Læsetid: 4 min.

Skulpturen lever

Marie Lunds skulpturer er stor kunst, der især trækker stikket på vores illusioner om det oprindelige
Udfyldte bukseben og amputerede buster på Marie Lunds nye udstilling.

IMO Projects

24. maj 2013

Det handler om fravær, der giver nærvær, det handler om at udfordre kunstinstitutionen, det handler vildt meget om at genopdage skulpturen som en levende kunstform, det handler om ben og om noget så tidstypisk som jagten på det oprindelige. Og så ser det ikke mindst umådeligt spændende og nyt ud på en grov og uhyggelig måde.

Udstillingen Handstand af den internationalt anerkendte danske kunstner Marie Lund, også kendt for sit samarbejde med Nina Beier, består af 11 umiddelbart simple skulpturer. 7 af dem ligner ben. Og fire af dem ligner buster. Benene er i beton. Busterne er i marmor, træ og sæbesten.

Benene først. Der er ikke ankler eller baller på dem, men de har aftryk af både syninger og blåt denimstof. De står ikke sammen to og to, men lidt spredt. De giver en mærkelig sær stemning, men er egentlig skabt ganske enkelt ved, at et bukseben er blevet klippet af et par jeans, hvorefter det er blevet fyldt med beton på stedet. Og når betonen er stivnet, er buksebenet blevet klippet af.

Busterne er en anden historie. Her har Lund købt rigtige buster, hvorefter hun har hugget kendetegnene af dem. De har fået fjernet ører og øjne og næser og står tilbage helt nøgne i en eller anden falsk oprindelighed, der både peger på materialet og på den person, den engang har været.

Et fraværende ansigt

Det er et voldsomt greb, der ikke bare ser godt ud, men også stiller en masse spørgsmål. Kan kunsten være brugt og færdig?

Når Lund køber skulpturer og giver dem et nyt liv, fjerner hun vel det gamle, de havde, eller er det ikke nærmere løbet ud? En skulptur er for evig, men findes der noget mere fraværende end et ansigt, man ikke ved, hvem tilhører, som er sat til salg på eBay, eller hvor Lund nu har købt det? Og er det ikke netop i fraværet, at det pludselig har fået liv igen?

Helt bogstaveligt stiller det spørgsmål ved kunstinstitutionen, fordi det eneste, hun gør for at skabe kunst, er at fjerne kunst. Det, der har gjort materialet til kunst, er nu væk. Og her indtræder en forestilling om noget oprindeligt, som er typisk for tiden. Hun fjerner kunsten og nærmer sig materialet. Hun arbejder sig tilbage. Men som med alt andet, der i disse år søger efter autenticitet, så søger hun det i det nutidige. Hun søger autenticiteten i det, der findes nu. Hun går ikke ud i skoven og finder et træ. Ligesom palæo-mennesker heller ikke går ud og slår et dyr ihjel med en flintøkse. I jagten på naturlighed tager vi aldrig udgangspunkt i naturen, men i den kultur, vi allerede lever i. Og det er derfor, projektet altid kun bliver en skinøvelse, der glimrer ved fravær. Præcis ligesom med forestillingen om, at fattige mennesker fra fattige lande skulle være tættere på et eller andet oprindeligt, fordi de lever med et fravær af moderne bekvemmeligheder. Marie Lund bringer os heller ikke tættere på materialet end den, der har lavet den skulptur, hvis arbejde hun fjerner, men fraværet af det moderne giver os en følelse af et nærvær.

Og hvad den følelse kommer af, må stå hen i det uvisse. Dårlig samvittighed kunne være et bud. Eller måske er der sket for meget de sidste par hundrede år. I hvert fald er busterne glimrende billeder på de romantiske forestillinger, mange af os deler, skåret ud i træ, sæbesten og marmor.

En taskenspiller!

Den samme grove romance kan man også finde i piedestalerne, hvor hun har brugt et hylster til et ben som form til et kunstværk. Her er der virkelig også tale om at komme tilbage til et eller andet udgangspunkt, der er så rent som muligt. Og hvad er næsten finere end at portrættere menneskekroppen? Og der er bestemt heller ikke tale om nogen falsk oprindelighed, snarere tværtimod, så medbringer man som gæst på udstillingen i den grad originalerne. Og hvis man har blå jeans på, bliver det næsten for meget, for så står man simpelthen med en af formene til værkerne, i præcis den position værkerne, man kigger på, er skabt i.

Det uhyggelige ved udstillingen er også netop disse skygger af noget virkeligt. Der ligger ufortalte historier og skvulper rundt i skulpturerne, fordi de er så genkendelige. Der har været et virkeligt ben der, hvor den skulptur kommer fra, der har været et virkeligt ansigt, en virkelig person, men vi finder aldrig ud af hvem. Og går man tættere på, kan man også undres over benene, der ikke kun ligner det, som fylder et par bukser ud, men ligeså meget det, der skabes af bukserne, altså det omvendte. Så på den måde er benene præcis ligeså listige som busterne – de gør sig til som tilforladelige objekter, der søger uskylden. De ligner noget, der i den grad kommer tættere på materialet end eksempelvis en statue på Glyptoteket gør. Men det snyder. For det er slet ikke ben, når man kommer helt tæt på, men aftryk af indersiden af bukserne. Man kan sågar se vævningen i stoffet og løse tråde langs syningen. Det, som først lignede et ben, er en taskenspiller! Det hele er en illusion. Marie Lunds genopdagelse af skulpturen som kunstform er et kapitel for sig. At maleriet er dødt, har altid været den store klichéfyldte gentagelse. Skulpturen derimod har været så død, at man knap nok har talt om den. Og når den alligevel har fundet vej, har det oftest været som part af en installation eller som noget, der skal komplimentere maleriet. Hos Lund er skulpturen fuld af liv. Den refererer naturligvis til hendes og Nina Beiers andre værker, men først og fremmest er den stor, smuk, afgrundsdyb og indviklet, som kun rigtig god kunst kan være det.

 

Bedømmelse: 6/6

Marie Lund – Handstand på IMO Projects, Ny Carlsberg Vej 68, København til den 21. juni

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu