Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Kvinden, der foretrak krig frem for Hemingway

’Hemingway & Gellhorn’ fortæller historien om Hemingways tredje hustru, en kompromisløs krigsreporter, der valgte slagmarken frem for kærligheden. Desværre er Philip Kaufmans film om det ikoniske par for lang og for karikeret
Der er masser af kemi mellem Nicole Kidman som krigsreporteren Gellhorn og Clive Owen – et af Storbritanniens bedste bud på kondenseret maskulinitet – som Hemingway. Men persontegningerne bliver for karikerede.
Kultur
30. maj 2013

Ernest Hemingway og Martha Gellhorn er banebrydende ikoner, og deres kærlighedsforhold satte afgørende præg på hans forfatterskab og hendes journalistik. Det er pointen i Hemingway & Gellhorn. Desværre er det, som om Philip Kaufmans tv-film er så bekymret for, om vi køber den, at den er mest optaget af at fortælle, hvor store personligheder de var.

Hemingway & Gellhorn har ellers Nicole Kidman i den bærende rolle som en af verdens mest bemærkelsesværdige krigsreportere. Og hun sætter alle sejl til for at sælge sin komplekse karakter. Som Hemingway ses Clive Owen, et af Storbritanniens bedste bud på kondenseret maskulinitet, og da de to hovedpersoner mødes for første gang på en bar i Key West i 1939, sker det i en stærkt erotisk ladet scene. At Hemingway lader sig forføre af Gellhorns hovne selvtilstrækkelighed og ikke mindst sprækkerne i den, er i hvert fald svært at bebrejde ham.

Karikerede persontegninger

Men trods kemien mellem skuespillerne kammer karaktertegningen sine steder over i karikaturer. Et eksempel er, når Martha Gellhorn suger så intenst på sin cigaret, at hun må spile øjnene op, mens hun fremhæver Robert Capas evne til at indfange hverdagslivet i Den Spanske Borgerkrig, sådan som en ægte kunstner formodes at gøre anno 1936, eller hvad? Kidmans præstation er dog mere helstøbt end Clive Owens Hemingway, der ujævnt formidler forfatterens pendulering mellem rollerne som karismatisk forkynder og klichédreven macho.

Grundlæggende vokser problemerne i filmen ikke desto mindre ud af Barbara Turner og Jerry Stahls manuskript. Lange autentiske optagelser fra krige og katastrofer fra Den Spanske Borgerkrig og senere i kz-lejren Dachau (hvorfra Gellhorn er den første journalist til at skildre rædslerne) skal give filmens fortælling troværdighed. Men de er overvejende overflødige og tynger det alt for lange kærlighedsdrama. Lige så grundlæggende har Hemingway & Gellhorn en uklædelig tendens til at forbryde sig mod don’t tell-mantraet. Ved at skildre sine hovedpersoners forhold gennem kronologisk ordnede begivenheder løbende afbrudt af dokumentarisk materiale ligner resultatet paradoksalt nok en traditionel, tung tv-film, som man lavede dem, før tv-stationer som HBO revolutionerede mediet.Paradoksalt fordi Hemingway & Gellhorn er produceret af HBO. Måske er 15 millioner dollar for beskedent et budget til en film, der udspiller sig over flere kontinenter og årtier. Meget tyder på, at materialet har været en for monstrøs en størrelse at håndtere elegant selv for instruktøren bag Tilværelsens ulidelig lethed.

En hyldest til kvinden

Efter to og en halv time, er man således ikke i tvivl om, at Ernest Hemingway og Gellhorn satte sig eftertrykkelig spor hos hinanden som skribenter og iagttagere, men meget klogere på nuancerne af forholdet, er man ikke blevet. Alt i alt er Kaufmans film et nogenlunde underholdende kulørt drama.

Det charmerende twist er billedet af Gellhorn som Hemingways tredje hustru, der vinder både forfatteren og det halve medielandskab, men vælger krigen frem for kærligheden. Sådan fungerer Hemingway & Gellhorn bedst som en hyldest til kvinden, der ikke ville være en fodnote i Hemingways liv.

Hemingway & Gellhorn. Instruktion: Philip Kaufman. Manuskript: Jerry Stahl og Barbara Turner. Amerikansk film. Udkommet på dvd.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her