Et nationalkoryfæ gør status

Der var stuvende fuldt i Koncerthuset ude i DR-Byen søndag aften, hvor folk og fæ, unge og gamle og ikke mindst mænd og kvinder var valfartet til for at opleve den 75-årige Povl Dissing give sig i kast med highlights fra bagkataloget, mere præcist sange fra den gloriøse periode 1966-1980.

Det var de år, hvor han gik fra en status som vanartet provo til elsket nationalkoryfæ ved hjælp af først en række skægge og frække hitsingler, hvoraf flere var regulære landeplager, og dernæst en klynge lp’er, heriblandt et par stykker, som i dag har indiskutabel klassikerstatus.

Som én, der selv ivrigt fulgte manden i de år, tør det roligt påstås, at han satte sindene i kog med sin manierede, ekspressive og helt igennem uforligneligt personlige facon at fortolke en hvilken som helst givet sang på, ja, der gik en givetvis sand historie om, at han i en periode i de sene 1960’ere måtte have bodyguard med, når han var ude at optræde!

For Povl Dissing ikke så meget synger en sang som går til angreb på den med hud og hår samt næb og kløer, og resultatet tvinger lytteren ud i det rene snavs, for han er kropumulig at ignorere.

Det er enten for eller imod, had eller kærlighed, men det var alligevel imponerende, som han til en begyndelse (ofte i selskab med Benny Holst) kunne få datidens borgerskab helt op i det røde felt med tolkninger af folkesange og evergreens som »Lille Anna«, »Drengen og hesten«, »Solen er så rød, mor« og »Lille sommerfugl«.

Men det var Thøger Olesens vidunderligt mundrette oversættelser af en række Shel Silverstein-sange, der i løbet af 1967 gjorde Dissing til popstjerne, heriblandt ikke mindst »Lad mig blive noget« og »Den grimmeste mand i byen«, begge akkompagneret af The Beefeaters, sammen med hvem han i 1969 udsendte mesterværket Dissing (også kendt som Nøgne øjne), hvor han havde sat musik til en række enestående tekster af Laus Bengtsson.

Siden fulgte samarbejdet med Burnin Red Ivanhoe i form af 6 elefantskovcikadeviser (1971), før det brede folkelige gennembrud kom i 1973 med megasuccesen Svantes viser, et vellykket samarbejde med Benny Andersen.

Han holdt den høje kunstneriske standard frem til 1980, før samarbejdet med Benny Andersen i samme årti tog overhånd. Det har altid været lige hyggeligt nok for min smag. Men de der 7-8 lp’er, det blev til i perioden op til, oh la, det er dansk musik hinsides kategori, når det er allerbedst.

Nærmest guddommelig karakter

Holdopstillingen i Koncerthuset talte som i efterhånden mange år sønnerne Rasmus (tangenter) og Jonas (guitar, mm) samt den fyrige guitarist Las Nissen, kollektivt kendt som Dissing, Dissing, Las & Dissing.

Til lejligheden var kvartetten udvidet med en gudsbenådet rytmegruppe i form af trommeslager Jesper Elnegaard (what a drummer!!) og bassisten Nikolai Storr, garneret med hammondorgel-esset Dan Hemmer, der spillede et par af aftenens ondeste soloer.

Men trods opbuddet af musikere, deres i øvrigt stensikre sammenspil samt ikke mindst et swing af nærmest guddommelig karakter var og blev aftenens stjerne solisten selv, som intenst rokkende på en taburet afsang i alt 19 sange, suppleret med historier om deres tilblivelse og de samarbejdspartnere, Dissing altid har været afhængig af. Alle de gamle kendinge var grundigt omarrangerede til lejligheden, der fornemmer man sønnerne og Las Nissens ivrige hænder, men heldigvis giver de nye arrangementer som helhed god mening, kun »Yderst Ude/Krakkemutmat-blues« faldt decideret igennem, og der var vist ikke helt enighed om tempoet orkester og solist imellem på gennembrudshittet »25 minutter endnu«, der heller ikke formåede at matche originalens intensitet; men ellers formede aftenen sig som et sandt triumftog for alle parter. Man holdt vejret under fremføringen fire uforlignelige tolkninger af sangene fra Dissing, og det var interessant og givende at høre, hvor dylanske i tone og anslag numre som »Wallifanten« og »Tingel-tangelmanden« fra tiden med Burnin Red Ivanhoe egentlig er. Materialet fra Grønland holder sin dybt originale grundtone, og sangen om »Lille Anna« er stadig grum, grum.

Flammende original

At holdet belønnedes med tre stå bifald til sidst forekom helt rimeligt, og ekstranummeret, en blændende udgave af Benny Holsts »Hymne til natten«, var simpelthen gudeskøn. Og selv om denne signatur gerne havde givet en hånd (okay, en finger så) for at have hørt personlige favoritter som »Jeg tændte ingen sol for dig«, »Ingen« og ikke mindst tour de forcen »Mor Danmark«, er det virkelig kun forfængelige håb, thi glæden over atter at møde dette nyklassiske og flammende originale materiale i nye og velsiddende klæder har ikke fortaget sig endnu. Er man ikke blandt de heldige, der var i Koncerthuset i søndags eller får mulighed for at fange ensemblet i løbet af året, hvor det spiller talrige koncerter rundt om i landet, er der udkommet en dobbelt-cd med alle de 19 sange, Dissing har valgt at nyfortolke, under titlen Dissing Live 25 min. endnu 2013, der cementerer mandens status som både ener og original.

Pladen er optaget live med samme besætning som ovennævnte (dog med Palle Hjorth i stedet for Hemmer og desværre uden Holst-sangen), lyden er forbilledlig, og alle involverede giver det bedste, de har, så her er tale om langt mere end en souvenir, faktisk føjer den sig eksemplarisk til rækken af Dissing-album, man bør høre mindst en gang (gerne 100!), inden manden med leen inviterer sig selv indenfor for at udføre sit møgbeskidte arbejde.

Dissing, Dissing, Las & Dissing m/ orkester, Koncerthuset, søndag

Povl Dissing: Dissing Live 25 min. endnu 2013 (Sony Music). Er udkommet