Læsetid: 3 min.

Er mazurka vejen frem?

Poesien møder naturvidenskaben i nye digte af Peter Nielsen
17. maj 2013

Med sin nye bog springer lyrikeren, oversætteren og ornitologen Peter Nielsen (f. 1948) ud som højpoetisk naturvidenskabsmand. Titlen Feltstudier kan i hvert fald i første omgang aflæses meget konkret, som en erklæring om, at hvert enkelt digt skal forholde sig til en ydre genstand og helst omgås denne lige så systematisk og sagligt som svampebiologien, botanikken og ornitologien for ikke at tale om entomologien og lepidopterologien, altså lærerne om insekter og sommerfugle.

I anden omgang må titlen imidlertid også forstås som en poetik for digtet, der selv skal udgøre et ’felt’ og igennem det studium, skriften selv udgør, fylde sig selv ud med tegn. Bogstaver, ord, sætninger, som på den ene side skal betyde og henvise, men på den anden side også bare klinge, spille deres musik med samme elegance og selvfølge som en mazurka eller nocturne af Chopin.

Et kaos af ideer

»Det hele spiller en rolle. Det hele har en værdi,« erklærer Peter Nielsen et sted. Hans grundholdning er inklusiv og hans lyrik et forsøg på at omgås »et storslået kaos af ideer« og da, om muligt, levere »mange svar på komplekse spørgsmål«. Som konsekvens af denne ambition opererer han her i relativt lange, sammensatte forløb, som grafisk kan ligne prosa, men ved nærmere eftersyn, og ikke mindst ved oplæsning, viser sig musikalsk gennemførte, med en raffineret udnyttelse af linjebrud, syntaksbrud og bratte Tranströmer-agtige opbremsninger – greb, der også blev prøvet af i de forudgående, ligeledes omfangsrige digtsamlinger, især Gule og grønne skove (2000), som ligeledes legede langs med grænsen, der skiller mennesket fra de flyvende medskabninger.

Det er en særdeles dreven ordmager, læseren nu lytter til, imens Peter Nielsen balancerer imellem videnskabens eksakthed og så den ubestemmelighed, som han efter alt at dømme opfatter som et erkendelses– og eksistensvilkår. Hans digte lader sig læse som en slags gennemarbejdet stilhed eller som en lavmælt og indædt kamp imellem det, man kan forstå og sætte ord på, og det, man ikke fatter og ikke evner at formulere.

’Livet’ og ’verden’

Værkets gennemgående praksis bliver følgelig spadserende eller slentrende, tit svævende og antydningspræget, drømmeagtig og vævende. Og dette er ikke ment som nogen ros, men heller ikke som fældende kritik. Det er ment som konstatering af, hvor den afgørende fare ligger. En digter, der konstant først og fremmest vil »se det uvisse i øjnene« og »omgås det usynlige,« løber nemt den risiko at skrive plumret og abstrakt. Og vil han så hænge de ordrige omkringslubrende indkredsningsmanøvrer op på et eller andet fælles, forfalder han til store, tomme ord, af hvilke ’livet’ vistnok er værst, men ’verden’ omtrent lige så slemt. Fristelsen lurer, og Peter Nielsen undgår den kun delvis i denne bog.

Dobbelthed og humor

Når dette forbehold er fremsat, kalder det på to modifikationer. Den ene er, at Peter Nielsen faktisk ofte i sine digte får sat helt rigtige ord på en oplevelse, som man udmærket kender – dette, at så meget efterhånden har to ansigter, og det at vi gerne

har to niveauer, men at ingen
længere kan huske hvorfor nogen
er anbragt hvor.
Nogle nævnes i programmer der
deles ud.

De får håndtryk.
I lystbådehavne.

Citatet begrunder den anden påkrævede modifikation. Nemlig at Peter Nielsen sagtens kan være sjov og midt i denne velfriserede mumlen pludselig overraske i spring og symmetribrud som når han spørger, hvorvidt mazurka mon er vejen frem! På den slags steder hænder der noget lige med ét. Som en isfugl, du kun når at følge i to, højst tre sekunder, men som alligevel er fugleturen værd.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu