Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

’Det er så legende let’

Jørgen Leth har lavet en ubesværet portrætfilm om en ubesværet kunstner
John Kørner (tv.) tillagde sig krøller og stort skæg under sit komplicerede arbejdsforløb med et maleri som kronprinseparret havde bestilling til deres private gemakker på Amalienborg Slot. De endte med at afvise det og bad ham male et mindre voldsomt motiv. På billedet står han sammen med filminstruktør Jørgen Leth på Amalienborg.

John Kørner (tv.) tillagde sig krøller og stort skæg under sit komplicerede arbejdsforløb med et maleri som kronprinseparret havde bestilling til deres private gemakker på Amalienborg Slot. De endte med at afvise det og bad ham male et mindre voldsomt motiv. På billedet står han sammen med filminstruktør Jørgen Leth på Amalienborg.

Camera Film

Kultur
8. maj 2013

John Kørner er høj. Som i helt vildt høj. Som i ham den lange mand i Agent Coopers vågne drømme i Lynchs Twin Peaks. Kørner træder op på en stige eller stol, når han skal overskue sine oliemalerier. Han maler dem på gulvet i sit atelier med lange pensler, med forsigtige duk med køkkenrulle, han maler baggrunde, horisonter og rødglødende himmelhvælv med kost. Selv uden stigen har han mere overblik end de fleste. Så høj er John Kørner.

»Jeg synes, det kører som en leg nogle gange… Det er så legende let, så jeg kan ikke fatte, at der er nogen, der tænder på det,« siger han, mens han overfører et fotografi af en død russisk soldat til penselstrøg i sin værkserie om danske soldater dræbt i krig. 16 dead problems in Afghanistan. At male er ikke et »rigtigt« arbejde, føler Kørner.

Denne umiddelbarhed i arbejdet, denne ubesværethed ved selve udførelsen, må ræsonnere hos Jørgen Leth. Der er en oplagt forbindelse mellem de to, som afspejler sig i den ubesværede portrætfilm, Jeg taler til jer – John Kørners Verden.

Jovialt vidne

Jørgen Leth følger løbende Kørners arbejde fra 2008 til 2012.

»Jeg vil vide hvem han er, hvordan han arbejder. Jeg dykker ned i hans proces,« skriver Leth i en mellemtekst med den håndskrift, som instruktøren nedfælder sine egne digte og optegnelser med. Leths enkle signatur.

Jørgen Leth er gået fra en subjektivt fortalt, voice over-drevet undersøgelse af mennesket i sine tidligere dokumentariske portrætfilm til at træde ind som medkarakter, samtalepartner, til jovialt vidne og beundrer af den portrætterede i Jeg taler til jer. Kameraet, ført af bl.a. Manuel Alberto Claro, der gav råt vibrerende stemning til Heidi Maria Faissts Frit Fald og Triers Melancholia, er oftest håndholdt.

Det bevæger sig dynamisk og nysgerrigt rundt på Kørner, når han arbejder, og det bevæger sig mellem de to mænd, deres ansigter, og værkerne, når Kørner forklarer sig og viser frem.

Malerens lethed hånd i hånd med filmens tone. Den stille klaver- og cellomusik, komponeret af Kristian Leth og Fridolin Nordsø, glider ind som en slags bestyrker af øjeblikke, hvor vi skal, og kan, forstå, at der sker noget, at arbejdsprocessen forvandler sig til mere, til Kørners særegne kunstneriske udtryk. Vi springer i diskrete ryk fra år til år. Kørner får krøller og stort skæg under kronprinseparrets kæmpe bestillingsarbejde på Amalienborg Slot. Så er det af igen. Han må male en død soldat over, som kronprinseparret finder for voldsom til deres private gemakker.

Han vender det til sin fordel, han bliver mere tilfreds med billedet af en hjelm, der dirrer over det hvide stykke ingenting, hvor soldaten skulle have været. Han er altid enten tilfreds eller roligt søgende efter at skabe den rette sammenhæng.

Leth siger »fantastisk« en lang række gange om Kørners arbejde. Og »det er meget meningsfuldt.« Det er den åbne, observerende nysgerrighed, ikke den aktivt afkrævende boren sig ind i manden, der er Leths metode. De æstetiske overvejelser forbliver centrum for snakken, ikke tematikkernes konkrete indhold. Én gang kontakter Kørner Jørgen Leth over Skype, fra København til Haiti, for at søge råd om sin nye serie af billeder om prostituerede i Danmark, om, i vid forstand, »brugte kvinder,« som han betegner det.

Det bliver senere til en serie mismodige billeder. Leth er særligt tilfreds med tilføjelsen af det ene maleri, hvor kvinden ikke vender ryggen til, men spreder sine ben for beskuerens blik. Det er erotisk, mener Leth.

Men Krøyer vil gerne placere sten på kvindens leje, han vil i kompositionen fremhæve en modstand. Her aner man deres respektfulde uenighed.

Jeg taler til jer er en enkel film med et roligt overblik. Til slut følges instruktøren venligt ud af atelieret af den høje kunstner. Kørner standser foran udgangen med panden mod dørkarmen og hilser instruktøren ud, så tusser han tilbage for at »arbejde.«

’Jeg taler til jer’. Instruktion: Jørgen Leth. Dansk (Grand i København, Café Biografen i Odense og Øst for Paradis i Aarhus)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her