Læsetid: 2 min.

Robin Hood som afstumpet terrorist

Jokum Rohdes dramatisering er kikset splatter, og Lars Kaalunds iscenesættelse mere hærværk end humor. Det Kongelige Teaters familieforestilling i Dyrehaven er i hvert fald hverken for kvinder eller børn
1. juni 2013

Robin Hood mangler sin glade hat. Han har faktisk slet ikke grønt skovtøj på ude i Dyrehaven. Han gider ikke hjælpe de fredløses børn, og han er mere liderlig end forelsket. Flink fyr kan man ikke kalde ham. Måske bare adfærdsvanskelig og udadreagerende.

Denne Robin Hood er altså mere monsterpsykopat end mesterskytte. Så denne opsætning af Robin Hood mangler både en helt og et drama. Jokum Rohdes tekst er en mærkelig vrangvillig og sjusket gendigtning af legenden om den snu mand, der tog fra de rige og gav til de fattige. Jokum Rohdes Robin er ligeglad med de fattige. Han føler ingen medlidenhed med nogen. Han er bare en livstræt overklassedreng, der bilder sig selv ind, at han er terrorist i en højere livsfilosofis samfundstjeneste.

Til gengæld føler vi som publikum så heller ingen medlidenhed med denne Robin. Ikke engang, da han får knust sine hænder med en træbjælke i Lars Kaalunds voldsgale iscenesættelse. Desuden er forestillingens kvindesyn sygeligt forrået. Her trues kvinder med voldtægt og lægges i lænker. Hvad har det med Robin Hood at gøre? Og hvad er det egentlig for et kvindehad og en terrorismesag, som Jokum Rohde og Lars Kaalund har så travlt med at trække sagesløse børnetilskuere ind i?

Udstyret fejler imidlertid ingenting. Kim Witzels scenografi folder sig ingeniørfiffigt ud, og Ulrik Gads lyssætning er så smuk som i nogen westernfilm. Jesper Mechlenburgs musik vakler godt nok mellem skjaldesange og Hollywood-drøn, og Elverhøjkoret drukner for det meste i en suppe af lydeffekter. Men hestene er tålmodige. Til gengæld spæner Mikael Birkkjær adræt rundt som Robin Hood; at han hverken får lov til at spille snedig eller morsom eller kærlig, er jo ikke hans skyld. Og Thomas Bo Larsen spiller heldigvis bare Thomas Bo Larsen (klonet med Jeppe på Bjerget), så derfor bringer hans Brother Tuck faktisk lidt velgørende menneskelighed ind i forestillingen.

Samtidig formår Helle Hertz at gøre prins Johns mor (eller er det Hamlets mor?) til et kvindemonster, der er så sorttegnet, at rollen bliver en skæg, satirisk karikatur. Men hvad Cecilie Stenspils skønne Lady Marian ser i denne Robin, det er faktisk umuligt at gætte. Måske appellerer han til hendes indre pædagog?

Gnomet Lemmeke

Kun Ole Lemmeke lyser. Han har slebet Sheriffen af Nottingham til, så rollen netop er blevet så magtgrotesk, at den er interessant. Hans krop er blevet lille og gnomet – og med alt for store ører og for korte arme. Og så taler han så affekteret, at alle konsonanter snubler. Alle d’er bliver til t’er, så folk vrider sig af grin. Hans udgangsreplik er en fuldtræffer: »Tdu godeste. Nu tdør jeg. Nu tdør sheriffen.« Man må antage, at forestillingens to dramaturger også er blevet hårdt sårede af Robin Hood og hans klumpede svende undervejs – ellers ville handlingen vel have været klarere.

Men ak og ve. 85.000 tilskuere har allerede købt billetter. De kan jo håbe på regnvejr.

 

’Robin Hood’. Tekst: Jokum Rohde. Iscenesættelse: Lars Kaalund. Scenografi: Kim Witzel. Det Kongelige Teater i Ulvedalene. Officiel aldersanbefaling: 7 år. (Realistisk: 11 år.) Til 6. juli

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu