Læsetid: 3 min.

Le Carré er i rigtig fin form

50 år efter gennembruddet er John le Carré næsten lige så underholdende, aktuel og rasende i sin skildring af forræderi og konspirationer blandt embedsmænd og polikere, som dengang han var bedst
10. maj 2013

Godt inde i John le Carrés nye spændingsroman En skrøbelig sandhed hiver den ene hovedperson en gammel båndoptager frem fra sin nederste skuffe. Toby Bell, som fyren hedder, er en ambitiøs sekretær for en nyudnævnt britisk udenrigsminister, som han har stærkt mistænkt for at pleje egne økonomiske interesser.

En aften, hvor ministeren skal mødes med en amerikansk våbenhandler på sit kontor, får Toby specifikt ordre til at holde sig borte. Toby frygter for sin egen karriere. Noget må gøres, og løsningen bliver at optage det hemmelige møde: »Som en rusten krigsmaskine på en glemt slagmark står den ældgamle båndoptager, hvor den har stået i årtier, og venter på den opfordring, som aldrig var kommet, bortset fra, at det gør den så i dag,« skriver John le Carré og får derved mindet os om, at gamle tricks (måske) stadig virker, selv om Den Kolde Krig forlængst er ovre.

En ganske passende reference for i år er det nøjagtig 50 år siden, at le Carré (født 1931) selv første gang havde succes med sine litterære tricks. Spionen der kom ind fra kulden var godt nok hans tredje roman, men den satte nye standarder for genren og gjorde ham verdensberømt, da den udkom i 1963.

Romanens drama om en grå spion fanget i et udmattet England, der for længst har udspillet sin rolle på den globale scene, lagde ikke fingrene imellem i sit portræt af tidens trøstesløse realiteter. I le Carrés ferme hænder var den interne og eksterne rivalisering mellem øst- og vestmagternes efterretningstjenester et perfekt afsæt til at undersøge menneskets håbløse vilkår i et knugende samfund, og med sin mesterlige romanserie om George Smiley etablerede han sig i årtierne derefter som en af sin generations mest anerkendte britiske forfattere.Så faldt Muren, og lige siden har le Carré akkurat som spionerne måtte finde nye slagmarker. Det har han såmænd haft ganske pæn succes med – specielt i Den standhaftige gartner (2001) og Absolutte venner (2003) – så nej, det er absolut ikke af nostalgiske grunde, at den gamle båndoptager nu atter findes frem fra skuffen. Tværtimod.

Politikere tillader alt

En skrøbelig sandhed starter med en klassisk John le Carré-scene. ’Operation Wildlife’er en hemmelig britisk operation, der udspiller sig en nat i 2008 på Gibraltar, hvor et team af internationale efterretningsagenter og lejesoldater skal fange en højtstående al-Qaeda-leder.

Missionen, der er sat i værk af førnævnte udenrigsminister, går galt. I stedet for terroristlederen får lejesoldaterne ram på en uskyldig illegal indvandrer fra Afrika og hendes barn. Vi følger det hele fra den britiske diplomat Christopher Probyns synsvinkel. Han er sendt til Gibraltar af ministeren, fordi han er god til at gøre, som der bliver sagt uden at brokke sig, og hjemme på kontoret igen spekulerer han da heller ikke mere over oplevelsen, for hvilken han oven i købet hædres med en fin titel.

Først tre år efter, i 2011, begynder Sir Probyn at blive mistænksom, og efter mordet på en af lejesoldaterne beslutter han sig for at rense sin samvittighed ved at finde sandheden om, hvad der skete den nat på Gibraltar.

Handlingssporen og kronologien glider uanstrengt sammen, da Toby Bell dukker op på Probyns landsted med sin viden fra båndoptagelsen af det hemmelige møde, der fandt sted lige inden ’Operation Wildlife’. Også Toby må gøre op med sig selv, om han vil forråde sit land ved at modsætte sig ordren om at glemme alt om operationen på Gibrataltar.

Probyn og Bell er tydeligvis endt som marionetter i et større spil, hvor efterretningsoperationer ikke længere er et fag for velklædte agenter men en benhård international forretning, hvor politikere tillader alt, så længe ingen får noget at vide om det.

De to hovedpersoner er desværre også endt en smule karrikerede. Når le Carré er bedst, er de gode også onde, og de onde også gode. Det er ikke tilfældet i En skrøbelig sandhed, og specielt portrættet af den godmodige overklasseenglænder Christopher Probyn tangerer det parodiske, når han danderer den med stok og tweed i det idylliske Cornwall.

Til gengæld fungerer alt andet på forrygende vis fra nævnte hæsblæsende indledning over de dæmpede dramaer på Londons cafeer og kontorer til den åbne slutning. Kendere af britisk politik vil ovenikøbet kunne drage parraller til flere kontroversielle sager om skrøbelige sandheder i Blair-perioden. For så vidt er det lang tid siden, at John le Carré har været mere underholdende, aktuel og rasende på én og samme gang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu