Maskefald for fulde gardiner

Ofte findes der en pinagtig og andægtig stemning, lige inden en koncert går i gang, hvor man ikke ved, hvad man skal stille op med sig selv. Som spejlblank tåbe med tomt blik i øjnene venter man på at lade sig opfylde af noget, man endnu ikke ved hvad er.

I tilfældet The Knife er den akavede stemning særligt udtalt. Dels fordi den enigmatiske svenske elektroduo bestående af søskendeparret Karin og Olof Dreijer melder deres genkomst efter syv års fravær, og dels fordi deres tidligere liveoptrædener har fucket systematisk med folks forventninger til koncertformatet.

En gruppe, der vægrer sig ved at give sig til kende, får et interessant problem, når de skal spille koncert. Hidtil har The Knife betjent sig af et arsenal af koketterende maskeringsmanøvrer. Men mod forventning stillede de denne gang op med blottede ansigter.

Det vil sige, vi er faktisk ikke rigtig klar over, hvis ansigter det var, vi så. Hvad vi så, var et hårdtpumpet fluorescerende menageri af performativ funktionsforvirring, hvor otte dansere, musikere, udøvere og betragtere gled ind og ud mellem hinanden.

Roller blev taget af og på som en kropsnær spandexdragt, mens de optrædende personager grimasserende lipsync’ede til det medbragte bånd. Som strategi svarer det til at gå rundt ved nattetide og tegne et kryds på alle byens døre for at bortlede opmærksomheden fra den oprindelige dør, der røber hemmeligheden. Vi ved ikke, om Karin og Olof Dreijer overhovedet var til stede blandt performerne den aften. Og vi ved ikke engang, om det har nogen betydning.

Man kunne kalde det en ironisk pastiche på koncertformatet. Eller også kunne man kalde det et orgie af musik, rytmik og bevægelse, der skruer forsømte kroppe tilbage på hovedet.

Koncert uden koncert

The Knifes sinistre og højgotiske omdømme taget i betragtning, var det i al fald en overraskende udadvendt koncert, hvor hovedvægten lå på ørehængere fra det nye album Shaking the Habitual. Et dundrende bollywood-danseshow i et neonfarvet popland. Der var beats tunge nok til at ommøblere indvolde, som rev og sled i alle led, så hele kroppen videoværkede.

»A Tooth for An Eye« blev fremført med opstilling i et stumt kutteklædt tableau vivant iført sparkedragter af sammensyede ligposer. Måske spillede The Knife koncert ved at lade været med at gøre det. Al lyd, sang såvel som musik, var tilsyneladende båndet på forhånd. Forventeligt foranledigede det diverse gætværk udi, hvem af kvinderne på scenen, der mon var Karin.

Det siger ikke så lidt om, hvordan musikforbrugeren føler sig berettiget til at få adgang til en slags indbildt oprindelighed. Og når det ikke indfries, opleves det voldsomt provokerende.

Nervekrig

Husk det, når guitarhumanisten Springsteen – om nogen The Knifes diametrale modsætning – plugger i på tirsdag. Måske kunne han lige så godt have sendt en papfigur af sig selv.

The Knife udviser en manipulatorisk adfærd, der er grænseoverskridende og involverende. Vi får the silent treatment og klimaksberøvelse, musikken kører på en tom scene, så publikum reduceres til kontaktsøgende spædbørn, der glor videre i håb om en belønning.

Afslutningen var et radikalpædagogisk nervekrigseksperiment i, hvor længe publikum forbliver i et passivt håb om ekstranumre, inden de opgiver og giver sig i kast med at skabe deres egen fest.

Med den drejning kommer projektet The Knife tæt på et æstetisk forsvindingspunkt, hvor de enten kan krølle sig selv sammen igen eller blive til noget andet. Spørgsmålet er, hvad der kommer bagefter, og om der overhovedet kommer noget. Intet er sikkert. Indtil da kan vi fryde os over at bade i »Silent Shout«’s syreregn af syntetisk arpeggio og hoppe til tonserbeats på Vegas gyngende trægulv, til det forsvinder under fødderne, og alt forekommer muligt.

The Knife, Store Vega, København, søndag