Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Længslen efter shamanen

Lene Boel lader rulleskøjtedans spejle storbyens trang til at møde urkraften, mens Nukâka Coster-Waldau suger tilskueren med ind i sorgen over det tabte Grønland
Kultur
11. maj 2013

Hvordan finder vi tilbage til den oprindelige følelse af mennesket i naturen, når vi kører rundt i metro med ørebøffer på – og øjnene klistret til en mobil? Hvordan mærker vi de gamle urkræfter og længsler?

Det er nogle af de spørgsmål, som måske sidder i kroppen efter oplevelsen af to ellers vidt forskellige forestillinger, man kan være så heldig at indsnuse med hud og tanker i disse uger i København. Nemlig Lene Boels rituelle streetdanseforestilling Planet Human & Shaman – og Nukâka Coster-Waldaus grønlandske eksistensperformance Strømsteder.

På Nationalmuseets biografscene krones Next Zones formidable ensemble af dansere og nycirkusartister af den franske rulleskøjtekunstner Xuan Le. Han triller rundt i besværgende cirkler, vanvittigt hurtigt og dog helt blidt og roligt, mens hans nøgne overkrop tilsyneladende er helt uanstrengt. Alt er organisk ved denne mand, på nær lige hjulene i hans skøjter. Hans lange år laver bølger i luften, mens han suser rundt med blæst i fjerene på sine åndemanerbukser. Og danserne omkring ham byder på rituelle kropspræstationer, som koreografen Lene Boel lykkeligvis har en helt særlig nøgle til. I Rex Casswells lydunivers flettes junglefugle og tundrabrøl ubesværet, mens Jesper Kongshaugs lys giver genskin af oceanlyseblåt. Denne Planet Human er en dans til livet.

Strømsteder er en anderledes ordrig kropsforestilling. Her fortæller Nukâka Coster-Waldau om det Grønland, hun har mistet ved at komme til Danmark. Peter Laugesens tekst er en collage af brutale citater fra forskellige grønlændere, og Nukâka Coster-Waldau giver dem krop og stemme, den ene efter den anden. Her stinker skammen så uafrysteligt som stegte løg, og her er frygten for ikke at være god nok et eksistentielt udgangspunkt. Som ikke-grønlænder ønsker man at se ned, men man kan ikke slippe Coster-Waldau med øjnene.

For hun er vidunderlig smuk og uhyggelig præcis. Snart er hun den fordrukne grønlænder. Snart er hun den velmenende danskerfrisør, som serverer fordomme og dumheder, så salen krymper sig af grin. Laugesens grumme isbjergspoesi leger frit mellem fiktion og dokumentarisme, og Coster-Waldaus krop følger ordene i sære bevægelser med månetydelighed og shamankraft. Mest mærkværdigt, når hun går dybt ned i knæene og strækker sin krop – som om hun ville strække sig helt op til den grønlandske kulde.

Hanne Trap Friis’ iscenesættelse lader hende desuden spille op mod Makka Kleist og Flemming Jensen, der på videoskærme over scenens abstrakte grønlandshav kommer med hvert deres beske grønlandssyn.

Som dansker sidder man bagefter og skammer sig. Og man mærker en sørgmodighed, som går endnu dybere. Måske som en længsel efter den kraft, som vi fladjordsdanskere vel også har mærket en gang for længe siden. Shamankraften.

 

’Planet Human & Shaman’. Koreografi: Lene Boel. Musik: Rex Casswell. Lys: Jesper Kongshaug. Kostumer: Dorte Thorsen. Next Zone på Nationalmuseet. Til 12. maj. www.nextzone.dk

’Strømsteder / Sarfartuut’. Tekst: Peter Laugesen og de medvirkende. Instruktion: Hanne Trap Friis. Musik: Wiime Saari & Tapani Rinne. Lys: Morten Ladefoged. Teater freezeProductions på Grob til 16. maj. Herefter turné. www.freezeproductions.dk

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her