Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Komik på højt plan

Stærke parodier, spiddende politiske tekster, sjofle forvekslinger samt en overraskende dråbe alvor om krigen i Afghanistan gør Cirkusrevyen til en absolut succes
Kultur
21. maj 2013

Cirkusrevyen er efterhånden en så traditionsrig institution, at man bævrende afventer, om dette folkelige show fortsat kan holde fingeren på pulsen. Og i år kan det. Stor ros til Lisbet Dahl og tekstforfatterne for den bedrift. Eminent kommer vi igennem alt fra efterløn til moderne børnenavne med kun et par enkelte ligegyldige sketches om DSB og SKAT, hvor pointen langtfra er ny og tilmed leveres i første sætning. Det fortoner sig hurtigt i alt det gode, for årets revy er vitterligt spækket med kvalitet.

Hestekødsskandalen serveres opfindsomt i en idyllisk Lady og Vagabonden-scenografi. Andreas Bo og Niels Olsen er fremragende med karikeret accent og foragtelige fnys til levnedsmiddelstyrelsen. Klicheerne om at være »et hestehoved foran« og »hyp min cu-Lotte« kommer som skidt fra en spædekalv, og hvorfor stoppe ved hestekød? Lady og Vagabonden er på en måde også med i middagen forlyder det med et fint afsluttende twist.

Ditte Hansen er god som den stodderramte Anne Linnet, der vrængende vittigt giver Thomas Blachman første skud for boven. Senere tager en helt ubetalelig Andreas Bo kegler som manden selv. Selvsmagende stripper han ned til leopardunderbukser og sokker, så vi kan hylde den perfekte mandekrop i en besk kommentar til Blachmans omdiskuterede voyeur-program. Med en solid finger i navlen får han hele vommen til at rotere og graver tilfreds Armani-fnuller frem dybt derinde fra. Salens piften og hujen vil ingen ende tage.

Stikkermentaliteten spiddes eftertrykkeligt af en lummer Niels Olsen, der savlende holder styr på, om de enlige mødre nu også er så enlige, som kommunen går og tror. Undertegnede var også særdeles glad for Ulf Pilgaard i »Vi’ da ik’ misundelig’« om Grønlands olie af Carl-Erik Sørensen. »Det er nemmere at være rig, når man er vant til at være det,« burde grønlænderne ikke holde sig til deres perleplader? Og ved de godt, at kineserne både sviner og spiser hunde?

Vores overlegne Hellerup-herre er dog ikke for fin til selv at give et tilbud: »Det er en ærgerlig ting at ødelægge Grønland, men det er jo også nogle dumme penge at gå glip af.« Stof som dette, der både vækker latter og eftertanke, er revymateriale, når det er bedst. I Lisbet Dahls hofnummer som den kiksede charterfigur med cha cha cha-selskabsvise om Spaniens krise, der traditionen tro synges komplet ude af takt med tilhørende hersen af kapelmester James Price, er der intet nyt under solen, men det virker, så tårerne triller.

Farlig komisk tale om krig

Andreas Bo brillerer med sit imponerende paroditalent i »Award-show« og fører os overbevisende igennem bl.a. Mick Øgendahl og hans vanvittige kropssprog til Niels Hausgaard, der vældig laid back synger Medina(!), og en Rasmus Seebach, der enkelt karikeres med stritører og signatur-lyden »uh-uuh«. Hertil kommer også en pertentlig, begejstret Ole Henriksen, hele Linie 3 og – selvfølgelig – de resterende fire koryfæer fra revyen. En præstation, der går over stok og sten.

Den løftede stemning skifter brat, da Ulf Pilgaard kommer ud i kampuniform og til caféklaver tørt gør status over Danmarks indsat i Afghanistan. Det er ikke sjovt. Det er modigt, og publikum kvitterer med aftenens største bifald til Vase og Fulgsangs monolog. Et andet højdepunkt er Ulf Pilgaard som Søren Ryge. Skideskæv med rød libanon i piben, snøvlende langsom og helt ude i hampen tærskes der langhalm på den elskede figur, så fuglene synger. Det er en glansrolle i stedet for hans fortærskede dronning Margrethe, som godgørende var droppet i år.

Endelig har vi Ditte Hansen som Helle Thorning-Schmidt. »Vi gjorde det,« bliver mantraet, som med ond latter udpensles. »De blå tænkte på at give skattelettelser til de rige, men vi gjorde det.« Lisbet Dahl danser ind som Lars Løkke og takker ’sin vikar’ for alt den medvind, hun giver ham, mens han daser i hængekøjen, lille tyk og doven.

Det sidder lige i skabet og er en bragende afslutning på en virkelig god aften på Bakken. Der er noget om snakken ...

 

Cirkusrevyen 2013. Instruktion: Lisbeth Dahl. Kapelmester: James Price. Scenograf: Nina Schiøttz. Koreograf; René Vinther. Medvirkende: Ulf Pilgaard, Ditte Hansen, Niels Olsen, Andreas Bo og Lisbeth Dahl. Til 31. august på Bakken

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her