske bindevævssygdom Marfans Syndrom, der typisk forårsager at man bliver meget tynd og langlemmet. Og det er han blevet. Han har selv fortalt, hvordan hans sygdom begyndte at påvirke hans udseende, da han var 10, og at han levede et ensomt liv, ikke mindst efter at hans forældre blev skilt.

New York City-bandet Vampire Weekend har sit udspring på Columbia University på Upper West Side, og de ynder at gå i Tommy Hilfiger og sejlersko. De har lavet en sang om Oxford-kommaet, og de skriver ofte om overklasseproblemer. De er utallige gange blevet sammenlignet med Paul Simon og hans klassiker, Graceland. De har bare ikke været i Sydafrika og kalder i stedet deres musik ’Upper West Side Soweto’. De er blevet lagt for had for at være overklasseløg selvom flere af dem kommer fra trange kår. De er blevet lastet for at være ulasteligt klædt.

Lidelsens autenticitet over for lethedens bagatellisme.

Deerhunter er – i biografisk lys – forestillingen om et liv fuld af mening. Tag bare det faktum, at Cox med de lange fingre og det erklæret aseksuelle liv var vild med Edward Saksehånd, da han var barn. Forestil dig ham sidde alene derhjemme og drømme gotiske drømme om udfrielse fra den forbandede krop og den krøllede eksistens. Og forestil dig så Vampire Weekend mødes i en dunst af aftershave for at diskutere nye tekstilers semiotik.

Men hvorfor skulle lidelse egentlig være mere autentisk end et liv med overskud til at kommentere på aristokratiske koder, tegnsætning og interkulturel udveksling?

Og i sidste ende er det vel musikken, det handler om. Ligesom de biografiske lytninger er fulde af fejlslutninger. »Jeg har accepteret, at folk absolut ingen idé har om, hvem jeg er,« har Bradford Cox sagt til Pitchfork. »Hvis de vidste det, ville de føle sig snydt«.

Det føler Bradford Cox sig måske foranlediget til at nævne, fordi musikjournalistikken og fanmytologien begge næres af biografisme, selvom denne i bedste fald blot er en begærspyramide fra hvis tinde, man kun kan se egne forfejlede drømme.

Det er altid interessant at diskutere personerne bag musikken, for det er jo trods alt dem, der har lavet musikken. Men man skal også forsøge at adskille de to for fuldt at kunne nyde, hvad musikken fortæller en i sig selv. Vi skylder kunsten at forsøge så godt som muligt.

Forlad komfortzonen

Så kom med ned i lyden i stedet.

Deerhunters nye, sjette album er en skramlet afgang fra forgængerens forførende centrifuge af laber støjpop. I stedet synes musikken nu at være lavet af en særlig genstridig form for ståluld. Den sætter sig fast som burrer, og man finder snart ud af, at det er fordi, Monomania er fuld af ørehængere.

»There’s a man/There is a mystery whore/And in my dying days/I could never be sure,« synger Cox vrængende, nærmest rasende. Og det er hans skærebrænder af en tilstedeværelse i sangene, som blander noia-glasskår i indie-sukkeret. Stemmen er forvrænget og lyder som om den bliver sunget gennem branket pergament. Ja, i det hele taget kan man godt få fornemmelsen af at lytte gennem en tragt til en svunden tid, om det så er 50’ernes mere uskyldige rock’n’roll, 70’ernes punk, 80’ernes støjrock eller 00’ernes desillusionerede new wave-genoplivning. Det giver alt sammen mening, fordi nostalgien altid sandblæses hudløs i Deerhunters desperate ekstase.

Musik handler altid om os selv og det, musikken bevæger os til, og musikkritik handler altid om musikkritikeren. Så jeg er nødt til at spørge mig selv, om jeg er en følelsesjunkie, når jeg synes, at Ezra Koenig er bedst, når han går i skinger diskant på »Hannah Hunt«; når han således forlader den komfortzone, som jeg bliver ved med at irriteres over hos forsangeren i Vampire Weekend.

Men jeg er så også professionel og selvsikker nok til at mene at have halv- eller helret, når jeg nu skriver, at Koenigs tenor er for flad og for luftigt fad til for alvor at være bemærkelsesværdig. Lige som Vampire Weekends sange heller ikke gør afgørende væsen af sig her på deres tredje album Modern Vampires Of The City. Det gør teksterne til gengæld: »The gloves are off, the wisdom teeth are out« eller »You know I love the past, ‘cause I hate suspense«. De er fulde af vemod, vokseværk og melankoli.

Men musikken, ak og ve. Der er blevet hentet inspirationer, men der er ikke blevet suget så meget blod. Også selvom teksterne er mørkere, og der både er en klarere soul-nerve og en del radbrækket legesyge fraseringer fra hr. Koenig. Det forbliver bare enten anæmisk teenybop eller konturløs indierock. Når det altså ikke undtagelsesvist gør lidt ondt som på »Hannah Hunt« eller »Hudson«. Og så er vi vist på en måde tilbage ved udgangspunktet.

Deerhunter: Monomania (4AD/Playground). Vampire Weekend: Modern Vampires Of The City (XL/Playground). Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu