Læsetid: 6 min.

Olafur Eliasson redder de fattige

Kan æstetik og berømmelse alene redde verden? Det er i hvert fald, hvad Eliasson forsøger at overbevise os om med sin lille sol, der fylder et år
’Little Sun’ fyldte ét år i går, men begyndte sine dage som kunstværk på Tate Modern i London sidste sommer. Siden har den spredt sig til andre institutioner, et par butikker og forhandles også enkelte steder i udviklingslande som Kenya, Myanmar og Etiopien.

Michael Tsegaye

17. maj 2013

Først reddede han dansk kunst. Så frelste han Louis Vuitton. New York gav han nyt liv. Og nu er turen kommet til de fattige. Little Sun er en gul solsikkeformet lampe, som lader op i solen. Den fylder en hånd og lyser kraftigt, når man trykker på den gule knap på forsiden. Den koster 200 kroner og bliver solgt fra sin helt egen butik på en af Københavns mest mondæne adresser. Og den er skabt af den verdenskendte kunstner Olafur Eliasson sammen med ingeniøren Frederik Ottesen, ikke for deres egen skyld, for æstetikkens eller for kunstens skyld, men for dem i den Tredje Verden, dem, der ikke har råd til lys. Hvad andre ikke har kunnet gøre, kan kunsten nu klare.

Little Sun fyldte ét år i går, men begyndte sine dage som kunstværk på Tate Modern i London sidste sommer, hvor man hver lørdag aften i en periode kunne udforske mørklagte rum med den lille lampe. Siden har den spredt sig til andre institutioner, et par butikker og forhandles også enkelte steder i udviklingslande som Kenya, Myanmar og Etiopien. Her koster den det halve.

Den kunstneriske værdi i projektet er ret åbenbar. Olafur Eliasson har altid været optaget af lys og rum, og hvad er mere oplagt end at sprede de lyse stråler ud, hvor der er mest brug for dem? Eller som kunstneren selv siger: »Little Sun bringer det lys, der er for os alle, ud til hver enkelt.«

Værket er også ganske politisk. Det handler i en helt konkret yderste konsekvens om demokratisering, altså om at give verdens fattigste de samme muligheder, som man har i Vesten – den samme uafhængighed af naturen, eksempelvis til at læse lektier om aftenen og til selv at bestemme, hvornår man vil lukke sin butik uden nødvendigvis at blive tvunget til at bruge formuer og risikere at blive syg af petroleumslamper og det, der er værre. Og på et mere abstrakt plan vil Olafur Eliasson pille ved energibalancen i de olieafhængige lande.

Ikke i 2013 ...

Samtidig er det også den store kunstdrøm, der udleves. Vi ser på kunst for at få lys i vores åndelige mørke, men kunstens problem har altid været, at den har løbet panden mod en mur, når den skal fra metafysikken og ud i den virkelige verden. Olafur Eliasson har fundet formlen ved simpelthen at gøre nødhjælp til kunst. Og tallene taler så ganske overbevisende, at selv tvivlerne må give fortabt; en femtedel af jordens befolkning står uden strøm. Én mand kan gøre dem uafhængig af det. Kunsten har vundet. Kunstneren er verdens mægtigste mand.

Men både som kunst, som idé og som nødhjælp er Little Sun ikke uden problemer. Først og fremmest er den på ingen måder original. Små og meget billigere soldrevne lamper har eksisteret i mange år, og det samme har modeller, der skal udbrede lamper til fattige uden strøm, og forretningsideer til fattige uden penge. Little Sun virker tilmed dårligere designet end andre lamper, den er uden andre lampers funktionalitet – andre kan oplade telefoner og levere strøm til et tv, imens de lyser – Little Sun er ringere i ydeevne og har umiddelbart kun sin form som en lille sol, fordi den er en del af Olafur Eliassons brand, der netop blev til, da han på Tate Modern for 10 år siden skabte en kunstig sol, der lyste inde i de gamle turbinehaller. Om man så finder den pænere end andre lamper eller mere kitchet, må være en smagssag. Det er i hvert fald svært at forestille sig, at det alene, at den er skabt af en kunstner, gør, at den besidder en kraft, der sætter den udover andre produkter, der også er designet, men af designere, der måske kun er kunstnere i fritiden.

Hvor andre firmaer som eksempelvis d.light, der har gjort præcis det samme i mange år, er ekstremt gennemsigtige i deres strategier og har alt fokus på, hvem de hjælper og hvordan, så virker Little Suns strategier til udelukkende at gå ud på at sende Olafur Eliasson rundt i verden og stolt fremvise ’sin opfindelse’ til en blanding af magthavere og fattige. Her er ingenting i midten. Kun en verdenskendt kunstner med en masse banaliteter om lys, som svar på alle verdens kriser.

Hvis andre kom med en tandemcykel og sagde, at den var løsningen på krisen mellem Israel og Palæstina, fordi der netop på en cykel med to sæder er plads til, at jøder og muslimer kan være sammen, ville de jo blive grinet ud. Nu kommer Olafur Eliasson med en gammel idé, der bliver præsenteret i smarte tøjbutikker og på dyre museer med løfter om at redde 1,6 milliarder mennesker ud af fattigdom og samtidig løse krisen i Afrika. For 200 kroner kan man bevæge sig ind i kunstens fineste gemakker og købe sig til fred i hele verden, imens man får en smart statusgivende gadget, en perfekt værtindegave og et muligt investeringsprojekt. Det er næsten som i de gode gamle klimatopmødetider, hvor en isklump på Rådhuspladsen kunne redde Antarktis. Men i 2013 ... Det er svært at se kunsten i øjnene, når den ikke er mere kritisk. Og det, der tager sig ud som en fast overbevisning om, at det er kunsten, der skal få verden på ret køl, ligner ved nærmere eftertanke mere bundløs naivitet.

På hype alene?

Motiverne er der ingen grund til at beklikke. Kunstscenen er notorisk plaget af dårlig samvittighed, fordi den netop udgøres af en kombination af viden, oplysning og overfladiskhed. Derfor kan det være svært at se klart, når nogen vil gøre noget godt for andre. Men det betyder ikke, at man ikke kan få kvalme. På hjemmesiden er listen over kendisser, der hylder Little Sun længere end listen over fattige, der sælger eller har købt lampen. Måske det er en helt ny b2c, hvor c’et står for celebrities. Og så melder det sædvanlige spørgsmål sig: Får vi mere identitet, end de fattige får nødhjælp? Vi køber ubetinget en følelse af godhed uden rigtig at vide, hvordan vi hjælper andre. Det er projektet alt for abstrakt, uigennemsigtigt og banalt til.

Men andre fænomener har også virket trods alle odds. Så måske har Olafur Eliasson den gennemslagskraft, der sætter ham i stand til som en anden Dan Brown at sælge på hype alene. Måske kan han det, som ikke er lykkes for Bono, Bill Gates, Lance Armstrong og alle de andre, der også har kastet deres berømmelse ind i kampen mod uretfærdighed. Men de er jo selvfølgelig ikke billedkunstnere ... Og selv hvis det ender med kun at være ganske få fattige, der får lampen, og at problemerne med manglende elektricitet hverken bliver løst eller bliver sat på andre dagsordener end den på kultursiderne, så er det selvfølgelig bedre end ingenting. Og vigtigst af alt, Olafur Eliassons brand tager bestemt ingen skade.

Koger man Little Sun ned, handler det om én ting: Kan æstetik og berømmelse redde verden? Little Sun er ikke innovativ eller nyskabende. Olafur Eliasson har satset hele butikken på, at et design alene og hans gennemslagskraft som berømthed kan gøre det umulige. Han har helt bogstaveligt tænkt, at hvis det ligner en solsikke, og hvis jeg ringer til dem, jeg kender, så kan jeg give 1,6 milliarder mennesker et nyt liv. Naivt. Men det er jo selvfølgelig også kunst.

Bedømmelse: 2/6

’Little Sun’ af Olafur Eliasson og Frederik Ottesen, Andersens Little Sun Kiosk, Gl. Mønt 2, København eller på littlesun.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lone Christensen
  • Jette Abildgaard
Lone Christensen og Jette Abildgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jette Abildgaard

Michael Jeppesen,

;) ''Kan æstetik og berømmelse redde verden?''

Maa jeg stille dig et moedspoergsmaal mon?

F.eks. Kan Merkel og Paven redde verden og, skal vi tro mere paa dem fordi de er politiker og pave (troen er allerede forsvundet, blot ved deres navnes naevnelse)??

Under alle omstaendigheder en super god ting...uanset om Olafur Eliasson er kunstner eller ej....maaske han blot er bedre til at saelge sin ide...maaske han blot har kastet alle de nye systemer til side og, blot fortaeller om sin ''Little Sun''...for, hvor svaeret kan det vaere ;)? Jeg synes at kunne lugte lidt misundelse her eller maaske verden ikke noedvendigvis skal goeres mere besvaerlig eller arrangeret end den reelt er, men maaske jeg har uret......;)