Læsetid: 6 min.

Nye materialer

Der er ligefrem tendenser på årets afgangsudstilling for Det Kongelige Kunstakademi, hvor man går back til det, der kommer før basic
Skal man sige noget sammenfattende om 2013-generationen af kunstnere, så handler det om, at de flydende overgange ikke findes længere, der er ikke nogen generisk ens sammenhænge. Når a fører til b, så er det, fordi vi har fundet på det. Vores sind er ikke vores tanker, vores tanker er ikke vores ord, vores ord er ikke vores tekster og slet ikke vores billeder ...

Skal man sige noget sammenfattende om 2013-generationen af kunstnere, så handler det om, at de flydende overgange ikke findes længere, der er ikke nogen generisk ens sammenhænge. Når a fører til b, så er det, fordi vi har fundet på det. Vores sind er ikke vores tanker, vores tanker er ikke vores ord, vores ord er ikke vores tekster og slet ikke vores billeder ...

Jacob Munkholm Madsen

31. maj 2013

Ved første øjekast ligner det rundgang og ikke afgang. Det ligner, at ateliererne og værkstederne er blevet flyttet ud af akademiet, over gården og ind i Charlottenborgs renskurede lokaler. Det er ikke så meget værk på værk, men mere udpluk af det, som de forskellige afgangselever går og arbejder med. »Her er lidt, I kan se på, så I kan få et indtryk af, hvor langt vi er kommet. Ja tak, vi ser os omkring«.

Umiddelbart er det lidt en flad omgang. Der mangler den der stjerne, der springer ud, det der værk, der bare stinker af allerede at være solgt fra et af de store mainstream-gallerier. Nanna Abell havde en fantastisk udstilling på Fifth Floor for et par år siden, men hendes værk her er blot mere af det samme. Hun har lavet en badebro i beton med en catwalk af forskellige materialer, forrest en nød, så en campingseng, der er foldet sammen, så et flag lavet af et stykke plastik på en golfkølle i en dunk og bagerst en farvet ballon som luften næsten har forladt. Titlen er »SS13«, fordi der er mode i kunst, og lige nu er det absurde fysiske materialer, der kan møde hinanden som skæve dates på en bar, der er in. Det er spring/summer 2013, men det virker ironisk. På en opgivende måde. Hvis det virkelig er så slemt, så prøv dog noget andet. Det er jo det, akademiet er til for. Du er ung. Tro på det.

Der er også andre værker, der stadig er fortænkte, grænsende til det fjollede, men der er sket noget andet, som er helt nyt, og som pludselig slår en, når man har spenderet lidt tid i de 12-13 rum. Man går ikke og falder over store teoretikere og filosoffer! Det er nyt! Og når de alligevel er der, er det ikke som en undskyldning for et værk, men som selve værket, ligesom når Søren Aagaard har filmatiseret et kapitel fra Baudrillards bog America. Det er et gennemført og vellykket værk, hvor han eksperimenterer med en direkte oversættelse fra tekst til billeder. Og America er netop skrevet meget malerisk, og Baudrillard var netop manden med hyperrealismen, tesen om, at Golfkrigen aldrig havde fundet sted, og forestillingerne om, at virkeligheden ikke er andet end et mylder af billeder. Så man ser filmen med den største selvfølgelighed.

Skal man fremhæve noget som en tendens, så er Aagaard ikke alene med sin nysgerrighed. Der er mange, der arbejder med oversættelser og overgange og spillet mellem forskellige medier. Aagard gør det også selv i videoværket »Metaforen«, hvor man er med til et middagsselskab, hvor man ikke kan høre, hvad de siger, men derimod på to sprog, dansk og engelsk kan læse den samtale, der angiveligt bliver ført.

Janus Høm har dyrket det endnu mere intenst i værket »Generousability«, hvor han sammen med galleristen Toke Lykkeberg har skabt fem fatboys med tilhørende iPads, hvor man kan se film, der blander hele posen. Man kan ligge i en Christies-dekoreret-fatboy, imens man ser en helt ekstrem udvidelse af et røvhul i en japansk mangafilm, der er tekstet med en fortælling om hullerne i Henry Moores værker. »Generousability« er lige så opløftende, som den er plat.

Sådan gik det kunsten ...

Sofie Holten dvæler også ved en overgang mellem to medier, nemlig bygninger og byggerier. For selvfølgelig, hvis der altid er byggerier alle steder, så bliver byggeriet vel til en bygning? Samme differentiering mellem fænomener, der ellers er svært at skille ad, foretager Brian Kure. Han har taget en populær film, Rumrejsen år 2001, og sorteret billederne efter farve, fra varm-mørk til varm-lys til kold-lys og endelig til de kolde, mørke farver. Det er stort, vildt og helt uudholdeligt at se på. Men det peger på et forhold, som vi ellers tager for givet. Men som alligevel sagtens kan skilles ad.

Mette Nisgaard Larsen, der har fået hjørnet over for Nanna Abell og Sofie Holten, dyrker forholdet mellem motivet og billedet. Et billede er ikke bare et billede, men hendes motiv og vores forhold til billeder generelt. Omdrejningspunktet i opstillingen er forskellige stykker foldet stof, der ligger under to meget store, let ødelagte, nussede hvide gipsplader, som står lænet op ad væggen. Stoffets motiv spejler sig i både et fotografi af en palme og i bukserne på en performer, der i ny og næ kommer og danser foran gipspladerne. Det er lige på og hårdt og skåret ud i pap, der er motiver, og der er billeder, her ligger motivet under de store tomme plader som noget helt ligegyldigt, der er trykket sammen, eller som noget, der bærer pladerne.

Mette Nisgaard Larsen kan ikke kommunikere til os gennem motiverne, vi må finde os selv i den del af billedet, der er bagved, og så kan vi begynde at tale sammen, måske ikke om det samme, men anden samtale er ikke mulig. Det handler først og fremmest om vores forhold til værket som værk. Og først bagefter, neden under det, spiller motivet en rolle. Og så er det selvfølgelig også en subtil reference til Didi-Huberman, der både taler om det umulige i billeder, men også om, hvordan det var folderne på statuerne, der engang gav dem karakter, men langsomt faldt kludene af dem, og i dag ligger de på jorden, men har bevaret deres mystiske aura.

Og sådan gik det for kunsten. Og nu står den nøgen tilbage som det materiale, Nanna Abell ironiserer over på sin catwalk.

Larsens ømme tryk

Skal man sige noget sammenfattende om 2013-generationen af kunstnere, så handler det om, at de flydende overgange ikke findes længere, der er ikke nogen generisk ens sammenhænge, når a fører til b, så er det, fordi vi har fundet på det. Vores sind er ikke vores tanker, vores tanker er ikke vores ord, vores ord er ikke vores tekster og slet ikke vores billeder. Der er kun materialer og os. Og hvis vi postulerer en sammenhæng, så lyver vi. Et af de måske mærkeligste kunstværker, der nogensinde har været med på en afgangsudstilling, er Louise Rosendals »Sisters Outsiders« der består af en motorcykel med butt-plug/dildo-saddel, en sado-film med en pige, der hænger i loftet og drejer langsomt rundt, en tekst i en meget lille font-størrelse om parforholdets anatomi, når den ligger i samme seng, og endelig en science fiction/videospilsfilm med en computerspilsheltinde, der viser sit udstyr frem til tonerne af et soundtrack fra en pornofilm fra 80’erne. Det er langt ude, det er upassende, det er dårlig smag, og det er sandsynligvis et rum, man aldrig glemmer.

Der er kun få malere i år. Mads Lindberg er ude i det provisoriske, mærker efter en squashbold på et lærred, en svag streg, et tryk af et mønster, et billede af et stykke tape ... Det virker ikke helt så godt som Sergej Jensen, David Ostrowski, eller hvad de hotte hedder for tiden. Eller også er hemmeligheden, at man skal være ret hot for overhovedet at slippe af sted med så lidt. Malte Fisker er tættest på at ramme malerhimlen med det 2 gange 5 meter store »Adoration of the Trinity«, der helt simpelt i få farver rammer en tempelagtig stemning. Og Peter Larsen skal nok få et galleri med sine ømme tryk og tegninger.

Ved første øjekast er Afgang 2013 lidt kedelig. Men årets dimittender kommer stærkt igen. Det skal nok ende godt engang.


Bedømmelse: 4/6

’Afgang 2013’ på Kunsthal Charlottenborg, Nyhavn 2, København, til 11. august

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • steen nielsen
steen nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer