Læsetid 5 min.

Det er så det

Kunstnerne på det kunstnerdrevne Sydhavn Station nærer blind tillid til folket, når de åbner for et kig ind til deres hverdag
Anne Skole Overgaard.

Anne Skole Overgaard.

3. maj 2013

Vi kan næsten ikke komme længere ned på jorden. Sydhavnen er et af Danmarks sidste rendyrkede arbejderkvarterer. Anker Jørgensen boede her indtil for nylig. Det er tæt på Vestre Fængsel.

Hvis man skal herfra, kan man tage S-toget fra Sydhavn Station. Sydhavn Station er også navnet på et kunstnerdrevet udstillingssted, der har ligget inde i stationen det sidste års tid.

Når man ankommer til stationen, kan man vælge mellem billetautomaterne på væggen til venstre eller udstillingsstedets tidsskrift på væggen ligeud. Billetterne koster, hvad den slags nu koster. Tidsskriftet er sat op side for side, ’Hånd over Højholt’ står der ved siden af et billede af en stor hånd, der bliver holdt op foran et portræt af Højholt. Ingen er i tvivl om, at det er kunst.

På vej til toget kan man kigge på reklamerne for sodavandsis på den ene væg eller værker af de udstillingsaktuelle kunstnere på den anden. Her hænger Anne Skole Overgaards to gange patchwork, der overlapper hinanden. Og en håndskrevet kvittering på 2.700 kroner for en knallert, blæst op i den størrelse, som plakater nu er på en S-togsstation. Og endelig kan man gå til venstre til toget eller til højre og ind på udstillingen, der hedder noget så jævnt som Så er der åben.

Der er masser af spænding. Den ypperligste finkultur møder den brede befolkning, hvor den er allerbredest. Det elitære møder mainstream. På togstationen i et arbejderkvarter. Men hvor den slags projekter normalt dør under fødslen i sin iver efter at snobbe nedad – de ender oftest med enten at virke hånende og belærende, eller platte og alt for ’forklarende’ – så er det her udstillingssted anderledes. De lander et interessant sted. I stedet for at tale ned til publikum viser de det i stedet tillid. Og ikke kun til publikum, men til kunsten som sådan. Her er avancerede, subtile og nørdede værker, der præsenteres stort set uden formidling. Her er troen på, at kunsten er for alle, intakt.

Den håndskrevne kvittering hører til Sonja Lillebæk Christensens 40-års-krise. Hun købte en knallert og satte ild til den på en snedækket mark. På det store fotografi kan man se noget sort, der stadig ulmer.

Anne Skole Overgaard har også et fotografi med på udstillingen. Det er taget gennem et stykke facetteret glas i en gammel dør. Det ligner en abstrakt tegning.

Claus Ejner har fotograferet sin familie ved en fødselsdag. Der er flag og boller på bordet, og samtlige personer, fra gamle til små, koncentrerer sig om en elektronisk gadget. De voksne er på nettet eller sms’er, børnene spiller.

Morten Jacobsen har smadret en kuffert og lagt de sørgelige rester på et lavt bord.

Heidi Hove har klippet i toiletpapir og indrammet det.

Ulla Hvejsel har klippet bogstaverne ud af 1.635 ord, der tidligere udgjorde 25 frække hemmeligheder, og med dem skrevet en række refleksioner over fænomenet ’frække hemmeligheder.’

Camilla Rasborg har fotograferet et havnebassin og hængt det direkte på væggen, så det følger væggens fremspring. Og Mette Juul har været i USA, hvor hun har fotograferet nogle triste bygninger og øjeblikke. Et krematorium i en kedelig bygning. En bar i en endnu mere kedelig bygning. En T-shirt, hvor der står Hate – Kill – Destroy. En mand alene på et dansegulv. Og på gulvet, indrammede citater, der ikke giver nogen umiddelbar mening.

Letgenkendeligt

Kunstnerne på Sydhavn Station nærer blind tillid til folket. Og det kan de også roligt gøre, kunsten har noget letgenkendeligt over sig, selv når den er nørdet. Det er til at finde ud af med et vågent øje, at Sonja Lillebæk Christensens fotografi forestiller en brændende knallert, og at hun futtede den af, da hun rundede et skarpt hjørne. Det står i titlen og i tidsskriftet. Og når man ved det, kan man levende forestille sig hendes krise og trangen til at leve livet på en anden måde.

Anne Skole Overgaards fotografi, der ligner en tegning, er også let at relatere til. Det handler om at være i tvivl om mediet: Hvad er det, vi kigger på, hvad er det lavet af? Det handler også om at falde i svime over abstrakte detaljer. Eller blot det at lægge mærke til dem. Værket hedder Paolos dør. Det kunne godt lyde, som om Anne burde have taget et billede af Paolo i stedet. Men det var døren, der gjorde indtryk. Det er mærkeligt. Men vi kender det.

Claus Ejners familiefoto kan man også genkende sig selv i. Og mere behøver kunst sådan set ikke at skulle kunne. Og hvis nogen går skuffede derfra, er det måske snarere forventningerne, der skal ned, end det er formidlingen, der skal op. Kunst skal ikke redde samfundet, omvende de depressive og opildne til innovation. Og når kunstens ambassadører hævder, at den kan frelse os alle, hvis blot den får plads, så gør de kunsten en bjørnetjeneste.

Hvor må de rejsende og lokale på Sydhavn Station blive skuffede, hvis de forventer at få vendt deres verdensbillede på hovedet med udstillingen. Og hvor må de blive mystificerede eller opløftede, hvis de med et åbent sind ser, hvad kunstnerne har fedtet sig frem til.

Ideen om en anden verden

Kunstens formåen over for den ikke-indviede er ideen om en anden verden, en anden måde at leve på, en anden måde at betragte livet. Kunsten er for den ikke-indviede, hvad knallerten var for Sonja Lillebæk Christensen, en forestilling om et andet fællesskab, hvilket kan være befriende, hvis man er kørt fast der, hvor man hører til.

For den indviede derimod skal titlen nok tages mere bogstaveligt. Så er der åben, her kan du se, hvad 10 kunstnere går og fumler med for tiden. Det er rugbrødskunst, det er rimeligt håndværk fra udøvende kunstnere, det er hverdagen oplevet med en kunstners øjne. Kan man klippe nogle bogstaver ud og lave noget om bogstaverne, ja, det kan man godt. Kan man smadre en rullekuffert og udstille den, kan man forestille sig at ens bagage forsvinder, at man er fri, at ens forpligtelser forsvinder, næ, ikke rigtig, men den kommer vist aldrig ud at rulle igen. Udstillingen kunne også have heddet Det er så det. Eller Kunst behøver ikke at være noget særligt.

Anne Skole Overgaards fotografi og hendes patchwork er en undtagelse. Hendes øje er skarpt. Og plakatfrisen på stationen er også fremragende. Stationen og de slidte rammer og glas får værkerne til at fremstå cool og underligt nærværende. Men ellers er det lidt en sløv omgang.

 

Bedømmelse: 3/6

’Så er der åben’ på Sydhavn Station, Ernst Kapers vej 1, København, til den 26. maj

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu