Læsetid: 2 min.

Rene ord for pengene

Nye digte af Janina Katz lever på præcision og fortætning, tilsat en forsonende humor
Nye digte af Janina Katz lever på præcision og fortætning, tilsat en forsonende humor

Linda Kastrup

24. maj 2013

Af en ny digtsamling fra Janina Katz har vi efterhånden vænnet os til på forhånd lovlig frækt automatisk at vente kvalitet i form af præcision, humor og inddampet livsvisdom. Vi skuffes heller ikke denne gang med Endnu ikke allerede, hvis vokalspækkede titel signalerer et udsat ophør, nok en forlænget frist her i livet: »Vinduet stadig åbnet / for alverdens skønhed,« som det hedder et sted med noget, der sagtens kunne være en hilsen til tjekkiske Jaroslav Seifert.

Netop hjemmevantheden i andre lyriske traditioner, hvor digtere ikke går af vejen for højstemthed og ikke ser spor problemer i at være poeter med meget stort P, har medvirket til lige siden 1991 at gøre Janina Katz til en nødvendig, velgørende anderledes røst i vor hjemlige poesi. Hendes komprimerede livsfortællinger har gjort os kloge på mangt og meget. Nu har hun imidlertid valgt at satse mere på komprimering.

Det er ikke urisikabelt af Janina Katz at nedtone det episke element og skrue op for den eksistentielle alvor. Det betyder nemlig, at der tilbage til at holde sammen på tingene kun bliver hendes velkendte fandenivoldske humor og sproglige raffinement.

Statusopgør

Men disse humor og raffinement er åbenbart nok. Eksperimentet lykkes. Hver enkelt linje føles altafgørende på vej nedad igennem disse digte, som leverer rene ord for pengene, alt imens et livs regnskab søges gjort op:

Om aftenen stirrer et glas whisky
ømt på mig

med sit gule øje.

Min sjæl forbereder sig
til vintersøvn.

Kroppen forlader
sanserne.

Motivisk og tematisk agerer Janina Katz på allerede velbetrådte felter. Det handler atter om død, kærlighed, eksistens og poesi. Undertiden glider felterne så sammen, som f.eks. her, hvor hun i samme åndedrag taler om livets afslutning og om det at tilvirke litteratur:

Mine bedrøvede digte
– lyver.
De har med vilje glemt
at fortælle,
at de har fundet
lykken.

Og at et digt
aldrig er for gammelt
til at være lykkeligt.

Ny i forfatterskabet virker et mere eksplicit overlap mellem tro og lyrik, et sted karakteristisk fortættet i forestillingen om, at man kan »bede et digt«. Altså ikke bede digtet om at gøre eller overbringe noget bestemt. Men simpelthen bede digtet, som en åben gestus over for sproget og livet.

Det absolutte

Omtales eller tiltales Gud i disse digte, opfattes han ikke som en nådigt tilgivende instans, men slet og ret som det absolutte, over for hvilket man tør stille de vigtigste spørgsmål om sin eksistens – som da digteren (for himlene må vide hvilken gang) tænker på sin mor og dermed på alle sine forsøg på at frigøre sig fra hende og bebrejder sig selv et og andet og afslutningsvis slår over i en bøn:

Må Gud aldrig forbarme sig
over mit blodfattige hjerte.

Det virker, som om Janina Katz forholdsvis let ville være i stand til at skrive under på Johannes Møllehaves påstand, at de værste synder er undladelsessynder. Og så kan der godt være en lettelse i at konstatere, at ens synders vidner efterhånden dør ud!bø

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu