Rebelske boblerier

Vigga Bro er ikke bange for døden. Og hendes indre humanist er et oplivende bekendtskab i den underfundige musikfortælling Bobler på Teatret ved Sorte Hest
14. maj 2013

Kvinden med det lysende grå hår bruger ordet ’bobler’. Og når kvinden er Vigga Bro, så spidser man jo ører. For hendes stemme er så fuld af mystik, at man bliver nødt til at finde ud af, hvad det er for nogle bobler, hun taler om.

Det viser sig, at boblerne er glimt af erindringer. Nogle minder, der uden varsel bliver fremkaldt af en lugt eller et sted. Og for Vigga Bro holder boblerne tydeligvis hendes egen livsfortælling sammen: fortællingen om 75 år i sansningens tjeneste.

Som fortælleperformance er hendes Bobler på Teatret ved Sorte Hest en yderst charmerende oplevelse. Med sig på scenen skulle hun have haft sin mand Erik Moseholm, men han døde pludseligt for nogle måneder siden, og så virkede det umiddelbart, som om disse bobler skulle briste.

Vigga Bro har imidlertid nytænkt forestillingen, men bevaret Moseholms musik. Og nu står hun så med to skønne og muntre kvinder ved sin side: Den stovte Ida Bach Jensen, der plukker tonerne ud af sin kontrabas med autoritet og finurlighed – og den legende Birgit Løkke, der kravler rundt mellem sine mærkelige klokker og krukker og fanger lydene ind, ligesom Vigga Bro griber sine huskebobler.

Flygtningechok

Hver erindring får sin musik og sit tonefald. Vigga Bros stemme bugter sig, så man kommer på vandring i det vildeste bjerglandskab af minder. Det voldsomste bjerg viser sig at være trappen op fra tunnelen under Fredericia Banegård ved krigens slutning, hvor Vigga Bro som lille pige gik forbi rækker af magre tyske flygtninge, der forpinte sad stuvet sammen.

Herfra er humanisten i hende vakt – og herfra går hendes betagende beretning, der yderst elegant fletter det store med det allermindste. Rebellen kommer lige i hælene på humanisten. Der er meget, som den lille Vigga beslutter, at hun ikke vil finde sig i, når hun bliver voksen.

Døden er med i mange bobler. Men overraskende nok helt uden frygt. Det virker, som om hun for længst har forliget sig med tanken på egne vegne.

»Men når det er andre, der dør fra én, så vænner man sig ikke til det,« som hun siger det lige så stille.

Bare tæer

Alligevel er det hendes sprælskhed, der tegner dette veliscenesatte show, som Gitte Kath spartansk har ladet udgå fra en enkelt barstol og et rødt bagtæppe. Når Vigga Bro snakker om livet på Vesterbro, så er det som at være der selv. Og når hun stjæler sig til at pille lidt ved et sølvlommeur som barn, så får man nærmest ondt i maven – fordi man selvfølgelig også selv som barn har nærmet sig noget urørligt.

De store desillusioner og de store svigt er der også. Men det er, som om hun bruger sin livserfaring til at skubbe disse bobler væk igen, så hun kan fokusere på de glædelige. Dem med kærligheden. Hun vifter i hvert fald frejdigt med sine bare tæer, og så ryster hun på hovedet, så hendes grå hår stråler omkring hende.

Hvis man overhovedet kan vælge en enkelt af sine fremtidsbobler selv, så vil jeg gerne af og til bede om en boble med Vigga Bro. Netop sådan med lysende hår og flabede tæer.

 

’Bobler’. Tekst: Vigga Bro. Musik: Erik Moseholm i samspil med Birgit Løkke og Ida Bach Jensen. Tekstkonsulent: Anna Bro. Iscenesættelse: Gitte Kath. Teatret ved Sorte Hest til 1. juni.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu